He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6335Visninger
AA

23. Kapitel 19

My mind is a mess

My heart is a mess

and right now it even seems like

my whole life is a mess

Jeg har aldrig set hans ansigt sådan. Hvis man ikke kender ham, tror jeg ikke man ville lægge mærke til ham. Han ser, så trist ud. Han kigger op, og ser mig i øjnene. Hans ansigt bliver hårdt, præcis ligesom de andre i gruppens. "Niall jeg skal snakke med dig" siger jeg højt, men han fortsætter bare forbi mig. Fansene udenfor skriger nu, fordi de kan se dem ind igennem glasdøren. Jeg begynder at gå over mod ham, og skal til at tage fat i hans skulder. "Amelia, han gider ikke snakke med dig" siger Zayn og tager fat i min arm,  og jeg bliver faktisk ret vred. Helt ærligt, han havde da ikke behøvet at blande alle de andre ind i det, vel? Jeg sukker. "Zayn, gå væk fra mig, og lad mig tale med Niall" siger jeg hårdt og skubber hans hånd væk. Men Niall og de andre er allerede væk, og Zayn går med hastige skridt også væk fra mig. Jeg prøver at følge efter, men da jeg ser mængden af fans udenfor som omringer Zayn da han træder ud af døren opgiver jeg. 

"Hør, du er altså nødt til også at gå" siger vagten fra før og kigger på mig, næsten med medlidenhed. "Har du nogensinde gjort noget virkelig dumt, over for den du elsker?" spørger jeg og nikker. "Virkelig?" spørger jeg om og han nikker igen. "Hvordan endte det?" spørger jeg og han kigger væk et øjeblik. "Hvis du vil beholde modet, er det nok bedst at jeg ikke fortæller dig det" siger han og skubber mig ud mod døren. "Nej, hvad skete der?" spørger jeg om og han sukker tungt. "Jeg gjorde bare noget dumt, og det endte ikke særlig godt" siger han, og hans stemme ændres, og jeg bliver næsten overrasket over at en vagt som ham, kan lyde så sårbar. "Det er jeg ked af, det må du undsk..." han afbryder mig. "Ved du hvad, det er ligemeget. Problemet er, at jeg ikke prøvede. Jeg prøvede ikke på at gøre noget godt igen, jeg gav op, og det må du love mig at du ikke gør okay" siger han og sender mig et lille smil. Han smil er sødt, og det går op for mig, at han egentlig er meget cute. Normalt når folk nævner vagte, kommer jeg altid til at tænke på store tykke mænd, med alt for meget skæg. Men ham her ser ung ud, måske lidt ældre en jeg, men ikke meget. Nej, stop. Han er en vagt.

"Tak, jeg ved bare ikke rigtig hvad jeg skal gøre" mumler jeg, og fortryder jeg har sagt det bagefter. Hvad har jeg gang i, hvilken person fortæller en fremmed om sine problemer. "Undskyld, jeg ved ikke hvad der går af mig" siger jeg og han ryster på hovedet. "Det er okay, men jeg bliver altså nødt til at sende dig ud nu" siger han og trækker på skuldrene. Jeg nikker, "det ved jeg, jeg går nu" siger jeg og vender mig om, men vinker til ham på vejen ud. "Held og lykke" råber han, og jeg vender mig om og sender ham et smil på vej ud. 

Da jeg kommer ud i den friske luft tager jeg en dyb indånding. Hvordan kunne jeg overhovedet tro at Niall ville snakke med mig. Jeg sukker og begynder at gå over mod metrostationen, den eneste jeg har lyst til at snakke med ligenu, er Sarah. Jeg finder min telefon frem og trykker på tallet to, jeg har aldrig fået fjernet det at jeg kun skal trykke på en enkelt knap for at ringe hende op. "Det er Sarah" siger hun da hun tager telefonen. "Hey" mumler jeg. "Amelia, er du okay?" spørger hun om, hun lyder bekymret og det føltes rart. "Jeg ved det ikke. Vil du ikke mødes med mig i Parken om lidt?" 

"Jo selvfølgelig" svarer hun hurtigt. "Jeg er der om ti" siger hun, og vi siger farvel og lægger på, lige i det jeg drejer ind i parken. Jeg styrer mod vores sædvanelige bænk .Jeg falder næsten sammen, og sukker. Det hele virker kompliceret. På den ene side, det er sådan en lille bitte ting der har ødelagt det hele, og på den anden side, så er det så forfærdeligt. I mens jeg venter, sidder jeg bare og kigger ud over parken. Børn løber rundt og leger, sammen med deres forældre. Jeg læner mit hoved bagover og kigger op på himlen. Måske sidder Mor, far og Julie og kigger ned på mig lige nu? Jeg kunne virkelig godt bruge min mor. Hun ville forstå alting med det samme, og kunne fortælle mig lige hvad jeg skulle gøre. 

Pludselig, er der en der dumper ned ved siden af mig. Jeg sætter mig ordenligt igen. "Hej" mumler jeg og Sarah trækker mig ind i et kram. "Hey, fortæl så" siger hun og giver min skulder et klem. "Det er en lang historie, men for at gøre den kort, jeg gjorde noget dumt, og nu vil Niall ikke snakke med mig mere" mumler jeg. "Hvad har du gjort?" spørger Sarah om, og trækker sig lidt væk fra mig. "Det kan være ligemeget" mumler jeg og hun ryster på hovedet. "Men hvis du har gjort noget mod Niall, eller jeg mener, du vil jo gerne havde jeg hjælper dig ikke?" Hun lyder slet ikke spor hjælpsom, og jeg får en dårlig fornemmelse. "Jeg tror ikke jeg kan hjælpe dig" siger hun, jeg kigger forvirret på hende. "Hvad mener du?" spørger jeg om, og føler pludselig at jeg er med en af de der vildt forvirrende tv serier som handler om en der er besat af en eller anden ond. Hun ruller med øjnene.

"Du har såret Niall, det kan jeg simpelt hen ikke hjælpe dig med" siger hun, som om det er det mest simple i hele verden, og pludselig falder brikkerne på plads, og jeg rejser mig med næsten afsky. "Jeg er ked af det Amelia, men jeg..." jeg afbryder af hende ved at pruste. "Ved du hvad, jeg tror slet ikke at du fortryder noget overhovedet. Jeg tror at den eneste grund til at du ringede og ville være venner med mig igen, var fordi du ville tættere på One direction" jeg spytter det næsten ud, men hun ryster på hovedet. "Nej, jeg.." jeg ruller øjne af hende, og afbryder hende igen. "Nogle fans er simpelthen for sindsyge" udbryder jeg og vender ryggen til hende og begynder at gå væk. Jeg kan høre hende råbe efter mig, men jeg gider ikke engang vende mig om for at se om hun følger efter mig. 

Jeg føler mig så forrådt, og samtidig har jeg lyst til at grine over det. Hvor er det latterligt, og dog, jeg føler mig så såret, hun brugte mig på sådan en måde som kun ses i gyserfilm. Jeg ryster på hovedet. Jeg kan ikke stoppe tårene i at flyde ud af øjnene på mig, og trille ned af mine kinder. Det her er nok en af de værste dage i mit liv. Selvom der efterhånden er en del under samme titel. 

***

De næste  to dage går langsomt. Kenn og Grace forstår ingenting, selvom Grace prøver, er det bare ikke det samme. Jeg savner mine forældre, og Julia mere end nogensinde, og jeg ved overhovedet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ligger i min seng og stirrer op i loftet, jeg har min dyne over mig, og har stort set ikke bevæget mig ud af sengen hele dagen. Jeg føler mig ret patetisk, at ligger her hele dagen og havde ondt af mig selv. Men jeg er forvirret. Pludselig ringer min telefon, det er Heather, og egentlig er hun den eneste jeg har lyst til at tale med. Udover Niall selvfølgelig, men chancen for at han pludselig ringer, er minimal. 

"Heeey Amelia" siger hun da jeg tager telefonen, jeg mumler et lavt hej. Jeg har ikke helt opdateret hende på hvad der er sket her for tiden. Selvom jeg nok burde, eftersom hun er min eneste veninde. Heldigt for mig, har Sarah ikke kontaktet mig. "Okay, jeg ved det her lyder skørt ikke, men mine forældre rejser her senere, og jeg tænkte på om du ikke havde lyst til at komme over til et sleepover, bare os to" siger hun glad, og et lille smil planter sig på mine læber, og jeg har pludseligt forfærdelig meget lyst til sleepover. "Jo, det har jeg faktisk virkelig meget lyst til" siger jeg og hun griner. "Du kan bare komme klokken syv så."

"Aftale, jeg har også en hel del at snakke med dig om, så hver forberedt" siger jeg og hun griner. "Jeg må nok hellere rense mine ører så" siger hun og griner og jeg ryster på hovedet af hende. Hun kan være så fjollet. Da jeg lægger på, føler jeg at jeg har mere energi, så jeg tager et bad og pakker min taske, og tager noget anstændigt tøj på, jeg tager bare et par stramme sorte jeans på og en hvid top, udover det har jeg en lang fint strikket cardigan på, mit hår sætter jeg op i en knold. Jeg tager ikke noget makeup på, og derefter går jeg ud til Grace. 

Hun bliver overrasket kan jeg se, og lyser op i et smil da hun ser mig. Hun siger ikke noget, men jeg kan se at hun venter på at jeg gør. "Er det måske muligt at du kan kører mig hen til en veninde senere, til sleepover" siger jeg og håber inderligt at hun ikke beder mig om at tage metroen. Hun nikker, "selvfølgelig, hvad tid?" 

"Jeg skal være der klokken syv" siger jeg og hun nikker igen. "Hvem er det hos? Sarah?" spørger hun om og jeg skal virkelig beherske mig for at bevare kontrollen da jeg svarer. "Nej, en der hedder Heather" siger jeg og hun sender mig et smil tilbage. "Jeg spiser nok derovre" siger jeg og går tilbage ind på mit værelse.Denne her aften bliver måske alligevel ikke så slem. 

***

Da klokken slår syv, banker jeg på Heather hovedetdør. Okay, det er nok ikke på slaget syv, men den er deromkring. Grace dytter og jeg vender mig om og vinker til hende da hun kører væk. Hun er lettet over at jeg har forladt min seng, det kan jeg mærke. Jeg har ikke fortalt hende særlig meget om det der er sket, men jeg føler heller ikke at det er noget jeg skal fortælle hende. Jeg er 18 år, det er vel sådan noget man fortæller sine veninder om ikke? Eller i mit tilfælde, den ene veninde jeg har tilbage. 

"Hallo, eh Amelia" Jeg får et chok, da jeg ser Heather stå at vinke sin hånd foran mine øjne. "Undskyld, jeg faldt vist i staver" siger jeg og hun griner, "virkelig" siger hun og træder til side så jeg kan komme indenfor. Da jeg har fået mine sko af, trækker hun mig hurtigt igennem huset og hen til hendes værelse. Hendes hus er ikke så stort, og det er fuld af hyggelige små nips ting. Her er hyggeligt, og hvis jeg var med i et program hvor man skulle matche personer med huse, ville jeg ikke være i tvivl om at Heather boede her. Hendes værelse er det samme, her er malet i råhvid, og hendes seng er dekoreret med sådan nogle julelys. Der hænger små billeder over hendes seng, af venner og familie. Hendes skrivebord er også hvidt, og som skrivebordstol står der en kurvestol. "Her er virkelig fint og hyggeligt" siger jeg og hun nikker.

"Jeg er også ret glad for det" siger hun, og det er først da hun har lukket døren helt i at jeg får øje på en dør inde på hendes værelse. "Hvad er der derinde?" spørge jeg om og hun trækker på skuldrene. "Kig" siger hun, jeg går nysgerrigt hen og trækker ned i håndtaget. Det er et lille, men alligevel stort nok, walk in closet. "Ej, jeg har aldrig mødt nogle med et rigtig walk in closet" siger jeg og hun trækker igen på skuldrene. "Det er også en af de eneste ting der afholder mig fra at flytte hjemmefra" griner hun. Jeg kigger lidt rundt i skabet. Der er hylder over tøjstativerne med sko på. "Jeg vidste faktisk ikke at du var sådan en der var rigtig vild med tøj og den slags" siger jeg ærligt og hun griner. "Jeg vil gerne være stylist, men det er ikke noget jeg praler med" hun blinker til mig og jeg griner lidt. 

Vi bestiller Pizza, og i mens vi venter laver vi hendes værelse om til en stor sofa, med puder, tæpper og madrasser over det hele. Lige da vi er helt færdige, ringer det på døren, og vi styrter begge ud og åbner. Vi tager i mod vores Pizzaer og sætter os ind ved spisebordet og spiser dem. "Det er vildt længe siden jeg har fået så klam en Pizza" siger hun med munden fuld, og jeg kigger forvirret på hende. "Sådan nogle Pizzaer her skal bare være klamme" forklarer hun "Ellers smager de ikke godt" siger hun og griner. Jeg nikker. Hun har faktisk ret. 

"Hvad nu?" spørger jeg om da vi sætter kurs mod hendes værelse og hun trækker på skuldrene. "Alting" siger hun glad og griner. En ting jeg rigtig godt kan lide ved hende, hun er altid så glad. Vi smider os ned i sengen. "Jeg er så mæt" siger hun og jeg nikker. "Også mig." 

Vi ligger lidt og snakker om alt og ingenting, da hun pludselig åbner den boks jeg lykkeligt for en kort stund havde glemt alt om. "Hvad var det egentlig du ville snakke med mig om?" spørger hun, og jeg sukker tungt og tager en dyb indånding. Og så fortæller jeg. 

Som sædvaneligt når jeg føler mig godt tilpas, og stoler på folk, plapre jeg ud med det i en kører. Heather er en god lytter, og jeg er overrasket, i forhold til at folk der snakker meget, normalt ikke er særlig gode til at lytte. Hun kravler tættere på mig, og lægger sin arm omkring mig da tårene begynder at trille, og hun klemmer af og til min skulder. "Jeg ved godt at jeg burde kæmpe for ham ikke, men det er bare svært når jeg så hvor ked af det han var, og hvor kede af det alle de andre så ud" mumler jeg og hun nikker. "Jeg tror jeg vil give ham noget tid" siger jeg og hun aer min ryg. 

"Det er noget møg" siger hun og jeg nikker, og er glad for at hun ikke fortæller mig at alting nok skal gå. For det ved jeg ikke, det er der ingen der ved om det gør. "Lad os lave en masse tøseting de næste par dage så" siger hun og sender mig et smil, jeg nikker. Det er lige det jeg har lyst til. "Men ligenu, skal vi se film" siger hun og springer hen til komoden med dvd'er. "Hvad er du i humør til? Komedie?" spørger hun om og jeg trækker på skuldrene. Hun hiver en DVD ud og lyser helt op. "Valentines day!" udbryder hun grinene og jeg nikker. "Har du set den før?" spørger hun og jeg ryster på hovedet. "Det er den der er lidt ligesom New years Eve, ikke?" spørger jeg om og hun mumler et "ja" i mens hun putter dvd'en ind i dvd afspilleren. 

Pludselig forsvinder hun ud af døren, og et par minutter efter har hun både sodavand og slik med. "Jeg syntes vi manglede et eller andet" siger hun og smiler og jeg griner lidt. Hun slukker lyset og starter filmen og vi sætter os til rette. "Tak fordi du er der for mig" siger jeg og hun klemme min hånd. "Altid" siger hun oprigtigt, og jeg kan mærke at hun allerede er helt særlig for mig. 

____________________________________________________________________________________________________________

 

Okay, her har i et lidt længere kapitel! 

Selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud, så er der

faktisk ikke særlig mange kapitler tilbage! 

Jeg er spændt på hvad i siger til slutningen! 

Jeg vil prøve at få lidt flere kapitler ind i løbet af ugen!! 

Tak for likes, favoritter og kommentare igen igen igen!! 

Hvad syntes i??? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...