He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6321Visninger
AA

22. Kapitel 18

I am craving the truth
but then again
what if, 
i can't handle what you are about
to tell me?

 

"Lad nu være Niall" mumler jeg. Men han svarer ikke. Der er helt stille i bilen, og jeg tager hånden hen for at tænde for radioen, det samme gør Niall og vores hænder støder sammen. Han trækker den hurtigt til sig, og jeg sukker og tænder så. Der spiller en sang jeg ikke kender, og jeg kan ikke afsløre om Niall kender den, for hans ansigtsudtryk siger intet. Det er helt tomt.

Vi kører i stilhed hele vejen hjem til mig. Jeg har det dårligt, næsten kvalmende, jeg føler mig så skyldig. Han stopper bilen op foran lejligheden. Jeg bliver siddende i bilen lidt. "Niall jeg..." han afbryder mig. "Amelia, jeg har brug for at tænke okay. Jeg tror vi bliver nødt til at holde en pause i mens" jeg er overrasket over hvor udtryksløs hans ansigt ser ud. Han afslører intet, jeg kan ikke se om han er ked af det over det, eller noget helt andet. Hos mig selv, farer tankerne rundt. Tårene baner sig vej op til mine øjne, og er på vej ud. Men jeg har ikke lyst til at græde her foran ham. Jeg nikker bare, og tager min sele af og går ud af bilen. "Jeg har heller ikke lyst til det her" mumler han, kun lige akkurat så højt til at jeg kan hører det. "Hvad er så grunden. Jeg fortalte dig sandheden" siger jeg, måske en anelse vredt. Men også kun på grund af at jeg er lige ved at bryde sammen. "Du kyssede med en anden, det kan jeg ikke bare være okay med" siger han roligt, og jeg ryster på hovedet. "Jeg er forhelved ikke perfekt, og hvis du troede det, så har du taget godt og grundigt fejl" råber jeg og smækker døren i og løber hen mod lejligheden. Tårene løber for alvor om kap, og jeg snøfter hele tiden og hulker også i mens. Det er svært at få vejret, men jeg stopper ikke med at løbe. Bum. Jeg støder ind i en. Jeg siger ikke engang undskyld, men skynder bare videre. Men en hånd griber fat i min arm. "Hey, er du okay?" Det er Carter.

"Nej" siger jeg og prøver at komme fri, og videre op ad trappen, men han har stadig fast i mig. "Amelia hvad..." jeg afbryder ham. "Det her er din skyld okay, det er din skyld" siger jeg og river endnu engang min arm til mig, denne gang kommer jeg fri og styrter op ad trappen og ind i lejligheden. Jeg falder hulkende sammen på gulvet. Jeg kan hører skridt komme nærmere, og der er en der taget fat i mig. "Hvad er der dog sket" Det er Grace, hun opgiver at få mig op, men sætter sig bare ned ved siden af mig, og jeg hulker ind mod hendes skulder. "Jeg er så dum Grace" mumler jeg, og Grace aer min ryg. "Det skal nok gå, ligemeget hvad det er skal det nok gå" mumler hun og aer også mit hår.

Efter noget tid kan jeg ikke græde mere. Jeg sætter mig ordenligt op, og tørre mine øjne. ”Hvordan er det dog du ser ud” siger hun og hentyder til at jeg sikkert er helt sort i hovedet af mascara. ”Skal jeg ikke lave noget varm kakao til dig?” spørger hun om og jeg nikker. Hun går ud, og jeg rejser mig og går ud på badeværelset for at vaske mit ansigt.

Da jeg kommer ud igen dufter der af chokolade og jeg sætter mig hen i sofaen med et tæppe på. ”Her” Grace rækker et stort krus ned til mig, og jeg tager i mod det. ”Jeg har også nogle småkager hvis du vil havde dem, jeg lover ikke at de er gode. Jeg er ikke den bedste til at bage ved du nok” siger hun og griner lidt, og jeg nikker. Hun forsvinder ud i køkkenet igen, og kommer tilbage med en tallerken med nogle chokolade cookies på. ”Er Kenn gået i seng?” spørger jeg om og hun nikker. ”Jeg er egentlig også på vej i seng, men..”

”Du kan bare gå, jeg klarer mig” mumler jeg og tænder for fjernsynet. Hun nikker. ”Det ved jeg du gør” siger hun og sender mig et smil, og går så ind på hende og Kenns soveværelse. Der er intet spændende i fjernsynet. Så jeg ender faktisk med at sidde og se Disney Channel. Det muntre mig lidt op, og for en kort stund, føler jeg at alting er okay, og at jeg er Amelia 10 år, der sidder i stuen og ser tv. Den følelse går dog hurtigt væk, men det var rart alligevel.

***

Jeg må havde været faldet i søvn på et tidspunkt, for da jeg igen kigger, er det helt lyst. Fjernsynet kører stadig, og jeg mangler stadig at købe en cookie. Jeg kigger på uret. Den er kun halv otte, men jeg får pludselig slet ikke lyst til at være her mere. Jeg slukker for fjernsynet og stiller tingene ud i køkkenet og lister så ind på mit værelse. Jeg skifter mit undertøj, og finder en sort almindelig kjole frem og trækker den over hovedet. Derefter reder jeg mit hår, men lader være med at lægge makeup.

Jeg lister ud i gangen, Kenn og Grace må ikke vågne. Jeg kæmper lidt med at få mine Adidas på, men det lykkedes til sidst, og jeg lukker forsigtigt døren efter mig, og skynder mig ned ad trapperne og ud. Luft. Helt frisk London-luft. Jeg tager en dyb indånding og bevæger mig med metro stationen. Det eneste jeg har lyst til, er en gåtur langs vandet, og måske shoppe lidt. Jeg er ikke sikker, men jeg bevæger mig med hurtige skridt mod stationen, for jeg ved at hvis jeg går hurtigt kan jeg nå metroen om 2 minutter, hvis jeg misser den, skal jeg vente i 7 minutter før den næste kommer. Jeg kender metrosystemet ud og ind efterhånden, og jeg får det helt rart ved at opleve noget velkendt. Det er rart som jeg går der, ser folk mase sig forbi mig, fordi de har endnu mere travlt end mig, ellers måske skal nå den samme metro. Men jeg ved jeg kan nå den hvis jeg fortsætter i det her tempo, så det gør mig intet.

Jeg indånder endnu engang den friske luft, og træder så ned af trapperne til stationen. Jeg finder mit metrokort frem, og stiller mig klar og venter. Jeg sætter mig ned på et ledigt sæde, og overhører nogle piger der er lidt yngre end mig. ”Ej har i set det her” siger hende den ene næsten hysterisk, jeg skal lige til at vende hovedet væk, da noget fanger min opmærksomhed. ”nej, hvad er der sket?” ”hvem snakker vi om?” spørger den ene forvirret, og pigen drejer sin telefon. ”Nialls tweet!” siger pigen, og den anden spærrer forskrækket øjnene op. ”Jeg håber han er okay” siger hun, og lyder trist. Jeg fumler med min telefon og trykker på twitter ikonet og finder Nialls profil.

#What do you do, when the one who broke your heart, is the only one who can fix it?

Mine øjne svier lidt, og jeg tørrer hurtigt en tare væk. Okay, jeg er ret følsom lige omkring det emne. Især fordi jeg normalt ikke er en person der græder let, men jeg bliver nemt såret. På en eller anden måde gør tweetet mig også glad, og jeg tager mig selv i at smile lidt. Betyder det at han måske vil give mig en chance mere? Jeg sidder længe og kigger på tweetet, og pludselig rejser jeg mig beslutsomt og stiger af ved stationen hvor vi er stoppet. Jeg løber op ad trapperne, og ud på gaden igen. Der er fyldt med mennesker, men jeg ved hvor jeg må tage hen. Jeg løber videre hen ad gaden, og er egentlig ret ligeglad med hvor dum jeg ser ud. Jeg løber, selvom jeg ikke kan mere, og da jeg når frem til den bygningen sukker jeg lettet, og får hurtigt vejret og tager en dyb indånding før jeg træder indenfor. En vagt stopper mig.

”Det er kun for folk på listen” siger han monotont og jeg ruller med øjnene af ham. ”Hør nu lukker du mig bare ind, jeg skal snakke med Niall” siger jeg og han griner og ryster på hovedet. ”Ja, ved du nu hvad, nu sætter du der derude” siger han og peger ud af en anden dør end den jeg kom ind ad. ”Og så kan du vente sammen med de andre fans indtil interviewet er færdigt” siger han og begynder at skubbe mig ud mod døren, men jeg træder hælene i. ”Jeg er så træt af det her, i vagter gør det konstant, nu lukker du mig bare ind. Jeg er Nialls kæreste” siger jeg. Jeg smager på ordet kæreste og kan egentlig ikke rigtig finde ud af om det var det ord jeg skulle havde brugt. Han skal til at sige noget igen, men jeg afbryder ham. ”Hvornår er interviewet færdigt?” spørger jeg om og han vender sig om og kigger på uret. ”Et kvarters tid” siger han og jeg nikker. ”Okay, så sætter jeg mig herover og venter” siger jeg og peger på en rød sofa over i hjørnet. Han skal ligetil at sige noget igen, men opgiver da han telefon ringer.

Jeg sidder og venter, og efter omkring 20 minutter kan jeg hører drengenes stemmer. Min hjerte begynder at banke, og jeg kan ikke finde ud af om det er på den gode nervøse måde, eller den dårlige nervøse måde. Jeg rejser mig op da jeg ser de kommer ind i rummet, og deres ansigtsudtryk ændre sig med det samme. Louis ansigt bliver helt hårdt og stift og det kommer virkelig bag på mig, men Nialls ansigt er det der skræmmer mig mest. 

_______________________________________________________________________________________________________

 

Hej igen! 

I må undskylde at jeg er så dårlig til at skrive for tiden, og kun kommer med korte kapitler

men ville havde et ind nu. Jeg har tid i weekenden, og prøver

at få skrevet nogle kapitler der som jeg kan publicere i løbet af ugen!! 

Hvad syntes i ellers indtil videre? 

Hvordan tror i det vil gå mellem Amelia og Niall? 

Tusind tak igen for likes, favoritter og kommentare!! I er de bedste! 

xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...