He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6267Visninger
AA

21. Kapitel 17

I have so much of you in my heart 

- John Keats, July, 1819

 

Da jeg vågner næste morgen dunker mit hoved. Tømmermænd. Jeg kravler næsten ud på badeværelset, og mærkeligt nok formår jeg ikke at vække Niall. Selvom jeg vælter, og går ind i diverse ting på vej ud på toilettet. Jeg stiller mig foran spejlet, og betragter mig selv. Mit hår er uglet, jeg har mascara under øjnene, mine øjne er hævede, og jeg kan næsten ikke se noget. Mit hoved dunker mere nu hvor jeg står op. Jeg fumler mig ind på værelset, og tager hurtigt tøj på. Jeg er en idiot, både fordi jeg næsten, på en måde kyssede Carter igår, og fordi jeg ligenu har tænkt mig at gå fra Niall mens han sover. Flot Amelia, din idiot. Jeg tager tøjet med ud i stuen, og tager det på. Bagefter lægge jer en seddel til Niall på bordet. 

#Sorry at jeg bare er gået. Har nogle ting jeg skal tænke over, ringer i aften. 

Jeg kunne ligeså godt droppe at lyve endnu mere, ikke? Derfor skriver jeg en ærlig seddel. Bagefter går jeg ud af lejligheden. Mit hoved dunker endnu mere da jeg kommer ud i den friske luft, men det er ikke kun tømmermænd, det er også dårlig samvittighed, og irritation. Jeg har det som om det bliver den værste dag længe. 

Jeg sidder på en bænk og venter på bussen, der er også en lille dreng og hans mor. Moren kigger på mig med medlidenhed i blikket. Fordi jeg har uglet hår, og ikke fjernet min makeup. Eller fgordi hun kan læse tanker måske? Jeg ryster på hovedet, og hun lægger hovedet på skrå. 

"Hvad er der galt med pigen, hendes hår er helt uglet" siger drengen og hiver i sin mors jakke. "Det ved jeg ikke, du kan jo spørge hende." Siger hun , og jeg har lyst til at stikke hende en flad. Privatliv, og ingen indblanding i London, nix, det findes bare ikke. I hvert fald ikke når det omhandler mig. Drengen sætter sig ved siden af mig på bænken og stirrer op på mig. "Hej" siger han, og smiler. "Hej" mumler jeg og piller ved min trøje, sådan ruller den i mellem fingrene. Drengen lægger sit hoved på skrå, og jeg kan se hvor meget han ligner hans mor. "Hvad er der galt?" spørger han om, og rynker hans små øjenbryn, han ser helt tænksom ud, i mens han fortsætter. "Du må ikke være ked af det, min mor fortæller mig altid at alting nok skal ordne sig ud på en eller anden måde, at det blive godt igen" mumler han, og jeg kan se moren smiler bag ham, før hun vender sig om. Jeg smiler også selv lidt. Måske har han ret, men alligevel tror jeg ikke helt på den slags. 

Nogle mennesker er bare dømt til at være uheldige. "Du kommer til at forstå det når du bliver ældre" siger jeg og han ryster på hovedet. "Det ændre sig altså ikke" konstatere han. "Hvor gammel er du?" spørger jeg om, og han tæller på sine fingre. "Syv år" siger han og smiler stort til mig, jeg smiler tilbage. "Jeg har lavet noget rod, og jeg ved ikke om det bliver godt igen" siger jeg og han tager fat i min hånd og sætter sig på knæ på bænken. "Jeg har også lavet rod før, min mor bliver altid sur, men hjælper mig med at rydde op igen" siger han og peger på sin mor. Jeg nikker. "Det er sødt af din mor" siger jeg og han nikker og vinker sin mor over til os. "Det her er min mor" siger han og slipper min hånd. "Hej, jeg hedder Emma" siger hun og rækker sin hånd til mig, jeg tager i mod den og ryster den, "Amelia" siger jeg og hun nikker og giver slip på min hånd. "Det her er min søn, Stefan" siger hun og Stefan nikker. "Han er klog" siger jeg og hun nikker. "Han er meget livsklog ja" siger hun og hendes øjne flakker lidt. "Men hvad?" spørger jeg om og hun retter igen sine øjne mod mig. "Han har svært ved nogle ting i skolen, fordi meget af hans intelligens ligger i hjertet" siger hun og jeg nikker. "Det skal nok ordne sig" citere jeg og hun griner. "Det ved jeg godt, det minder han mig om hver dag, han tager ikke tingene særlig tungt" siger hun og jeg nikker. Jeg kan se bussen nærme sig, og jeg rejser mig fra bænken. "Men han har ret, det er ikke for at blande mig, men alting skal nok ordne sig" siger hun og smiler, og giver min skulder et klem. Jeg nikker og smiler, bussen stopper. "Det håber jeg" siger jeg og begynder at gå. "Hejhej" råber Stefan og hans mor efter mig, og jeg vinker tilbage og stiger ind i bussen, og vinker igen til ham. 

***

#Vil du med i parken idag?

Jeg stirrer på beskeden, den er fra Sarah. Og jeg kan simpelthen ikke beslutte mig for om jeg vil eller ej, men ender alligevel med at skrive ja, og at vi kan mødes om en time. Jeg lægger min telefon i opladeren og tager et bad, og finder derefter et sæt tøj frem og tager på (link i kommentar) derefter reder jeg mit hår igennem, jeg lader det hænge løst, og så lægge jeg den sædvanelige makeup. 

"Hey" siger Sarah, og trækker mig ind i et kram. Jeg gengælder, og mumler et "hej" tilbage. Hun løfter det ene øjenbryn. "Hvad er der galt?" spørger hun om og jeg ryster på hovedet. "Det er lige meget, det er bare noget mellem Niall og jeg" siger jeg og hun løfter endnu engang øjebrynet. "Amelia" siger hun og sukker, og jeg bliver faktisk rigtig irriteret. Forventer hun virkelig, at jeg stoler på hende allerede, og vil fortælle hende alle mine hemmeligheder, eller hvad? Jeg ryster på hovedet. "Jeg har ikke lyst til at tale om det" siger jeg og jeg begynder at gå, men hun stopper mig. "Amelia jeg.." men jeg vender mig om og skubber hendes hånd væk. "Jeg har ikke lyst til at sige det" snerrer jeg og hun træder nogle skridt væk. Jeg vender mig om igen, og begynder at gå. Idag køber vi ikke nogle dounuts, og i noget tid er der en akavet stilhed mellem os. 

"Det må du undskylde, det var ikke for at snage" siger hun og jeg ryster på hovedet. "Det er lige meget, det går nok" siger jeg og hun nikker og sender mig et forsigtigt smil. Det undre mig lidt hvor hurtigt hun siger undskyld, men jeg tænker ikke videre over det. 

Vi går igennem parken, og videre ned ad gaden, vi snakker ikke så meget. Men det er egentlig meget hyggeligt alligevel. "Jeg tænkte egentlig på, hvorfor har du ikke fortalt mig at din Niall, er Niall Horan?" spørger hun forsigtigt om, og jeg stopper op et øjeblik af overraskelse, men ikke længe nok til at hun opdager det. Solen blænder pludselig lidt mere, og det føltes varmere, men jeg kan ikke gennemskue om det er fordi jeg er blevet nervøs, eller om det bare pludselig har ændret sig. "Eh, det ved jeg ikke. Det er ikke noget jeg tænker særlig meget over" siger jeg og trækker på skuldrene. Hun griner, "men alligevel, det er da ret sejt!" siger hun og puffer til mig, og jeg griner også lidt. En smule falsk måske, men det kommentere hun ikke. "Hvor lang tid har du vidst det?" spørger jeg om, og hun svarer med det samme. "Efter jeg så de billeder hvor du kommer ud fra deres pladestudie" siger hun, jeg nikker. "Nå okay" siger jeg, og vi går lidt videre i stilhed. "Hvordan er det så?" spørger hun om, og jeg kommer til at tænke på Nialls og jegs første uofficielle første date på Nandos, hvor jeg spørger ham om præcis det samme næsten. "Det ved jeg ikke, der er ikke rigtig nogen forskel" siger jeg og hun kigger på mig og ser forvirret ud. "Ingen fans? Paparazzier? Haters?" spørger hun. 

"Tjo lidt, vi går ikke så meget ud lige for tiden, så det  er ikke så vildt med fans og paparazzier, og haters kan bare komme an" joker jeg og griner, hun griner også. 

Vi er sammen i nogle timer, før vi skilles. Jeg skal hjem til aftensmad, og det samme skal Sarah. "Nå, der er du, længe siden" joker Kenn da jeg kommer ind ad døren, og jeg griner sarkastisk. "Hey, der er også mad nu" råber Grace, og jeg når lige at komme ind og sætte mig da maden bliver sat på bordet. Vi snakker frem og tilbage om dagene, og vi sidder faktisk længe efter vi er færdige bare og diskutere forskellige emner, og snakker om forskellige ting. Og i et øjeblik føler jeg at vi er en familie.

***

"Niall, jeg skal snakke med dig" siger jeg da han tager telefonen da jeg ringer. "Amelia, hvad er der sket, hvorfor var du bare væk i morges?" spørger han om og jeg får næsten tårer i øjnene. "Kan vi ikke mødes?" spørger jeg om. "Jo" siger han, og jeg snøftet en enkel gang. "Græder du?" 

"Nej" 

"Jo du gør, hvorfor græder du?" 

"Jeg græder ikke" 

"Jeg kommer og henter dig med det samme, vi ses om lidt" siger han og jeg holder endnu et snøft inde. 

"Tak, vi ses" siger jeg og han lægger på, jeg sidder stadig med røret mod mig øre. Jeg er så dum. Jeg er så dum. Jeg er så dum. Det er det eneste jeg kan tænke, og det er egentlig ikke fordi det er specielt forfærdeligt. Han kyssede mig, okay jeg kyssede lidt tilbage, det er forfærdeligt. Men det jeg er mest ked af, er hvad Niall vil sige. Jeg vil ikke skuffe ham, men jeg vil slet heller ikke lyve for ham. Overhovedet. 

"Niall henter mig om lidt, jeg kommer nok hjem senere, vi skal bare lige ud" siger jeg da jeg er kommet ud i køkkenet. Jeg kigger på uret, den er halv otte. "Jeg er måske hjemme om nogle timer" siger jeg og Grace nikker. "Det er helt fint" siger hun og sender mig et smil, og fokusere så igen på den bog hun er igang med at læse. Kort tid efter ringer det på døren. 

Jeg kan ikke bestemme mig for om jeg skal gå langsomt derud, eller hurtigt. Alting kører rndt i hovedet på mig, og jeg får kvalme. Alt for hurtigt er jeg ude ved døren. "Hej" siger han da jeg åbner døren, han giver mig et kram, og et hurtigt kys på munden, "hej" mumler jeg og begynder at tage mine sko på.

"Hvad er er der?" spørger han om og jeg ryster på hovedet. "Jeg fortæller det når vi er kommet frem" siger jeg og han nikker. "Hvor skal jeg køre hen?" spørger han om og jeg trækker på skuldrene og kigger ud af vinduet på bilen. Vi kører i stilhed, og Niall stopper da vi har kørt i noget tid. Vi er ved hans ynglingsted ved vandet. Det kan jeg allerede se, og jeg bider mig i læben. Jeg har ikke lyst til at ødelægge stedet ved at han forbinder det med noget dårligt. 

Vi stiger begge ud af bilen og går hen mod betonbloggen som vi kan sidde på med fødderne ud over vandet. Vi sidder lidt og kigger, og jeg prøver at tage mig sammen. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. 

"Niall jeg.." starter jeg ud og Niall kigger straks på mig og ser alvorlig ud. Jeg tager en dyb indånding . "I går til den der bål fest, kom ham her Carter over til mig mens du var på toilettet, vi snakker lidt sammen og sådan, og pludselig læner han sig ind og kysser mig, jeg var fuld, og jeg ved godt det ikke er en ordenlig undskyldning, men jeg skubbede ham ikke væk lige med det samme, jeg fortalte ham bagefter at du var min kæreste" siger jeg hurtigt. Jeg har fået en smule tårer i øjnene. Alt det her med  at havde en kæreste er nyt for mig, og jeg har ikke lyst  til at ødelægge det. En tårer trille ned af min kind, jeg er egentlig ikke sikker på hvor stort problemet er, fordi Nialls ansigt er helt udtryksløs. Jeg prøver at fange hans blik, men han undgår øjenkontakt. "Niall, jeg er virkelig ked af det" siger jeg, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Han svarer ikke, men rejser sig og går over mod bilen. 

"Jeg kører dig hjem, jeg har brug for at tænke" siger  han og sætter sig ind i bilen. 

 

____________________________________________________________________________________________________________

 

Åh nej. 

Hvad sker der nu? 

Hvordan tror i det kommer til at gå mellem Niall og Amelia fremover? 

Tak til jer der læser med og liker. 

Smid også gerne en kommentar, og et like jer der ikke har gjort det :) 

Hvad syntes i? 

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...