He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6391Visninger
AA

18. Kapitel 14

"Everything will be fine" he said. 
"i don't know about that, but i am beginning to feel okay"

 

Jeg vågner sent næste morgen. Den er halv tolv. Jeg rejser mig langsomt fra sengen, og da jeg endelig står svajer jeg let, og tager mig til hovedet. Jeg har den vildeste hovedetpine, og det dunker. Jeg går ud på badeværelset og tager to panodiler, og håber på at de vil virke. Mit spejlbillede er ikke særlig kønt. Jeg har rander under øjnene og mine øjne er hævede. Jeg palsker noget vand i hovedet og derefter går jeg ind og finder noget tøj i mit skab (link i kommentar) og reder mit hår, og lægger den sædvanelige makeup. 

Derefter går jeg ud og spiser morgenmad. "Godmorgen" siger Grace henne fra sin plads, hun sidder og drikker kaffe, og ved siden af hende sidder Kenn, også med en kop kaffe og en avis. "Godmorgen" mumler jeg og tager en bolle fra brødkurven og sætter den i risteren. Og da den er færdig spiser jeg den uden noget på. "Skal du noget idag?" spørger Kenn om og kigger på mig hen over hans avis. "Ja, jeg skal mødes med Sarah i parken senere" siger jeg og Grace løfter øjenbrynet. "Sarah?" spørger hun om og jeg nikker. "En af mine gamle bedsteveninder" siger jeg og tager endnu en bid af min bolle. Hun nikker. Grace har sat sit hår pænt idag, hendes røde lokker er samlet bagi, men der er stadig lidt pandehår der hænger ned foran hendes ansigt. Hun er egentlig ret køn, og det er jo heller ikke fordi hun er gammel. Hun er måske 30? 35? Jeg er ikke sikker.

"Hvornår skal du mødes med hende?" spørger Kenn om, og jeg tager den sidste bid af min bolle før jeg svarer. "Klokken et, så jeg går om ikke særlig længe" siger jeg og skimmer over til uret. Kvart over tolv. 

Jeg går ind og tjekker min facebook og twitter. Jeg er bombarderet med beskeder på min facebook fra folk der vil havde kontakt til Niall. Jeg føler at jeg er fuld af ny energi, så de hadebeskeder der også er rører mig egentlig ikke rigtigt. Jeg svarer heller ikke på nogle af dem. Min twitter er som normal, ingen ved jo at det er min profil. Jeg kommer til at tænke på Heather, og finder min telefon frem. Jeg burde nok skrive en besked til hende. 

#Hej Heather. Det er Amelia, hende fra igår :) 

skriver jeg. Bare sådan så hun også har mit nummer

Hurtigt får jeg en besked tilbage. 

#Hej! Hvad så? 

skriver hun og jeg smiler ved tanken om hende. Jeg kan godt lide hende, hun er så sød og nede på jorden. Jeg skriver lidt videre med hende om forskellige ting, og før jeg ved af det er tiden løbet fra mig. Kvart i et. Shit. Lort. Pis. 

Jeg rejser mig hurtigt op, og styrter ud i gangen og får mine sko på. "Ses, ved ikke hvornår jeg er hjemme" råber jeg inden jeg hurtigt styrter ud af døren og smækker døren i bagefter. Jeg løber så hurtigt jeg kan ned af trapperne, tager næsten to ad gangen, og formår da også at snuble lidt ved de sidste trin, men en der er en der tager fat i min hånd og forhindre mig i at falde. "Hovsa" siger en venlig stemme, jeg løfter hovedet og kigger ind i et par brune øjne. Han giver slip på min arm og jeg træder et skridt tilbage, så jeg bedre kan se ham. Han har er brunt, og stritter en smule. Han har et venligt smil, faktisk et virkelig flot smil. "Hej" siger han og rækker hånden frem mod mig. "Jeg hedder Carter" siger han da jeg tager hans hånd og jeg nikker. "Amelia" mumler jeg. Jeg føler mig stresset, og sukker dybt. Han sender mig et stort smil som viser hans perfekte vide tænder. "Jeg er lige flyttet ind her ovenpå" siger han og peger op. Jeg nikker. "Okay, jeg bor på eh tredje sal" siger jeg og sender ham et lille smil. Han nikker og smiler, og til sidst kan jeg simpelthen ikke stå og sludre mere. "Nå, men så ses vi jo måske på et andet tidspunkt. Farvel." siger jeg og skynder mig videre. Og da jeg når døren og vender mig hurtigt om står han stadig og kigger på mig. Han ser helt fortabt ud. Men da han begynder at gå videre op ad trappen skynder jeg mig ud af døren og løber videre ud på gaden. 

Jeg løber hen mod Hyde park, og når til Hyde park næsten til tiden. Jeg går roligt hen til den bænk som Sarah og jeg plejes at mødes ved, dengang vi var veninder altså. Og hun sidder og venter på mig. "Hej" siger hun glad og rejser sig og skal til at give mig et kram, men jeg trækker mig lidt væk, og hun lader hendes arme falde, og sender mig i stedet for et stort smil. "Hej" siger jeg og giver hende et smil tilbage. 

"Hør du må altså virkelig undskylde, jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg har virkelig været en dårlig veninde" siger hun og sender mig et skævt smil. Noget siger mig at hun virkelig prøver at lyde oprigtig, men den side af mig der kender hende så godt, er ikke sikker på at hun virkelig mener det hun siger. Jeg skubber hurtigt den sidste tanke væk og trækker på skuldrene. "Det går nok" siger jeg, men mener det egentlig ikke rigtig. Hvordan kan man forlade sin allerbedste veninde, når hun har det allerværst, og egentlig bare har brug for en til at være der for hende? 

Igen prøver jeg at skubbe tankerne væk. En ny chance, det var hvad jeg havde lovet mig selv at give hende. Ingen fordomme herfra. Hun nikker. "Skal vi købe en dounut?" spørger hun om, som hentydning til vores gamle traditioner når vi en gang om ugen mødtes her på bænken, købte vi også altid en dounut i boden et par meter væk. "Hvorfor ikke" siger jeg og går efter hende.

"En chokolade dounut, og en med jordbær" siger hun. Jeg har altid bedst kunne lide dem med chokolade, og det ved hun godt. Sarah betaler for os begge og jeg tager i mod dounuten da hun rækker mig den. "Tak" siger jeg og sender hende et smil og tager en bid af dounuten. "Skal vi gå?" spørger hun om og jeg nikker, og vi går side om side en tur i parken. Der er en lidt akavet stilhed, og jeg kan mærke at hun ihærdigt prøver at finde på noget at sige. 

"Hvad laver du så for tiden?" spørger hun om og jeg trækker på skuldrene. "Ikke rigtig så meget, hvad med dig?" spørger jeg om og hun trækker på skuldrene. "Faktisk heller ikke så meget, jeg er startet til klaver igen" siger hun og jeg lyser næsten op. Sarah var engang helt vildt god til at spille klaver, men hun blev mobber ret meget med det, fordi det åbenbart ikke er sejt at spille klaver. Så hun stoppede. "Nej hvor godt" udbryder jeg og hun sender mig et forlegent smil. "Det er en måned siden eller sådan noget" siger hun og jeg smiler endnu mere. "Det er virkelig godt!" siger jeg, og et øjeblik får jeg helt lyst til at kramme hende, men gør det ikke. 

Tiden går, og vi snakker som har vi slet ikke holdt den pause fra hinanden, og aldrig været uvenner. Jeg glemmer det næsten helt. Vi går tur langs floden, vi går ind i forskellige butikker, og bruger faktisk hele dagen sammen. Og her sidder vi nu, på en bænk og spiser en is sammen, da jeg mærker min telefon summe i min lomme. Jeg tager den op, og kigger på Sarah. "Jeg er nødt til lige at tage denne her" siger jeg og hun nikker. 

"Hej" siger jeg glad. "Hej babe" siger Niall i den anden ende og jeg rødmer næsten. Jeg håber ikke Sarah kan hører Niall, eller se mig rødme på den sags skyld! "Hvad så?" spørger jeg om. Der går lidt før han svarer. "Jeg tænkte bare på om du ikke ville herover" siger han, jeg smiler ved tanken, men sukker så, og går lidt væk fra Sarah. "Det kan jeg ikke, ligenu er jeg ved at genforene med en veninde som jeg har været ret meget uvenner med, Sarah? Kan du huske hende?" spørger jeg og igen går der lidt før han svarer. Han tænker nok lige. 

"Ja, hende der stoppede med at være din veninde efter.."

"Ja, hende" siger jeg og afbryder ham. "mmmh, pas nu på ikke. Men det er i orden, ses vi i morgen?" spørger han om. "Skal jeg nok, og ja" siger jeg glad og han griner lidt. "Picnic i parken?" spørger han om og griner lidt, jeg griner også lidt. "Jep, er der halv tolv" siger jeg, vi siger farvel til hinanden og lægger på. Og jeg går tilbage til Sarah. 

"Hvem var det?" spørger hun om, og jeg rynker brynene et øjeblik. "Niall min...kæreste" siger jeg så og hun hviner nærmest og springer op. "Kæreste, Amelia?" siger hun ud spørgende og løfter det ene øjenbryn. Hun hiver mig ned på bænken og forsætter så. "Fortæl" siger hun og kigger nysgerrigt på mig. Jeg trækker på skuldrene. "Hvad skal jeg fortælle?" spørger jeg om og hun ryster opgivende på hovedet. "Hvor kender du ham fra? Hvor lang tid har i været sammen? Hvordan er han? Jeg er så glad på dine vegne" plapre hun og griner. Jeg sender hende bare et lille smil. "Jeg stødte faktisk bogstaveligt talt ind på ham på gaden, en dag på vej hjem fra skole for nogle lidt over en måned siden" siger jeg og hun griner. "ej hvor sødt!" udbryder hun, og jeg fortsætter. "Han hedder Niall, han er virkelig sød! Jeg ved egentlig ikke hvor lang tid vi har været sammen, måske sådan en uges tid officielt" siger jeg og hun hviner igen. "Hvad mener du med officielt?" spørger hun om, og jeg tænker lidt før jeg svarer. Skal jeg fortælle hende at han er kendt? Eller lade være? "Altså det var der vi sådan ligesom blev enige, eller hvad man siger" siger jeg og hun griner. "Hvor er det altså bare sødt!" siger hun og smiler og griner. Det samme gør jeg, det er rart at snakke med andre en Grace om Niall. 

Vi går videre rundt, og jeg er først hjemme ved ti tiden. "Hej" siger jeg da jeg kommer ind ad døren. Men jeg får intet svar. Jeg tager mine sko af og går ind i stuen, der ligger en seddel på bordet. 

#Vi er hos nogle venner, vi er hjemme igen i morgen eftermiddag# står der og jeg krøller den sammen og smider den i skraldespanden. Helt okay med mig. Jeg sætter mig foran fjernsynet et øjeblik, men det går op for mig at det jeg allermest har lyst til er at gå en tur, så jeg rejser mig og tager mine sko på og går ud ad døren igen. 

Jeg når kun lige at træde ud af min dør. "Ej hej" jeg vender mig om og ser lige ind i et par brune øjne. "Det er Carter, fra i morges" siger han og jeg nikker og smiler, "jaja, jeg kan godt huske ig" siger jeg og han smiler stort. Han står med en papkasse i hånden og jeg lader ham komme forbi. Han går forbi og er på vej op ad trappen, da jeg hører mig selv råbe "Skal jeg ikke hjælpe dig med at bærer kasser?" han stopper op. "Jeg er egentlig færdig, men du må gerne hjælpe mig heroppe" siger han og begynder at gå igen. Jeg nikker bare for mig selv, og går op ad trappen. 

"Er du lige flyttet ind?" spørger jeg om, og kigger mig omkring i lejligheden. Den havde sikkert været flot  hvis der ikke havde været papkasser overalt, og han nikker. "Jep, lige her i morges ankom jeg. Jeg er lige flyttet hjemmefra" siger han og jeg nikker og kigger mig omkring. "Hvor gammel er du?" spørger jeg om, og han åbner endnu en papkasse. "19, men jeg fylder 20 her om ikke særlig længe, hvad med dig?" spørger han. "18, jeg bor sammen med min tante og onkel nedenunder" siger jeg og han nikker. "Hvor er dine forældre?" spørger han lidt efter, og jeg føler nærmest et ubehageligt stød gå igennem kroppen, og der går lidt før jeg svarer. "De er her ikke mere" får jeg mumlet og kigger ned i jorden. "Det må du virkelig undskylde" siger han oprigtigt og jeg ryster på hovedet. "Det er okay, hvor skulle du vide det fra" siger jeg og trækker på skuldrene, han sender mig et skævt smil. Jeg hjælper ham med lidt forskellige ting, og et par timer efter ser lejligheden egentlig okay ud. "Hvorfor ventede du ikke bare til i morgen?" spørger jeg, og kigger på det ur jeg lige har hængt op. "Fordi, i morgen orker jeg det sikker ikke" siger han og griner. Hans grin er dejligt, og afslappet, og jeg griner også selv. "Ja okay" siger jeg. 

"Tusind tak for hjælpen!" siger han da vi står og siger farvel til hinanden. Jeg har mine sko hinanden, jeg behøver jo ikke tage dem på for bare lige at gå nedenunder. "Det var så lidt" siger jeg og sender ham et smil. Jeg føler mig helt lille ved siden af ham, som han står der og kigger ned på mig. Ikke fordi jeg selv er lille, jeg er nok 170, men han ser virkelig høj ud. "Hvor høj er du" udbryder jeg og tager hånden op til munden. Typisk. Han griner bare, "193" siger han og jeg griner. "Du ser nemlig ret høj ud hernede fra" siger jeg og han griner igen. "Farvel Amelia, vi ses jo nok igen. Du kan måske kommer herop igen i morgen?" spørger han om og jeg nikker. "Kan godt være jeg gør det" siger jeg, og vi siger farvel endnu engang, og jeg går nedenunder. 

Jeg gør mig hurtigt sengeklar og da jeg smider mig i sengen falder jeg i søvn lige med det sammen. Det har været en lang dag, lang og udmattende. Men også en rigtig god dag, nu ser jeg bare frem til at se Niall i morgen. 

 

___________________________________________________________________________________________________________________

 

Så endnu et kapitel til jer! 

Hvad syntes i så denne gang? 

Tak igen for likes, kommentare og favoritlister! Jeg bliver så glad hver gang! 

I er altså de bedste! 

Hvad tror i der vil ske løbende? 

xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...