He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6267Visninger
AA

15. Kapitel 12

Falling 
in love
is
an
extraordinary feeling
when the person you love
loves
you
back

 

Niall ville komme hjem idag. Niall ville faktisk være hjemme lige om lidt. Hold da op hvor havde jeg savnet ham, savnet ham på den måde at sommerfuglene i min mave baskede helt vildt, og jeg vidste at kun Niall kunne få dem til at falde til ro igen. 

#Er i London om lidt, glæder mig til at se dig igen babe xo. 

Min mave knuger sig sammen, og jeg har næsten lyst til at skrige, så glad er jeg. Det er vildt hvad én enkelt person kan gøre ved en, ikke? 

#Glæder mig! Kommer over i aften!

Skriver jeg, og smiler ved tanken om endelig at give Niall et langt kram, og ikke tænke på andet end ham og jeg. 

"Amelia, er du oppe?" Kenn banker på døren, og åbner den så forsigtigt. Jeg sidder halvt oppe i min seng, men har stadig nattøj på, og dynen over mig. "Ja sådan da" siger jeg og sender ham et smil. "Grace vil gerne havde dig med ud og shoppe idag" siger han, og smiler forsigtigt til mig, og min mund former sig langsomt til et O. Hun hvad? "Hvorfor kommer hun ikke selv ind?" spørger jeg om, og kigger strengt på ham. Tør hun ikke, eller hvad? "Hun er lige i bad, og hun ville vidst nok tage afsted kort tid efter, så jeg ville bare lige hører dig, så du kan nå at gøre dig klar" siger han og smiler venligt. Jeg overvejer det kort, og da jeg ender med at sige ja, er jeg slet ikke sikker på om det er en god idé. Kenn lukker døren efter sig da han forsvinder, og jeg sidder tilbage, stadig næsten mundlam, og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Efter et godt stykke tid, får jeg dog rejst mig op, og hopper i min grå kjole, og et smykke (link i kommentar) jeg sætter mit hår op i en stor rodet knold på toppen af mit hoved, og lægger min sædvanelige makeup. Derefter går jeg ud og spiser min efterhånden sædvanelige skål cornflakes, og i det samme dukker Grace ud fra badet, og træder ind i køkkenet. "Skal du med?" spørger hun om og jeg nikker. "Super, vi kører nok lige om lidt så" siger hun og sender mig et venligt smil. Hun vender sig om og går ind på hende og Kenns værelse, og jeg ryster på hovedet. Det her virker som en virkelig mærkelig drøm. Jeg sætter mig hen foran tv'et og spiser. 

***

"Amelia, jeg vil gerne undskylde for min opførsel overfor dig" siger Grace, og det kommer fuldstændigt bag på mig. Vi går sammen ned ad Oxford street. Her er mange mennesker, men jeg har ingen problemer i klart og tydeligt at hører hvad hun lige har sagt. "Jeg har været virkelig ked af det, og jeg tror bare at det har været min måde at udtrykke min sorg på. At lukke andre mennesker ude af mit liv" siger hun og sukker. "Jeg er så ked af det Amelia, jeg skulle havde været der for dig, men det har bare ikke været til at overskue" siger hun, og da jeg kigger på hende, kan jeg se at hun har tårer i øjnene. "hey, det er okay. Det..." hun afbryder mig før jeg kan nå at tale færdig. "Det er ikke okay Amelia, jeg er den mest voksne af os to. Jeg skulle havde været mere voksen og moden, og taget mig af dig. Vi var de eneste du havde" siger hun og jeg sukker "Nej du har ret, jeg har ikke været okay. Jeg har været så ked af det, jeg har følt jeg har stået på kanten og kigget direkte ned i et sort hul, og været så tæt på at springe, men jeg har det bedre, og jeg er så glad for at vi endelig kan snakke ordenligt. Det håber jeg i hvert fald vi kan komme til" siger jeg og en tåre triller ned af min kind, og jeg kan se der også trille en tåre ned af hendes kind.

"Jeg er så ked af..." mumler hun, og jeg stopper op og trækker hende ind i et knus. Vi snøfter begge to, før jeg trækker mig ud af krammet igen. "Jeg  er glad for du har undskyldt, og jeg tilgiver dig. Det er menneskeligt at fejle, og jeg har det nogenlunde okay nu" siger jeg, og sender hende et lille smil. Hun nikker og tørrer tårene væk fra hendes øjne. "Det ved jeg. Men hvad er der sket mens vi har været væk? Du virker hundrede gange mere glad" siger hun, og jeg tørrer tårene væk fra mine øjne. Jeg kommer til at tænke på Niall, og på det hans sagde, om at åbne mig op for hende. Og jeg tror det her er en rigtig god begyndelse. "Jeg har mødt denne her fyr" siger jeg og smiler for mig selv. Grace griner, en latter som virker ægte. "Fortæl" siger hun og puffer til mig, og i et øjeblik føler jeg at jeg går her sammen med min ynglingstante, selvom jeg godt ved at der går lang tid før forholdet mellem os bliver godt. 

"Han hedder Niall, faktisk så er han med i et britisk boyband som er ret kendt" siger jeg og smiler. "Ej hvor spændende!" udbryder Grace, "Er det et band man har hørt om?" spørger hun om og jeg trækker på skuldrene, "Altså, jeg kendte det ikke da jeg mødte ham, det hedder One Direction" siger jeg og Grace rynker brynene et øjeblik. "Det siger mig et eller andet, jeg tror jeg har hørt dem i radioen nogle gange" siger hun og smiler. "Jeg er glad på dine vegne."

Vi trasker op og ned af Oxford street hele dagen, og ender egentlig ikke rigtig med at købe noget, andet end et par lysegrå jogging agtige shorts, som Grace betaler. Vi spiser frokost, og faktisk også aftensmad, jeg glemmer helt tiden da jeg får kigget på min telefon mens vi spiser. "Gud, er klokken allerede så meget" udbryder jeg. "Hvad skal du nå?" spørger Grace om og tager en bid af sin kylling. "Niall kommer hjem idag, jeg skal være hos ham klokken halv otte" siger jeg, klokken er kvart over syv. "Du kan bar blive her og spise færdigt, så tager jeg bare metroen" siger jeg og skal til at rejse mig, men Grace rejser sig også. "Det skal du ikke tænke på, jeg betaler lige og så kører jeg dig" siger hun og finder sin pung frem mens vi går op mod skranten hvor vi kan betale. "Tak" siger jeg glad, og da hun har betalt går vi ud mod bilen, som heldigvis ikke holder særlig lang væk. 

"Hvor bor han?" spørger Grace om. "Øh, ned af den vej" siger jeg og peger på en vej til venstre, og hun drejer af. "Bare forsæt her, og så en vej til højre, og så siger jeg til når vi er ved den rigtige lejlighed" siger jeg og Grace koncentrere sig om vejen, og drejer så til venstre. "Bare stop der" siger jeg og peger på fremad. "Jep, skal du hentes senere?" spørger Grace om og jeg ryster på hovedet. "Jeg tror jeg overnatter her, men ellers skriver jeg lige" siger jeg og læner mig ind og giver hendes et lidt akavet kram før jeg stiger ud af bilen, vinker farvel og går ind i Nialls lejlighed. 

Jeg løber så hurtigt jeg kan op ad trapperne, jeg tager to trin ad gange, og så dum som jeg er, har jeg selvfølgelig glemt at jeg bare kunne tage elevatoren. Men jeg er så langt oppe nu, at det ingen forskel gør, og lidt efter ringer jeg på hos ham og kort tid efter åbnes døren. 

"Niall!" udbryder jeg og falder i hans arme. "Amelia" mumler han ned i min skulder. "Hvor har jeg dog savnet dig" siger han og knuger mig tættere ind til sig. "Mmmh, også mig" siger jeg og han trækker sig ud af krammet og trækker mig ind i hans lejligheden og lukker døren, før han placere sine læber på mine, og kysser mig blidt. Jeg kyssere tilbage, men en smule hårdere. Det kommer bag på ham, men han gør ingen modstand og udvikler kysset. Hans hånd ligger på min hofte, og min roder rundt i hans hår. Et stykke tid efter trækker hans sig væk for at få vejret, og jeg læner mig ind og giver ham endnu et kys. Jeg har slet ikke lyst til at komme væk fra ham. "Amelia jeg.." siger han, men mere når han ikke at sige før jeg endnu engang har placeret mine læber på hans og kysser ham med så meget lidenskab. Sommerfuglene blafre rundt og jeg kan slet ikke finde hoved og hale på tid og sted. Niall kysser med. 

Pludselig kan jeg hører en fnise, og vi trækker os hurtigt væk fra hinanden, og jeg vender mit hoved om og ser ingen anden end Zayn står og fnise af os. Jeg kigger forvirret på Niall. "De tager snart hjem" siger Niall og kigger så på Zayn. "Meget snart" 

Zayn griner bare. "Det er også godt at se dig Amelia, får vi andre også sådan en velkomst?" spørger han om, og jeg kan hører de andre drengen grine inde i stuen. "Hold din kæft Malik" siger jeg går forbi ham, og skubber til ham på vejen. Hvor er det altså pinligt. Niall og Zayn følger efter mig ind i stuen, og drengene griner endnu mere da jeg kommer ind i stuen. "Hvad?" spørger jeg om. Og Harry griner lidt før han svare. "Tror du ikke vi kunne hører det eller hvad?" jeg ryster på hovedet. "I er for meget" siger jeg og sætter mig ned i sofaen ved siden af Liam, og Niall sætter sig på den anden side af mig. 

Niall lægger armen om mig, og jeg lægger mig op ad hans skulder. "Men jeg har også savnet jer lidt" siger jeg, og smiler. "Vi har også savnet dig" siger Liam og sender mig et venligt smil. "Lidt" griner Louis og jeg ruller øjne af ham. "Skulle i ikke snart hjem?" spørger jeg om og Harry griner. "Kan du ikke holde da fra ham eller hvad?" griner han og jeg ruller også øjne af ham. "Vi er altså ligeglade" siger Zayn og jeg sukker tungt. "Niall få dem til at stoppe" siger jeg og kigger bedende på ham. Han ruller bare øjne og ryster sit hoved over mod dem. "Ignorer dem" hvisker han ind i mit. "Helt ærligt" siger Niall og kigger strengt på dem allesammen. Louis tager hænderne op foran sig. "Hvis du siger det boss" siger han og griner til Harry. "Vi må gerne lave sjov med vores lille Nialler" siger Harry og jeg kan ikke lade være med at grine. 

"Men jo, vi skal egentlig hjem nu" siger Liam og rejser sig. "Lad være at spoler det sjove" siger Harry og skyder underlæben frem. "Kom nu bare" siger Liam og går ud i gange og tager sine sko på. Harry, Zayn og Louis ender dog også med at gå derud og Niall og jeg følger efter for at sige farvel. "Vi ses" siger jeg og giver dem på skift et kram. "Vi ses i morgen" siger Niall og drengene lukker døren da de går ud, og Niall trækker mig ind til sig og kysser mig endnu engang. 

Vi kysser længe, før vi trækker os væk fra hinanden. "Jeg har altså virkelig savnet dig" siger han og går ind i køkkenet. "Skal vi lave popcorn?" spørger han om og jeg nikker. "Jeg har også savnet dig" siger jeg og går op på siden af ham og kysser ham bag øret. Popcornene bliver færdige, og vi går ind i stuen og sætter en random film på, jeg kender den ikke. Men jeg er egentlig også ret ligeglad. Jeg vil bare være sammen med Niall. 

Filmen er egentlig ikke særlig god, og det tror jeg heller ikke Niall syntes, for pludselig begynder han at kilde mig. Jeg skriger og springer op og løber væk, men han løber efter mig, og fanger mig og kaster mig ned i sofaen. Han kilder og kilder mig. "Sto... op" siger jeg i mellem grinene og han stopper til sidst og jeg læner mig frem og skal til at kysse ham på munden, men snyder ham og skubber ham ned i sengen og sætter mig på ham og kilder ham. Han griner og griner. "Stooooop" griner han og jeg griner også. "søde søde Amelia, vil du ikke nok stoppe?" spørger han om og prøver at holde masken, men kan næsten ikke. Jeg stopper dog alligevel. Vi ligger ved siden af hinanden, Niall tegner cirkler på min mave, og jeg nusser han hår. "Amelia, jeg elsker dig" siger han pludseligt, og jeg springer næsten op. "Du hvad?" spørger jeg om og Niall ryster forvirret på hovedet. "Hvad?" spørger han om, og jeg kigger forvirret på ham. "Du sagde du elskede mig?" siger jeg og han nikker. "Det gør jeg" siger han og træder tættere på ham, men jeg træder et skridt væk. Jeg er simpelthen mester i at ødelægge romantiske øjeblikke. "Hvorfor?" spørger jeg om og han rynker sine bryn. "Det gør jeg bare" siger han og smiler, men det er ikke godt nok. "Jeg vil vide præcis hvorfor" siger jeg og kigger ned i jorden. Jeg tør næsten ikke tro ham. Han sukker. "Jeg elsker den måde du altid er så nervøs når du er i nærheden af mig, jeg elsker den måde dine øjne stråler hver gang du smiler, eller griner." han griner et øjeblik og jeg kigger forlegent ned i jorden. 

"Jeg elsker den måde du behandler mig på, at du ikke behandler mig som er jeg anderledes. Jeg elsker at du ikke er som alle andre, og kan finde på at sige de mærkeligste ting, jeg elsker at du siger din mening, og er ligeglade med hvad alle andre siger. Jeg elsker at jeg kan være hundrede procent mig selv sammen med dig" siger han og træder et skridt tættere på mig og fletter sine fingre ind i mine. Han tager endnu et skridt, og vi står virkelig tæt på hinanden. "Jeg elsker dig Amelia" siger han og hans hoved nærmer sig mit, men jeg når lige at få hvisket "Jeg elsker også dig" før vores læber mødes. Kysset er så fuld af kærlighed og følelser at det føltes som om jeg er ved at springe. Jeg svæver, og det føltes som om jeg er så langt væk fra alting. 

Niall trækker sig væk fra mig, og jeg kigger ham i øjnene. "Jeg elsker også dig" siger jeg endnu engang, og det går op for mig at jeg mener det. Jeg elsker ham så højt, utrolig nok efter kun så kort tids kendskab, er jeg helt og aldeles forelsket i Niall og jeg elsker ham, og han elsker mig. Findes der nogen bedre følelse? 

 

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

Hvad siger i til dette kapitel? 

TUSINDE TAK for 42 favoritlister! 

Det er jeg virkelig glad for! 

I må også meget gerne like, og måske skrive en kommentar? 

jeg syntes nemlig ikke rigtig at der er nogle af jer

der kommentere særlig meget? 

Hvad tror i der vil ske? 

Vil i gerne havde jeg bliver ved med at poste outfits?

xoxo. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...