He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6333Visninger
AA

3. Kapitel 1

People think being alone makes you lonely,

but i don't think that is true. 

being sorrounded by the wrong people,

is the lonelist thing in the world. 

- Kim Culbertson 

 

Jeg høre hviskene stemmer, folk har måske ret i at jeg var ved at blive en zombie. Jeg begynder snart selv at føle mig som en. Jeg siger aldrig noget, medmindre der er nogle der spørger, men det er sjældent der kommer andet end et kort ja, eller nej over mine læber. Mine tante Grace som jeg bor hos er begyndt at ignorere mig, ikke at det gør mig det store. Det eneste hun bekymre sig om er hvordan andre folk ser hendes familie. Folk skal helst se os som den perfekte lille kerne familie, Grace, min onkel Kenn og jeg Amelia. Men en perfekt kerne familie er nok det sidste vi nogensinde bliver. Jeg lukker forsigtigt mit skab i og begiver mig mod første time, Engelsk. Folk er holdt op med at kigge på mig når jeg går forbi, holdt op med at give med blikke fulde af medlidenhed. Faktisk ignorere de fleste mig. Selv dem der engang var mine venner, eller det har de vel aldrig været vel? Ægte venner forlader vel ikke en når man har allermest brug for dem vel? Jeg sætter mig ned på min plads aller bagerst i lokalet og lidt efter begynder timen. 

"Amelia? Hallo" høre jeg en fjern stemme sige. Som om stemmen er flere kilometer bort. Noget hamre hårdt ned foran mig. "Amelia, det er tredje gang i denne her uge, hvad foregår der" jeg kigger op, min lære står bøjet over mig. Normalt er jeg ikke typen der falder i staver i timen, jeg er hende der altid laver sine lektier, hende som faktisk er god i skolen. Jeg svare ikke, jeg ser ingen grund til at svare på hendes spørgsmål. Der er helt stille, alle venter på en reaktion. Mrs. Thomson - min læreinde sukker og begiver sig så op mod katederet og fortsætter hvor hun slap. Men jeg høre ikke efter. I stedet retter jeg min opmærksomhed mod vinduet og falder hen i mine egne tanker igen. Mine tanker lander det samme sted som altid, i et flash back. 

"Det skal nok gå!" snøfter min mor og giver min skulder et klem. Hun prøver at sende mig et opmuntrende smil, men i stedet bliver det til en grimasse som bare får tårene til at vælte ud af øjnene på mig. Jeg tager den hvide kuvert op af lommen. Brevet jeg har skrevet til min søster Julia. Jeg smider det ned på kisten sammen med en rose. "Det hele skal nok gå Amelia" siger min mor og trækker mig ind til sig. Jeg mærker næsten ikke hendes berøring. Jeg står i en form for tåge, som afskærmer mig fra alt andet en det der er lige foran mig. Kisten. Kisten med min søster i. 

Jeg vågner med et sæt op fra mit flashback, og fortsætter mine tanker, mens jeg studere regndråberne der en, efter en glider ligeså stille ned ad glasruden. Alle ignorer mig fortsat den dag, som sædvanligt. Men det rør mig ikke det mindste mere. Overhovedet. Jeg begiver mig langsomt hjem. Regnen siler ned, og jeg trækker min jakke lidt længere op om skuldrene. Jeg begynder at gå hurtigere idet jeg kan mærke det begynder at regne endnu mere. Jeg kigger ned i jorden mens jeg går, 1,2,3 1,2,3 osv. jeg tæller mine skridt, og ønsker at jeg snart var "hjemme." Hjemme, under min dyne. Hvor jeg kun behøver at tænke på mig selv. Og glemme alt andet. 

Pludselig støder jeg ind i noget hårdt og vælter ned på jorden. Jeg lander på mine knæ, og det gør ondt. Vildt ondt. Jeg bander indvendig, og har næsten lyst til at tude. "Hey, det må du altså virkelig undskylde. Er du okay?" høre jeg en stemme sige. "Ligner jeg en der er okay" vrisser jeg tilbage. En smule ondt måske, men hvad fanden bilder han sig ind. Jeg ser en hånd foran mig, men rejser mig op selv. Jeg skal lige til at gå videre, da en hånd griber fat i min skulder. "Hvad hedder du?" Jeg kigger op, og et par blå øjne møder mine. Drengen har lyst hår, han har en rød hættetrøje på, og et par sorte bukser, andet når jeg ikke at se før jeg kigger væk igen, jeg når dog lige at se at han smiler forsigtigt til mig. "Amelia" svare jeg hurtigt, og skal til at skynde mig videre, drengen løber op på siden af mig. "Jeg hedder Niall, Niall Horan" siger han så, og jeg skuler op til ham, og kan se at han sender mig et stort smil. "Okay" svare jeg bare og kigger ned i jorden igen. "Ved du slet ikke hvem jeg er?" spørger han efter vi har gået et godt stykke. Arrogante nar. Hvorfor skulle jeg dog vide fra hvem han er. "Nej" svare jeg, og går lidt hurtigere. "Nå, æh okay" svare han. Jeg overvejer næsten at spørge ham hvorfor han følger efter mig, men opgiver hurtigt tanken. Han er ikke værd at spilde tid på. Han spørge heller ikke mig om flere ting. Heldigvis. 

Jeg når til min tantes lejlighed, og begynder at gå op mod opgangen. "Hey, bor du her" hører jeg ham Niall spørge om. Jeg vender mig om og kigger på ham "Nej, jeg er bare på vej ind i en tilfældig bygning" siger jeg så, og vender mig om og går videre. Jeg kan høre han løber han til mig. "Du må altså virkelig undskylde at jeg gik ind i dig" siger han. Jeg stopper op. "Jaja det går nu altså nok" siger jeg og kigger op på ham. Hans øjne møder mine, og han sender mig et smil. "Jeg går altså nu" siger jeg og vender og begynder at gå op mod lejligheden. "Ja, okay. Farvel Amelia, det kan være vi ses en dag" råber ham, jeg ignorere det og skynder mig bare indenfor. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at se ham igen. Stalker. 

Da jeg kommer hjem, hilser jeg hurtigt på Grace og skynder mig op på mit værelse. Hun er nok ligeglad med om jeg hilser eller ej, i hvert fald når der ikke er gæster. Jeg sætter mig i sengen, og tager min computer hen på skødet og tænder den op. Ham Niall vækkede alligevel lidt min opmærksomhed ved at spørge hvorfor jeg ikke vidste hvem han var. Computeren er død langsom, så jeg lukker øjnene stille og nynner en sang. 

Jeg åbner google op og skriver "Naill Horan" i søgefeltet, den kommer straks op med en rettelse, jeg sukker så, og trykker på rettelsen "Niall Horan." Jeg ruller ned til der hvor der står "One Direction wikipedia" og trykker på linket. 

One Direction er et britisk-irsk boy band som består af medlemmerne Niall Horan, Zayn Malik, Liam Payne, Harry Styles og Louis Tomlinson. De skrev kontrakt med Simon Cowell's pladeselskab Syco Records,[2] efter at være blevet dannet og endte på en tredjeplads i 7.- sæson af den britiske tv-serie The X Factor. De skrev senere kontrakt med nordamerikanske Columbia Records.[3]

læser jeg, og skynder mig nysgerrigt at læse videre. Et af verdens største boybands. Wow, han må virkelig havde været overrasket over at jeg ikke vidste hvem han var. Jeg griner en smule indvendigt. Men det giver også mening for mig, jeg har aldrig fuldt med i shows som x-factor og sådan, så hvor skulle jeg vide fra hvem de var? Jeg høre ikke den slags musik, og involvere mig ikke med andre unge, som ved hvem de er. Associal, det får jeg tit af vide. 

Jeg lukker computeren sammen. Som om han nogensinde har lyst til at se mig igen,  jeg kan i hvert fald godt leve uden ham. Jeg lukker min øjne i og falder så i søvn. 

"Amelia der er mad!" Jeg vågner med et sæt, og gnider irriteret mine øjne. Jeg bliver liggende et øjeblik. "Amelia, kom så" hører jeg Grace råbe igen, og jeg træder stille ud af sengen. Jeg er træt, udmattet og slet ikke sulten. Jeg gider ikke engang se mig selv i spejlet, og går bare ud af døren og fortsætter ned til spisestuen. "Nå, du besluttede dig alligevel for at dukke op?" siger Grace fornærmet. Jeg har lyst til at svare hende igen, men lader være. Jeg har efterhånden lært at det ikke hjælper. Jeg sætter mig ned ved bordet sammen med Grace, og Kenn. "Har du haft en god dag i skolen Amelia?" spørger Kenn. Jeg kan egentlig ret godt lide Kenn. Han smiler altid, og prøver altid på at få mig i godt humør. Ikke at det lykkedes, men det er flot af ham at prøve. Og så er han ikke perfektionist ligesom Grace. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke har forladt hende. Rædsomme kvindemenneske. Det lyder som om jeg er snot forkælet, og at ingenting er godt nok til mig. Det er ikke sandt. Jeg hader Grace, simpelt er det. Hun er så forfærdelig. "Nej egentlig ikke" svare jeg ærligt og kigger ned på min tallerken og roder lidt med maden. Lasagne. En af mine livretter. Men jeg er ikke sulten. Der er stilhed resten af tiden. 

Efter maden skynder jeg mig ind på mit værelse, men bliver stoppet på halvejen. "Amelia er du sød at gå ud med skraldespanden" jeg sukker, vender om og går ud i køkkenet. Grace rækker mig skraldeposen, og jeg river den ud af hånden på hende, og skynder mig hen til døren, og ned mod de store skralde containere. Jeg går og synger lidt for mig selv, mens jeg svinger posen frem og tilbage. "Du synger godt" hører jeg en velkendt stemme sige. Jeg får et kæmpe chok og skal næsten lige til at skrige, da det bare går op for mig at det er Niall. Jeg smider hurtigt skraldeposen i containeren og vender mig mod Niall. "Sig mig, stalker du mig?" spørger jeg og kigger spørgende på ham. "Altså, nej. Ikke, nej det gør jeg ikke, det er bare fordi...øh"  siger han og jeg kigger utålmodigt på ham. "Hvad?" spørger jeg, og han kigger forsigtigt ned i jorden. "Altså min telefon er lidt gået ud, og jeg ved ikke rigtigt hvor jeg er" svare han usikkert. Det giver mig lyst til at grine. Hold da op, hvor dum kan man være. Men også sød, hold da op hvor var han altså sød. "Så du har bare ventet her i 3 timer?" spørger jeg, Han sender mig et forsigtigt smil. Jeg trækker min telefon op ad lommen og rækker den til ham. "Njaa, ikke rigtigt. Jeg har gået lidt rundt i nabolaget, jeg er først lige kommet tilbage hertil" svare han og smiler endnu mere. Et blændende smil. "To sekunder" siger han og ringer op, og går lidt væk fra mig. Lidt efter kommer han tilbage. "Jeg bliver hentet om lidt" siger han så. Jeg skal til at gå ind igen. "Venter du ikke sammen med mig?" spørger han om. Jeg sukker, vender om og sætter mig ved siden af ham. Han spørger ind til nogle flere ting, og jeg svare ham. Kortfattet, men jeg svare ham. Han griner en gang i mellem, en sød lille latter, som også får mig til at grine en smule. Men hver gang jg griner, minder det mig om mine forældre og min søster. Så jeg holder hurtigt op. Udover det er der stilhed. Jeg fortæller ham ikke at jeg nu godt ved hvem han er, det kan alligevel være ligemeget, ikke?  Pludselig kører en stor sort bil triller op på siden af os. "Hey, vi ses" siger han og går over mod bilen. "Hejhej" siger jeg og vinker forsigtigt. Bildøren smækker, og bilen forsvinder. Jeg kigger hurtigt på min telefon, og kan se at mine kontakter står åbne. Jeg spærrer øjnene op, da det går op for mig at der er et nyt nummer i min telefon bog Niall Horan.

 

 

Hej allesammen! 

Jeg håber i kan lide det første kapitel! Det er måske ikke så spændende, men historien

skal jo også lige rigtigt igang. Kom gerne med kommentarer, og husk at like! 

Hav en god dag! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...