At finde lykken

Novellen handler to søskende, som er draget ud for at finde lykken. den er ikke ret lang men, vældig god (hvis jeg skal sige det selv). Det er en, som jeg har skrevet til terminsprøven i 8. klasse.

1Likes
3Kommentarer
828Visninger
AA

1. Ud og finde lykken!

 

Vinden suser rundt om os, mens bladene laver små spiraler på gaden, der langsomt bliver ført op­­ad mod den mørke himmel.

”Er du sikker på det her?” siger Jesper, mens han kigger sig forskræmt omkring på gaden. Det er bare typisk ham at være bange, når det virkelig gælder. Jeg tager hans hånd i min og giver den et lille beroligende klem. Den er helt kold og svedig. ”Jeg vil gerne hjem nu. Jeg har allerede glemt, hvorfor jeg tog med til at starte med.”

”Ej, kom nu,” siger jeg, ”du tog jo med for at finde lykken. Ligesom stjernerne i Hollywood og så­dan noget ikke?” Selvom jeg ikke kan forstå, hvorfor han allerede vil hjem nu, må jeg indrøm­me, at her er meget mørkt, og jeg fryser helt vildt meget. Husene omkring os kaster lange skyg­ger fra må­nens skær, og jeg føler mig meget lille. Mon mor og far er begyndt at lede efter os nu?

Klo­­k­ken er… Ja, hvad var klokken egentlig? Det ved jeg ikke, for vi har ikke taget noget med andet end et tæppe og to Yankee barrer med, til hvis vi på et tidspunkt bliver sultne.

”Kom,” siger jeg i min typiske jeg-bestemmer-denne-her-gang stemme. ”vi går den her vej.” Jesper følger efter mig ind i gågaden. Vi skal ned til stationen, hvor vi skal tage toget til Køben­havn. Det var der, alt kan ske, sagde Kess altid. Kess er fra Holland. Hun er lige så modig og sej som mig og meget smukkere med sine lysebrune øjne og høje kindben. Vi har været bedste ven­ner siden børne­have klassen.

Vi går forbi gyden, hvor alle de hjemløse står og tigger alle dem, der går forbi om dagen. De vil have penge og cigaretter. Jeg ved ikke hvorfor, de vil have cigaretter. Mor siger, at rygning dræber mennesker. Så der er da noget underlig noget at ryge. Gyden er tom og mørk nu.

Jesper stopper op og kigger mig i øjnene. ”Marie, er vi også hjemløse nu?” spørger han. I hans øjenkrog kan jeg se en lille tåre langsomt falde ned på hans røde kinder.

”Ja,” hvisker jeg til ham, ”Ja det er vi. Men bare rolig. Jeg skal nok sørge for at vi får det godt. Vi skal bare til København, så er vi ikke hjemløse mere. Ingen er hjemløse i København. Det siger Kess.” Jeg sagde det mest for at få mig selv overbevist. Far siger altid, at Jesper er for naiv for sit eget bedste. Han siger, at han tror på for meget af hvad der bliver sagt til ham. ”Når vi kommer til København, så finder vi lykken og tager den med tilbage til Viborg. Okay?”

Han snøfter et par gange og nikker så lidt med hovedet. Hans øjne falder i, så det ligner at han sov­er. ”Jeg er træt. Kan vi ikke finde et sted at sove til i morgen?” Han åbner øjnene og kigger sig lidt omkring. Vi står stadig foran de hjemløses gyde. Han går med tunge, søvnige skridt hen mod gyd­en, hvorefter han sætter sig ned med ryggen op ad muren. Jeg sukker, men går i sidste ende hen og sætter mig ved siden af ham. Mine fødder får det straks bedre. Jesper rykker tættere på og læner lige­så stille sit hoved på min skulder. Jeg finder tæppet frem og lægger det over ham. Hans vejr­trækning bliver mere dæmpet. Jeg kigger op mod himlen. Stjernerne glimter som små diamanter ov­er den store himmelbue. De ser større ud end de plejer. De kigger på os. Holder øje med os. Bare de ikke sladrer om os til mor og far. Mor og far. Jeg tror de savner os. Jeg synes, at jeg kan høre de­r­­es stemmer i vinden hviske vores navne.

 

 

De håber på, at vi snart kommer hjem igen. Det giver et lille sæt i mig, da Jesper lige pludselig siger:” Det skal nok gå, Marie. Sov nu.”

Men jeg kan ikke sove. Jeg sidder bare og tænker. Jeg tænker på, om det nu også er klogt, det vi gør. Måske kan man også finde lykken i Viborg, eller måske kan man ikke finde den bare ved at tage til København. Kess siger jo også så meget. Jeg er også naiv.

Jeg begynder at nynne min yndling melodi. Ikke højt, bare for mig selv. Et lille blidt bjæf høres fra den anden ende af gyden. Jeg kan ikke se kilden til den sagte lyd, kun skyggen af et lille dyr, der kom­mer krybende gennem den lange, smalle gyde. Den slingrer fra side til side, mens den kommer tættere på. Dens øjne lyser gult fra månens skær. Jeg tænker på at vække Jesper. Da den er helt oppe ved os, viser det sig at være en hund. En lille stakkels våd hund. Den har ingen halsbånd, men sår over det hele, som viser at den tilhører gaden og ingen andre. Den stopper ikke ved os, men halter lige så stille videre ud på gågaden og videre derud af. Jesper putter sig opad mig, og jeg lægger min arm om ham som en trøst. Han giver mig en vis tryghed, som ingen andre. Måske er det fordi, vi er tvillinger og vi kender hinanden så godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...