♥ The Lonely ♥

-Vi er i år 1042...

Daniella og William var som skabt for hinanden indtil tiden kom, den tid hvor de skulle giftes. Men dagen før brylluppet sker der et uheld, bruden dør! Alle var enige om at det aldrig kunne være William, de var jo det bedste par. Men Aldrig og aldrig... Og selv William ved ikkee at der er en der lurer på ham i mørket, en uskyldig skabning, der mest af alt venter på hævnen...

3Likes
8Kommentarer
1017Visninger
AA

1. Brudgommen...

Det var sådan set en nydelig dag, solen skinnede og fuglene kvidrede. Og så var Daniella så heldig at hun skulle giftes næste dag. Hun gik langsomt rundt i den store have som hun havde delt med William i lang tid.  Hun sukkede, hvad mon han ville svare imorgen, ja eller nej? Hun fløjtede lidt imens hun stille humpede op til huset. En mellem-høj mand med sort hår og mørke grønne næsten sorte øjne, kom gående hen imod hende. "William!!" råbte hun højt, og kastede sig i hendes forlovedes arme. Han smilte et skævt smil, og nikkede. Hendes arme plantede sig bag hans ryg, i håb om et lille kys. "Hvor har du været henne?" spurgte hun desperat, da manden ikke havde været hjemme i to dage. Hans smil, blev hurtigt til en lille grimasse af en art. "Jeg var bare ude med vennerne." En masse tanker fløj igennem hendes hovede. Havde han nu været fuld igen? Ville alting nu blive godt til bryluppet? Hun grublede som en gal, turde hun nu spørge ham om han havde været fuld. "H..Har du været fuld?" det kom ud som en mumlen. Han stoppede med at tale, og derefter rynkede han sit ene øjenbryn, og begyndte at le, en hæslig latter der varede lang tid. "Nej da, jeg er da ikke fuld. Hvorfor tror du det?" råbte han surt. Daniella's øjne blev store, og hendes pupiller blev mindre og mindre, og til sidst lignede de to chokolade knapper. Hun slap hurtigt sit greb om William. Aldrig havde han været så gyselig. Hun gik langsomt ind i deres hus, derefter varmede hun en kop te til William. Aftensmaden var snart klar, hun manglede bare at stege kødet, men endelig ikke for meget det skulle være rødt mente William. Da der var gået ca. ti minutter var maden klar, og hun satte sig desperat ned og kaldte derefter straks på William. "Hvad er det for noget?!" råbte han højt da han så at der intet alkohol var. Hun hoppede nærmest tilbage i stolen, af ren forbavselse. "Hvad mener du?" spurgte hun og gispede efter vejret. Hvorfor var William så mærkelig? "Ja, der er jo intet alkohol!" skreg han. Hun rystede på hovedet. "Ikke i dag!" sagde hun højt, endelig havde hun fået samlet modet op. Nu kunne han ikke gøre hende noget, troede hun... Han lo en dyb latter. Den varede mindst to minutter, derefter satte han sig ned og begyndte at spise som et normalt menneske. Da de var færdige med at spise, kaldte Daniella hurtigt på deres tjener Monika. Monika kom listende, som en lille tyk hund. Derefter skyndte hun sig at tage alt maden og vaske op, hun glædede sig nemlig til at kunne lægge sig i sin seng.

 

Alle i huset var begyndt at sove, undtagen William. Han listede langsomt ud af den lille seng. Aldrig havde han været så sur, han måtte ikke drikke alkohol vis han skulle gifte sig med Daniella! Han kunne ikke engang lide hende, og så skulle han endda leve med at det kun var ham der tjente pengene. Nej sikke noget, han humpede ned i deres lille køkken for at tage noget vin. Han tømte en hel flaske. De andre dage havde været nemme. Han havde bare siddet nede på kroen, at drikke med de andre. Og dernede havde han set Daniella's far, faren havde kaldt William en snyder, en alkoholiker, en idiot, og en fattigrøv. Og vis ikke han stoppede med at drikke, måtte han ikke gifte sig med Daniella. Til gengæld havde han fået et brev. Et brev som egentlig skulle have været til Daniella... Da han læste det stod der med en grim håndskrift:

 

Kære Daniella Anna Greane.

 

Nu er tiden inde, snart skal du gifte dig med William. Derefter ville jeg blive glad vis du dræbte ham.

Gør det dog, du får penge for det... Af mig! Han er jo også alkoholiker, så gør det når han er fuld!

Med Venlig Hilsen din far, Asmus Greane.

 

William havde været sur i lang tid, men intet havde han fortalt Daniella om det. Troede hun at hun kunne snyde ham, næ nej. Han var snu, snu som en ræv. Han grublede hurtigt, i det han drak en hel flaske vin. Men så kom hun. "Der var du. Hvorfor har du gemt dig sådan?" hun så spørgende på ham. Han gik luskende rundt om hende, og derefter gik han hen imod knivene. "Jeg skulle bare lige se noget." han tog en kniv, fra den nederste skuffe, han måtte dræbe hende før hun drabte ham! "Du har også taget vin kan jeg se, og meget endda. Hvem tror du du er? Imorgen har vi bryllup! Og du er ikke forberedt!" råbte hun højt. Han tog kniven i hånden, og lod den danse henover hans fingre. "Hvad skal du bruge en kniv til?" spurgte Daniella, og hendes tonefald blev lys. Han lo i lang tid. Derefter svarede han stille. "Det ved du jo godt Daniella... Til at.. Dræbe dig!" Han stak kniven hurtigt ind i hendes side, derefter greb han en gaffel for at bore hul i hendes hjerte. Hun skreg så højt at hendes skrig rungede i to minutter. Derefter bar han hende ud på grusstigen, så det ville ligne at hun var blevet kørt ned af en hestevogn. Han lo i lang tid, derefter begyndte han at græde en dyb gråd. Han var jo nød til det... Eller var han??....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...