Look at Me

Mill lever et liv i skyggen af sin stedsøster Hyuna, der der taget rollen som det perfekte barn. Joon er den dreng, der fascinerer hende mere end noget andet, men selv ham har Hyuna fået fat i. Alt er normalt, indtil Mill en dag koger over, da Joon beslutter sig for at fri til Hyuna. Mill tror, at hendes liv skal ende her og kommer ved et uheld til at ødelægge Joons. Nu må hun rydde op efter sig selv og hjælpe Joon med at få styr på sit liv, mens hun samtidig får knust sit hjerte, stykke efter stykke.

17Likes
9Kommentarer
1303Visninger
AA

3. Min stedsøster, Hyuna

 

Man kunne officielt kalde sommeren for slut nu. Regnen stod ned i stænger, og det var ikke til at undslippe. Hele byen var nærmest malet med en grå farve og der, hvor der før havde været potteplanter og farverige blomster, var der nu intet. Alle de ting, der faktisk kunne minde mig om de varme stråler, så ud til at være forsvundet, i takt med at min far havde været mere og mere sammen med Yoon Hee, indtil han til sidst havde besluttet sig for at fri til hende. Det var en beslutning, der var kommet så meget bag mig, at jeg havde brugt tre dage hos min bedste ven, for at kunne forstå, at noget ikke var, som det plejede at være. Tanken om, at en anden kvinde kunne erstatte det, min mor engang have givet til os, havde slet ikke strejfet mig. Overhovedet. Min far havde da brugt lang tid sammen med Yoon Hee, men det var ikke noget jeg havde lagt mærke til. Hun var her jo kun på grund af en ting.

 

”Hey! Pas på,” var der en ældre mand, der råbte. Jeg trådte til siden og hev min paraply med mig, da det så småt også var begyndt at regne. Gaderne var ved at være tomme, men det var enten en tåbe der ville gå ud i dette regnvejr eller en der boede så tæt på, at det kunne betale sig for vedkommende at gå hen til butikken. Regnen så ikke ud til at ville stoppe snart og da jeg ikke havde andet end et par sorte Converse på, blev jeg bekymret for, om mine fødder snart ville suge al vandet til sig som svampe. Lidt våde tæer havde jeg hellere fået og ”svup svup” lyden havde allerede taget til. Bilerne kørte hurtigere end de plejede at gøre og folk ville helt sikkert hjem, for se en film eller bare slappe af. Jeg var derimod en af de få mennesker, der faktisk skulle et sted hen i dette regnvejr. Det eneste der opmuntrede mig, var, at min far nu sikkert sad med dårlig smag i munden. Hvorfor den følelse frydede mig så meget, vidste jeg ikke, men det var nok til at jeg smilende gik rundt med min blå paraply, med de sorte noder.

 

Min stedsøster var et år ældre end mig, så hvorfor skulle jeg af sted i regnen for at hente hende? Det gav da overhovedet ingen mening at gå hen til dansestudiet, for at kunne hente en kvinde, der alligevel var kørt herned i sin røde, smarte bil. Tanken fik mig til at rulle med øjnene og traske videre. Dette gav slet ingen mening. Hvis hun var ældre end mig, var det jo hende, der burde komme til mig, hvis min far ønskede at vi skulle være sammen. Jeg var ved at være så gammel nu, at jeg ikke længere havde brug for en babysitter, men det forstod min far vist ikke helt. Måske ville jeg i hans øjne forblive den 6-årige Mill, der synderknust havde mistet sin mor og ikke længere kunne klare sig, hvis der ikke var nogen ved hendes side. Det kunne ikke passe, at de samme tanker skulle blive ved med at gøre mig så irriteret. Et frustreret suk undslap mig og min fod sparkede automatisk ned i en vandpyt, der nu gjorde min sko så våd, at jeg lige så godt kunne tage den af og gå i bare fødder! Flot Mill!

 

Jeg prøvede at få styr på mine nerver og mine tanker…  Jo hurtigere jeg kom hen til hende, des hurtigere slap jeg for at skulle være sammen med hende. Hyuna. Bare navnet lød som noget der var forbandet. Det var meget svært for mig at udtale hendes navn gennem mine læber. Hver gang jeg prøvede, skar jeg mig selv i læberne og holdte salt oveni. Det kunne svie ufattelig meget og hver gang jeg bare hørte eller sagde hendes navn, kunne jeg lige så godt få syre hældt ud over mig. Det ville i det mindste aftage eller slippe op på et eller andet tidspunkt. Jeg vidste ikke om det var en sygdom jeg havde fået, men hver gang jeg kastede et blik på hende, havde jeg en trang til at stikke en kniv i ryggen på hende og se hende falde død om. Min far var så begejstret for hende og hendes danseevner. Hyuna, med det lange brune hår, som var klippet i etager, så det krøllede perfekt. Pandehåret, der var delt hen til den ene side, de brune øjne, som kunne flirte med enhver dreng. Hendes hofter, der kunne svinge og dreje, sådan som man kun kunne forestille sig i sine indre fantasier. De forførende øjne, der var så søde, men lovede, at det indre bæst i hende også fandtes. Enhver drengs drøm og enhver piges drømmeveninde. Næsten. Man kunne stille en lort ved siden af hende og jeg ville kalde den smukkere. Hendes øjne mindede mig om den lort, jeg så, når jeg var på toilet. Intet ville fryde mig mere, hvis jeg bare kunne skylle hende ud og få hende til at forsvinde.

 

Det var den store forskel på lorten og Hyuna. Hun blev hængende, som en pest jeg ikke kunne kurere. Der var intet charmerende ved hendes kæphøje facade, der var gemt væk af en falsk genert personlighed. I forhold til hendes mor, var det ikke den slags stedsøster man regnede med at få, som en del af den pakke, man ikke kunne sortere i. Hyunas mor, var som enhver kvinde, helt almindelig. Hun var ikke noget særligt, havde det samme hår som Hyuna, bare i en page version, samme øjne, samme kæber. De var næsten identiske, udover, at der ikke var så meget falskhed over hendes mor. Yoon Hee mente det, når hun sagde noget og virkede som en oprigtig kvinde. Jeg havde bare ingen planer om at binde mig til hende. Hvis jeg kunne få hende til at forsvinde, ville mit liv måske vende tilbage til det, det engang var. Det var ikke perfekt, det var lige så tomt og  trist, som kun en sorthvid film kunne være, men det var mit liv og jeg kunne holde det ud… I hvert fald kunne jeg da klare mig igennem dagen dengang… Nu virkede hver dag som en kamp mod tidevandet.

 

Hver dag blev jeg kastet ud i et hav, som kun prøvede at få mig til at drukne. Jeg ville baske med armene og skrige og på en eller anden måde, ville jeg ende med ikke at drukne, selvom størstedelen af mine lunger var fyldt med vand og snart ville give op. Nogle dage kæmpede jeg så meget, at jeg ikke huskede noget fra dem og andre dage fik jeg lidt hjælp, så faktisk helt glemte, at det var mit liv jeg levede og ikke en andens. Men før eller siden ville jeg altid finde ud af, at jeg den næste dag igen skulle klare mig uden at drukne.

 

Jeg satte tempoet op, da alle de minder, jeg prøvede at fortrænge, dukkede op på overfladen igen. Regnen så ikke ud til at stoppe og tanken om at kaste min paraply af helvedes til, for bare at græde sammen med regnen, virkede meget fristende. I mine tanker så jeg billedet for mig så klart, at det begyndte at prikke i mine øjne. Men det var ikke noget jeg ikke kunne nu… Hyuna skulle ikke have æren af at se mig helt ødelagt og drivvåd og paraplyen havde engang tilhørt den kvinde, som jeg engang kaldte mor. Det var min egen skyld, at min far havde mødt hende. Yoon Hee.

 

En musiklærer. Jeg havde insisteret på at få mig en musiklærer, fordi jeg nægtede at glemme, hvordan man spillede. Det eneste, som stadig kunne forbinde mig til min mor, var alle de smukke instrumenter hun havde efterladt i musikrummet. Alle de kære instrumenter, var som en tråd op til hende. Hun havde rørt ved dem alle, spillet på dem alle sammen. Billederne i mit hoved var der, men de var ved at forsvinde. For hver dag der gik, var der et af instrumenterne der blev utydeligere. Jeg havde troet, at hvis jeg lærte at spille på dem alle sammen, kunne jeg komme tættere på min mor. Så ville billederne i mit hoved ikke forsvinde. Så ville de måske blive tydeligere og mine drømme ville måske blive klarere. Hvis mit liv kunne blive erstattet af mine drømme, ville jeg være lykkelig. Oprigtig lykkelig. Men det ville aldrig ske. Uanset hvor meget jeg gik rundt og håbede, ville de alle sammen ende med at forsvinde. Inderst inde, vidste jeg det også godt, men illusionen om at kunne beholde de billeder bare lidt længere endnu, gjorde, at jeg hev fat i enhver tråd kom forbandt mig med min mor.

 

En musiklærer fik jeg mig, men at hun så skulle ende med at vinde min fars hjerte, var ikke en del af planen. Hun var kommet ind og havde lært mig at spille. Blokfløjten fik jeg hurtigt styr på og guitaren var lidt mere kompliceret, men jeg klarede mig. Mine drømme så i hvert fald ikke ud til at ville forsvinde lige med det samme og jeg takkede mig selv for at havde været så genial, at finde på denne idé. Hun lærte mig mere og mere… Men jeg kan ikke engang huske hvor langt vi nåede, før min far en dag havde samlet os alle sammen, for at offentligøre hans forlovelse med Yoon Hee. Det var kommet som et chok for mig, men jeg var også den naive datter, der på det tidspunkt ikke kunne finde ud af at lægge to og to sammen.

 

Jeg havde ikke forstået, hvorfor jeg pludselig skulle hænge så meget ud med Yoon Hees datter. I mine tanker, var det enten fordi hun var ensom eller fordi hun også kunne lære mig noget. Da jeg fandt ud af, hvilken personlighed Hyuna havde, tillod jeg hende ikke at komme tæt på musikrummet, overhovedet. Jeg ville på det tidspunkt hellere dø, end at lade hende røre det, der holdte mig i live. Hun ville gøre det beskidt og dræbe mig. Det tillod jeg ikke. Selvom hun var Yoon Hees datter, behøvede vi ikke at være tætte eller noget som helst. Det virkede også vildt tåbeligt at jeg pludselig skulle blive bedste venner med min musiklærers datter… Det var jo ikke fordi var i familie eller noget… Men det blev det så ændret på…

 

Yoon Hee har ikke været inde i musikrummet, i snart et år. Jeg bebrejder hende ikke for at have et koldt og distanceret forhold til mig. Det var trods alt mig, der havde råbt af hende, til hun brød sammen. Jeg har aldrig fortrudt den dag, hvor jeg råbte af hende. Al min vrede og sorg var blevet til en række ord, der var blevet kastet ud mod hende, som en kniv der bare blev ved med at stikke hende ned igen og igen. Min far kunne få mig til at gøre mange ting,  men at sige undskyld var aldrig noget han fik mig til, for før man sagde undskyld, skulle man fortryde og det gjorde jeg ikke. Det gør jeg stadig ikke.

 

Inderst hende, håbede jeg, at det ville være nok til at skræmme hende væk, men ”kærligheden til min far, var stærkere end hadet til mig”.  I stedet for at være modersløs, hang jeg nu på to kvinder, som jeg hadede mere end noget andet på denne jord. Måske havde jeg været i stand til at acceptere Yoon Hee, hvis det ikke havde været for Hyuna… Hvis det bare ikke havde været for Hyuna.

 

Mine tanker stoppede endnu engang og min rationelle side var kommet tilbage igen. Lige nu stod jeg foran dansestudiet, som Hyuna var stor tilhænger af. Hendes drøm var også at blive en danser, så det var ikke underligt, at hun tilbragte så meget af hendes tid her. Hvis hun dog bare brugte al sin tid her, så jeg slet ikke behøvede at se på hende. Modvilligt åbnede jeg døren og trådte indenfor. Det var næsten som at træde ind i indgangen hos en svømmehal, det var bare mindre her og der hang plakater om dansekurser, i stedet for svømmekurser og man kunne købe dansetøj, i stedet for badedragter. Der var heller ikke så mange folk på gangene her, hvis der overhovedet var nogen. En dame, med sin lille søn og ikke andet. Det ville være vildt skønt, hvis jeg havde gået herned, bare for at finde ud af, at Hyuna allerede var skredet. Hvis det var tilfældet, skulle min far ikke regne med, at jeg ville lukke døren op for ham, næste gang jeg spillede. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor jeg blev ved med at finde mig i alle disse ting, når jeg kunne købe min egen lejlighed og slippe for at høre på dem alle sammen. Problemet var bare, at uanset hvor jeg flyttede hen, ville jeg aldrig kunne tage et helt rum med mig. Jeg kunne kræve alle instrumenterne af min far, men jeg ville ikke kunne rive væggen ned og tage den med mig. Det var umuligt at tage et rum med sig og forvente, at lyset ville skinne ind ad det, sådan som det altid havde gjort. Jeg ville aldrig kunne have min mor med mig, hvis jeg valgte at stikke af – og uden min mors aura ville jeg ikke overleve. Hun var som den oxygenmaske foran min mund, der tvang mig til at trække vejret. Hvis nogen rev den fra mig, ville jeg lide en smertefuld død.

 

Jeg tog min mobil ud af lommen på mine jeans og stirrede længe på kontakten ”Satan’s Bitch”. Hun så ikke ud til at være her nogle steder og på parkeringspladsen havde jeg heller ikke set hendes røde bil, der havde samme farve, som stedet, hvor hun måtte være blevet født henne. Det ville være så typisk, hvis jeg endnu engang havde spildt min tid på hende. Hyunatid var spildt tid og når min far tvang mig med til alle hendes dansestævner, følte jeg virkelig, at tiden gik langsomt. Den gik for langsomt, men samtidig var jeg bange for hvert sekund jeg spildte. Jeg kunne bruge den tid på så meget andet… Jeg kunne bruge den tid på at redde mig selv ud af det hav jeg var ved at drukne i, i stedet for at gøre det hele meget sværere for mig selv. På en eller anden måde, blev jeg alligevel tvunget af sted… Og noget inde i mig gjorde også, at jeg tog med. Hvis jeg virkelig ikke havde lyst, vidste jeg, at jeg ville være i stand til at blive hjemme. Det var ikke umuligt. Men der var faktisk en person, der fangede min interesse. En af de dansende stjerner, der faktisk havde så meget passion, at jeg nærmest kunne føle den, hver gang jeg så hans krop bevæge sig. En person, der faktisk var værd at se på.

 

”Mill? Leder du efter Hyuna?”

 

Jeg vendte ryggen til udgangen og så på personen foran mig. Den person, der gjorde det muligt at overleve, selv hvis jeg skulle være sammen med Hyuna. Den person, der med sit smil, kunne være lige så fantastisk, som de toner, jeg så ivrigt forsøgte at få stemplet ind i min hjerne, så jeg aldrig nogensinde ville glemme dem. Det var en solstråle ind i mørket, en lille skrøbelig sejlbåd ude i havet, der ville hjælpe mig med at overleve i få sekunder.

 

”Joon.”

 

Det var den person, som jeg aldrig nogensinde ville få, uanset hvor meget jeg ønskede det. Uanset hvor meget jeg forsøgte at fange ham, kom jeg for sent. Hyuna havde allerede sine kløer i ham, længe før jeg overhovedet fandt ud af, at han fik mit hjerte til at banke en anelse hurtigere, bare ved at se på ham. For udover at være datteren af min musiklærer og stedmor, var kællingen også i besiddelse af en kæreste, som jeg desværre endte med at forelske mig i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...