Look at Me

Mill lever et liv i skyggen af sin stedsøster Hyuna, der der taget rollen som det perfekte barn. Joon er den dreng, der fascinerer hende mere end noget andet, men selv ham har Hyuna fået fat i. Alt er normalt, indtil Mill en dag koger over, da Joon beslutter sig for at fri til Hyuna. Mill tror, at hendes liv skal ende her og kommer ved et uheld til at ødelægge Joons. Nu må hun rydde op efter sig selv og hjælpe Joon med at få styr på sit liv, mens hun samtidig får knust sit hjerte, stykke efter stykke.

17Likes
9Kommentarer
1296Visninger
AA

4. Et uopnåeligt stykke legetøj

 

 

 

Det første jeg tænkte, da jeg så Joon, var, ”flygt”. Hele min krop blev spændt og grebet om min paraply, der nu var foldet sammen, gjorde ondt. Jeg kunne slet ikke slappe af. Der stod han, uskyldige Joon. Han vidste ikke engang, hvilken effekt han havde på mig og det gjorde så sindssygt ondt. Jeg ville hellere skrige Hyunas navn hundrede gange, end jeg ville se på Joon. For at se på noget, som man vidste, at man aldrig ville få, gjorde ondt. Det var forfærdeligt, jeg følte mig som et lille barn, der blev ved med at tjene penge, men aldrig kunne få råd til det stykke legetøj jeg ville have. Joon blev ved med at se på mig, med sine venlige øjne. De brune øjne, som jeg nogle gange så, når jeg lukkede mine. Han havde ikke gjort noget ved sit hår, så lige nu skinnede det og var helt glat. Han var vist også blevet klippet, så nu var hans hår kortere. Udover hans lange pandehår. Jeg elskede den kastanjefarvede nuance hans hår havde. Hans pandehår gik til siden og gik næsten ind i øjnene på ham, men det var også kun fordi det sad som det gjorde. Hvis han satte det, kunne det sagtens se anderledes ud.

Hans hår dækkede ikke hans ører, så jeg kunne se, at han havde en ørering i, i det ene øre. Hvad det lige skulle forestille, kunne jeg ikke se, men det var af guld. Så var der hans meget tydelige kæbe, hans lidt smalle øjne og hans næse. Det hele sad så perfekt placeret på det ansigt, at man skulle tro, at det var løgn. Der var ikke noget man kunne pege ud og sige, at det ikke var pænt. Som en græsk gud. Resten af hans krop svigtede heller ikke det kønne ansigt. Han var høj, 1.80, muskelløs og ikke en behåret abe. Joon var en græsk gud og det kunne ingen benægte. Sådan en som ham burde være en at de snobbede populære drenge, men det unikke ved Joon, var hans personlighed. Hans hjerte var så godt, at man skulle tro, han var en engel. En som ham burde slet ikke være her på jorden. Renheden selv. Desværre var han forelsket i den person, som han absolut ikke måtte forelske sig i, nemlig djævlen selv. Havde han bare haft en anden kæreste, ville jeg måske kunne lade som om jeg var glad for hans vegne, men med Hyuna ved hans side, fik jeg bare lyst til at stoppe med at eksistere. Ikke trække vejret. Bare forsvinde og holde op at med eksistere. Blive et med luften.

 

Nogle gange spurgte jeg også mig som om, hvorfor jeg overhovedet blev født, når hele mit liv slet ikke hang sammen, og jeg kun overlevede, fordi der var et rum i huset, der mindede mig om, at jeg faktisk har haft et godt liv engang. Men Joon var så smuk og ærlig og jeg var bare så almindelig. Brunt langt hår, der for det meste var helt glat. Pandehår havde jeg ikke, men det var det til hver sin side, så mit ansigt var tomt. Mit ansigt var ret så uskyldigt, men folk sagde også ret ofte, at det var så… monotont. Der var ikke følelser i mit ansigt og det vidste jeg egentlig også godt selv. Jeg smilede sjældent og når jeg endelig gjorde, føltes det som en mekanisme, der var godt rustet og gjorde nærmest ondt at bruge. Mine brune øjne så ret livløse ud, når jeg så dem i spejlet. De reflekterede ikke noget som helst, medmindre man ramte et ømt punkt eller et emne, som jeg måske ville have lyst til at snakke om.

 

”Hyuna smuttede for et par minutter siden,” mumlede Joon og sendte mig et lille smil.

 

Hvis den dreng kunne blive mere perfekt, så var det når han smilede. Ja, han havde et pænt ansigt, men der skete noget helt magisk når han smilede. Og af en eller anden grund, gjorde det mig så vred og så ked af det på samme tid. Det var så meget en kliché, men mine knæ blev slappe og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle trække vejret normalt. Jeg ville så gerne have fat i det stykke lege, men da jeg endelig havde fået råd, var det blevet snuppet, taget væk, revet ud af mine hænder.

 

Trangen til at løbe ud i regnen, var ved at overtage. Både mit hjerte og min hjerne blev enige om, at det var den bedste løsning, men jeg kunne ikke. Mine ben var som beton lige nu. Tanken om at Hyuna allerede var kørt, sænkede kun mit humør yderligere og sportsbutikken var ikke så langt væk lige nu. Et bat var alt det jeg behøvede, for at kunne slå hende ned. Hvorfor var det så typisk, at jeg altid skulle sættes til at gøre noget, som alligevel var spild af tid? Selvfølgelig ville Hyuna selv køre hjem, og jeg ville have været mest i sikkerhed, hvis jeg var blevet hjemme. Jeg havde en hvid T-shirt på og en jakke udover, samt nogle jeans. Det var så koldt udenfor, at jeg ville ende med at fryse ihjel i dette tøj, især når mine sko var helt gennemblødte og våde.

 

”Ah.”

 

Det var det eneste, som jeg var i stand til at lukke ud af min mund. Der var så utroligt. På samme tid havde jeg lyst til at holde mund, men samtidig fyre en masse lort af. Jeg havde lyst til at snakke med Joon. Joon fortsatte med at smile, indtil jeg vendte hovedet om og gik mod udgangen. Hvordan kunne jeg straffe min far nok for at jeg skulle få forgæves? Ikke snakke med ham i en uge? Ødelægge flere ting og lave mere drama? Skrige mere af Yoon Hee uden at han kunne straffe mig for det? Uanset hvor meget jeg prøvede at gøre folk ondt, var det altid alle andre, der var i stand til at såre mig mere, end jeg kunne såre dem. De havde altid nogen de kunne støtte sig op ad. Yoon Hee havde min far, Hyuna havde Joon og resten af familien. Og jeg havde ingen. Selv en som mig burde have venner, men det havde jeg også engang. For halvandet år siden, snakkede jeg med rigtig mange mennesker og havde rigtig mange venner. Min far og jeg havde på det tidspunkt et okay forhold, noget der kom tæt på godt. Mit forhold til min far havde ændret sig drastisk, da min mor døde. Jeg var så ung dengang. Min far havde svært ved at komme sig over hendes død, og det havde jeg også. Min far prøvede at arbejde sorgen væk, og jeg blev langsomt sat mere og mere til side. Han havde prøvet, men arbejdet havde altid skilt os ad og nu hvor min mor ikke længere var her, for at holde sammen på familien, var vi bare gledet fra hinanden. Blod var tykkere end vand, men ikke tykt nok til at holde sammen på os. Efter min far blev gift med Yoon Hee, stoppede jeg bare med at snakke med folk. Jeg blev fanget i min egen lille verden, hvilket gjorde det umuligt at komme ud til andre. Pludselig var der en klippe der rev sig løs fra resten. Jeg var på en kløft for mig selv og afstanden fra mig til de andre var for stor. Folk stoppede med at gøre en indsats for at få mig ind i fællesskabet igen og selv min bedste ven, Daichi, ville snart miste håbet. Folk ignorerede mig ikke lige pludselig, de snakkede stadig når jeg svarede, det var bare mig, der havde holdt op med at snakke med folk. Jeg kunne ikke få ord ud, de forsvandt alle sammen, ligesom de toner, min mor havde efterladt sig som det eneste.

 

”Vent… Mill!” skreg Joon hurtigt og løb hen til mig, så han nu gik ved siden af mig. Jeg var allerede udenfor, med paraplyen over mit hoved, mens han fortsatte indtil han sikrede sig, at jeg stoppede op. Jeg burde nok have delt min paraply med ham, så han ikke blev våd, men min hånd kunne ikke bevæge sig. Hvorfor komme tæt på nogen, som man brændte sig på?

 

”Skal jeg ikke køre dig hjem?” spurgte han mig og jeg kunne straks høre medlidenheden i hans stemme. Joon var venlig, men vi havde aldrig som sådan snakket sammen. Det var en ensidig forelskelse, da han kun ville have Hyuna. Jeg havde på en eller anden måde bare forelsket mig i hans personlighed, karisma og passion… Og hans smil. Den eneste grund til, at han ville køre mig hjem, var fordi jeg nu var i familie med Hyuna. Med den viden i baghovedet, fik jeg lyst til at kaste op over hans tilbud. Med en enkelt rysten på hovedet, afslog jeg tilbuddet og fortsatte med at gå. Hans hånd tog fat i den arm, som ikke holdte paraplyen og fik mig til at vende mig om.

 

”Det styrtregner og dine sko er jo helt våde!” skreg han beklagende og en oprigtig bekymring kunne spores i hans stemme. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle bekymre sig om mig. Hans hånd brændte nærmest og jeg rev min hånd ud af hans greb, så hurtigt jeg kunne, at det næsten gav et sæt i ham. Når jeg snakkede med Joon, var det ikke anderledes, tværtimod, det var næsten værre. Jeg var så kold, som man kunne blive, men det var ikke noget jeg selv styrrede. Min organisme beskyttede mig mod andre mennesker, der i sidste ende ville få mig til at drukne.

 

”Fint! Så kører jeg da med,” hvæste jeg og stirrede op på ham. Jeg havde ikke lyst til at være vred på ham, jeg havde ikke lyst til altid at være så ond, men jeg kunne ikke lade være. Det gjorde alt sammen så ondt. Hans ansigt blev erstattet af en bølge af lettelse og jeg fulgte med ham, da han begyndte at gå. Hvis jeg ikke gik med ham, ville han sikkert ikke stoppe med at følge efter mig, indtil jeg havde sagt ja. Jeg vidste ikke, om han troede, at det var hans pligt, at passe på mig, fordi jeg var Hyunas søster. Og hvis han prøvede at få mig til at kunne lide ham og acceptere deres forhold, kunne han godt blive ved med at prøve i evigheder, for jeg ville hellere kaste op ud over Hyuna, end at give hende lov til at være sammen med Joon. Han fik låst sin bil op og åbnede den anden dør, så jeg kunne komme ind. Jeg trykkede på knappen og foldede min paraply sammen, alt mens jeg kunne mærke regnen over mit hoved. Hvis jeg bare løb nu, ville jeg kunne nå at stikke af, samtidig med at jeg lod nogle tårer falde, men hvis jeg kendte Joon godt, ville den handling kun såre ham. Det var ikke med vilje, at jeg blev ved med at støde ham fra mig, og jeg kunne heller ikke gøre for det. Jeg havde bare ikke lyst til at snakke med ham, når han alligevel kun ønskede at være sammen med Hyuna. Jeg kunne ikke ændre på noget… Hvis bare han ikke var så forelsket i hende…

 

Han drejede nøglen i og bilen begyndte straks at tænde op. Hurtigt begyndte vi at køre og en akavet tavshed spredte sig i bilen. Joon og jeg havde intet at snakke om, og jeg ønskede heller ikke at snakke med ham. Det var først nu, at jeg overvejede, hvorfor Joon kørte mig hjem. Hvis han kørte mig hjem, ville han have en god undskyldning for at se Hyuna… Og hvis jeg skulle se dem kysse og snave, ville jeg først blive gal.

 

”Hvad skulle du egentlig med Hyuna?” spurgte Joon for at bryde den akavede tavshed. Hans stemme var behagelig at høre på, men selv den stemme kunne blive som syre, hvis Hyunas navn kom ud af munden på ham. Især fordi navnet kom ud på sådan en drømmende måde, at jeg blev fristet til at læne mig ind over ham og stramme grebet om hans hals. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, eller om jeg overhovedet skulle sige noget. Hvis jeg havde min iPod med, ville jeg kunne redde mig selv, men det havde jeg ikke lige tænkt på.

 

”Min far mente åbenbart at jeg skulle hente Hyuna, da hun jo ikke selv kunne køre hjem… Når hun endda har en rød bil,” sagde jeg sarkastisk og lagde ikke skjul på, at min fars anmodning irriterede mig. Hvorfor skulle alle samtaler næsten handle om Hyuna. Når jeg endelig havde tid til at være sammen med Joon, kom hendes navn næsten ud af hans mund hele tiden. Hvornår ville det gå op for ham, at hun ikke var den rigtige for ham… At jeg slet ikke kunne klare det, når han udtalte hendes navn…

 

”Tja… Du kunne have ringet til hende,” mumlede Joon som et forslag men var alligevel forsigtig, da han ikke ville have, at jeg skulle blive endnu mere negativ. Nogle gange overvejede jeg at bruge Joon. Hvis jeg var sur på ham og hadede ham, ville han tilbringe mere tid med mig, fordi han ville have mig til at kunne lide ham. Ellers ville han jo ikke kunne være sammen med Hyuna resten af sit liv. Men jeg var sikker på, at de på et eller andet tidspunkt ville slå op… Det blev de nødt til…

 

”Stop bilen,” sagde jeg ud af det blå. Joon stirrede helt forunderligt på mig, som var jeg blevet sindssyg, men jeg nægtede simpelthen at snakke mere om Hyuna. Det var forfærdeligt nok at skulle bo sammen med hende, men at hun også skulle være sammen med Joon, som hun for øvrigt slet ikke fortjente, kunne jeg slet ikke tage. Joon fortjente noget meget bedre. Jeg kunne ikke engang forstå, at han var sammen med hende. Al vreden begyndte at koge og hvis jeg kunne sammenlignes med en gryde, så ville jeg snart koge over. Jeg ville lukke det vand ud, som jeg ikke kunne klare og brænde folk med det.

 

”Mill… Vi kører lige nu,” mumlede han som om han snakkede til et lille barn og ikke en pige, der kun var to år yngre end ham selv. Dumme Joon… Selv hvis han ikke havde sagt det, ville jeg godt kunne regne det ud. Man skulle jo ikke være idiot, for at regne ud, at man ikke bare kunne stoppe bilen, men alligevel. Jeg måtte ud! Butikkerne var ved siden af os, så vi var ikke rigtig på nogen vej lige nu. Der var kun en bil bag ved Joon og den var også langt fra os. Ingen ønskede jo at være ude i dette lortevejr, på en weekend. Da Joon åbenbart ikke kunne gøre, hvad jeg sagde han skulle, ledte jeg efter min sele og da jeg hørte et lille klik, fjernede jeg den fra mig. Joon kastede et blik over på mig og det gik vist op for ham, hvad min plan var. Jeg åbnede døren og kunne straks høre Joon råbe som sindssyg. Han bremsede så hurtigt han kunne og var vist stadig i panik. Jeg åbnede nu døren helt og trådte ud af bilen. Jeg havde vildt dårlig samvittighed over af gøre alt dette mod Joon, men jeg ville hellere være sindssyg, end at begynde at græde i hans bil. Tårerne begyndte at trille ned, mens jeg prøvede at skynde mig hjem. Med hidsige bevægelser fik jeg tørret tårerne væk, og da regnen stadig faldt, ville man alligevel ikke kunne se noget.

 

”Mill! MILL KOM SÅ HEROVER,” skreg Joon og løb efter mig. Jeg stoppede straks op og ventede bare på at han kom hen til mig for at skælde mig ud. Det var ikke fordi jeg ikke kunne løbe mere, men når det var Joon, så blev jeg nødt til at høre efter. Han var den eneste, der faktisk ikke fortjente min behandling. Ud fra Joons stemme, kunne jeg regne ud, at han langt fra var glad. Og da han nåede frem til mig, begyndte han også at råbe, mens han rystede i mig. Man ville snart kunne se venerne på hans hals og jeg havde nu virkelig lyst til at stoppe med at eksistere. Regnen dryppede og Joons stemme var det eneste der trængte igennem. Mine tårer ville ikke stoppe med at falde, men han ville aldrig lægge mærke til det. Hvorfor var jeg ikke Hyuna… Hvorfor var der ikke mig, han elskede? I stedet for at undskylde, tørrerede jeg diskret mine tårer og stirrede lige op på Joon.

 

”Hvorfor skal du være så skide irriterende?” spurgte jeg ham og brugte den samme stemme, som jeg havde brugt tidligere i dag mod min far. Joon slap mig og jeg blev ved med at stirre på ham, indtil det gik op for ham, at jeg ikke kunne lide ham. Nu ville han tro, at jeg virkelig hadede ham, men samtidig ville han også holde sig væk fra mig på denne måde. Jeg vendte lige så fint ryggen til Joon endnu engang og begyndte at gå hjemad. Det eneste gode ved Hyuna var, at hun ikke sårede Joon lige så meget som jeg gjorde. Gid jeg ville dø af lungebetændelse og aldrig vågne op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...