Look at Me

Mill lever et liv i skyggen af sin stedsøster Hyuna, der der taget rollen som det perfekte barn. Joon er den dreng, der fascinerer hende mere end noget andet, men selv ham har Hyuna fået fat i. Alt er normalt, indtil Mill en dag koger over, da Joon beslutter sig for at fri til Hyuna. Mill tror, at hendes liv skal ende her og kommer ved et uheld til at ødelægge Joons. Nu må hun rydde op efter sig selv og hjælpe Joon med at få styr på sit liv, mens hun samtidig får knust sit hjerte, stykke efter stykke.

17Likes
9Kommentarer
1294Visninger
AA

2. De toner, jeg aldrig får tilbage

 

 

Violinens toner fyldte rummet og gav genlyd som det eneste. De smukke toner flød ud i rummet og behagede enhver person der lyttede til dem. Der var ikke en eneste krog, der ikke var påvirket af den balletagtige tone og enhver der kunne høre tonen, måtte nikke anderkendende til personen der spillede på violinen. Nu var det kun tjenestefolkene, der ville kunne komme til at høre det, hvis de gik forbi. Hvis døren var åben, kunne de se manden, der stod og lyttede til sin datter spille. Der stod og lyttede til mit violinspil.

 

Selvom mine øjne var lukkede, vidste jeg, at han også havde sine lukket. Min hage hvilede på hagebrættet og violinen var let placeret mod min venstre skylder. Automatisk bevægede min hånd sig og den smukke lyd fortsatte. Det var et stykke, som jeg havde øvet mig så meget på, at jeg kunne det udenad. Den spændingsfyldte ende kom, og jeg lagde violinen fra mig og lukkede mine øjne langsomt op.

 

Det første mine øjne så, var min far, der også havde åbnet sine øjne. Han gav mig et enkelt nik, og jeg sendte ham et stort smil. Det var gået bedre end forventet, men når det kom til instrumenter, var jeg meget engageret. Jeg gik over til bordet og lagde min fine violin tilbage og satte buen på plads. Dette rum, var min fars såkaldte musikrum. Min mor havde indrettet det, mens hun stadig levede og min far havde ikke nænnet at ændre noget ved det.

 

Det var nok min mors talenter jeg havde arvet. Min far var meget god til det med økonomi og handel, noget, som jeg slet ikke kunne sætte mig ind i. Lyset fra det store vindue, lyste det hele op, men da de jordfarvede gardiner var trukket for, gav det en let romantisk stemning. Tapetet var også noget min mor havde valgt ud. Hele vores store hus, var inspireret af noget slotskunst og palæstil. Jeg vendte mig endnu engang om mod min far og så ham rejse sig op. Min far havde en sort habit på, men det var ikke noget nyt. Det var sjældent, at han havde andet på, da man ikke kunne skille hans fritid og arbejdstid fra hinanden. Det kulsorte hår var en lille smule langt, så han kunne sagtens køre hånden gennem det, men det var ikke langt nok til at stritte rundt. Nogle gange ville jeg ønske, at han ville tage noget andet på, da det ville få ham til at se yngre ud.

 

”Millian,” sagde han højt og tydeligt, så jeg kunne høre det, men hans stemme var varm. Når han var sammen med mig, brugte han ikke nogen højtidelig stemme, men sørgede hele tiden for, at han var den kærlige far, som jeg fortjente at have, efter min mors død. Det var ikke altid nemt for ham, når han havde så travlt, men når man så på det som en helhed, kunne man vel godt sige, at han havde gjort sig et godt stykke arbejde. Næsten. Og dog…

 

Jeg stoppede med mit drømmeri og gik straks over til ham. Hans stol var tæt placeret ved siden af det gamle flygel, som kom med de smukkeste toner. I rummet kunne man finde alt. Fra de mest almindelige instrumenter, til nogle lidt mindre brugte, som harper. Jeg kunne knap nok spille på 3-4 stykker, sådan vildt godt, men jeg havde aldrig været bange for at sætte mig ned og prøve at spille på dem. Det var bare svært, når jeg ikke altid vidste, hvordan man skulle spille. Min mor havde kun nået at lære mig at spille på klaveret og violinen. De andre instrumenter havde jeg prøvet mig frem med, men det gik aldrig så godt, som med de andre to.

 

Min mor havde haft en særlig evne til at kunne lære mig tingene på de dejligste måder. Nu hvor hun ikke længere var her, prøvede jeg at lære mig selv det, men hver gang jeg rørte ved et af de instrumenter, brændte det i mine fingerspidser og en underlig følelse ville spredes i min krop. Lysten til at lære, var noget som dukkede sjældent op her for tiden. Frygten for at den følelse ville forsvinde, nagede mig når jeg sov og var helt alene, men jeg prøvede at skubbe følelsen væk. Vi kunne altid hyre endnu en musiklærer…

 

”Mill?”

 

Jeg blinkede hurtigt og så på min far, der havde fået sig et utålmodigt udtryk. Det var dog utroligt, hvor meget jeg kunne falde i staver for tiden, men det var ikke noget jeg selv kontrollerede. Jeg havde prøvet at gøre mig selv opmærksom på, at det var vigtigt at følge med, men alt omkring mig, var så umotiverede. Jeg manglede kun ét år og så var jeg færdig med min uddannelse. Så kunne jeg endelig blive en musiker, hvis denne verden ellers tillod det. Da min far opdagede, at jeg endelig var vågen, sukkede han let, men fokuserede nu atter igen.

 

”Kan du ikke hente din søster? Du ved at jeg og Yoon Hee snart skal af sted og jeg kan altså ikke aflyse vores middag endnu engang,” sagde min far med en lettere irriteret stemme. Den dårlige samvittighed kunne svagt ses på hans ansigt, men var hele tiden gemt under den professionelle mine.

 

Alle mine muskler spændte lidt i min krop, da min far begyndte at snakke om det emne. Hvis jeg kunne gemme mig i dette rum og aldrig komme ud af det, ville det være fantastisk. Så behøvede jeg ikke føle dette besvær ved at trække vejret, hver gang han nævnte en af de to. Min stedsøster og min stedmor. Bare fordi min mor var død, betød det ikke, at livet stoppede for alle os andre. Det gjorde kærligheden åbenbart heller ikke. Jeg havde sådan håbet på, at min far aldrig ville komme til at gifte sig med nogen igen. Min mor var min mor og ingen skulle tage hendes plads, eller værre, kalde sig for min nye mor.

 

Jeg stirrede længe på min far og det så ud til at han vidste præcis, hvilke tanker der fór gennem mit hoved, men ventede stadig på et svar som ”Ja far,” eller ”Ja selvfølgelig”. I stedet for, valgte jeg at stirre længe og indtrængende på ham, inden jeg løsrev mit blik fra ham. Min ryg var nu vendt mod ham, da jeg var på vej ud af døren, for at hente den såkaldte pige han snakkede om. Jeg kunne sagtens passe på mig selv og hun ville desuden have for travlt til overhovedet at kaste et blik på mig. Den rolige stemning i rummet, var nu blevet helt elektrisk og mit greb om dørhåndtaget kunne sikkert have kunst en sten lige nu.

 

”Og bare så du ved det. Hun er ikke min søster,” sagde jeg højt nok til at han kunne høre det og sørgede for at lyde så sur som muligt. Min stemme lød så negativ her for tiden. Det var i hvert fald ved at være et godt stykke tid siden, at jeg havde hørt den være positiv. Min stemme var i sig selv var et skrig om, at jeg aldrig nogensinde ville tilgive ham for at gifte sig igen. Uanset hvor godt han gjorde det og uanset hvor meget tid han tilbragte med mig, ville jeg aldrig kunne se ham i øjnene, uden at tænke på den handling, som havde ændret vores liv.

 

Min hånd hev fat i dørhåndtagene og med en hurtigt bevægelse, fik jeg åbnet døren, der var stor, brun og bestod af to dele. Smældet, der kom efter jeg havde lukket døren lidt for hårdt, gav genlyd, men især i musikrummet. Det gav altid genlyd derinde, uanset hvad man foretog sig. Den rolige stemning, som violinspillet havde bygget op, var nu erstattet af en tung og negativ stemning, der kunne blive så tung, at den næsten kunne mærkes som tåge. Min far sørgede dog for, at tågen med det samme forsvandt, ved at komme med et let smil og nogle positive bemærkninger, der ville få alle til at glemme, at sådan en stemning overhovedet havde eksisteret. I det lange løb, havde min far gjort det godt, men det ene valg han havde truffet, havde været nok til at ødelægge mit liv fuldstændigt. Det værste ved det hele var, at det et eller andet sted var min egen skyld.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...