Prinsen og havfruen

I denne historie høre man om havfuen Moonshine. Hun har hele sit liv frygtet overfladen, så hvad sker der, når hun bliver fanget i et net, og bragt til Kongen, som bestemt ikke er glad for havfruer... derimod har hans yngste søn ikke arvet hans fars had. (I første kapitel for man meget at vide om havfruerne, på forhånd)

16Likes
38Kommentarer
1954Visninger
AA

6. Skole

Hele dagen går med, at han fortæller mig om ting. Underlige ting. Største delen har jeg aldrig hørt om før. Jeg mener det her kan da ikke være normalt: "Og det her kaldes en hestevogn. Den bliver trukket ad en hest, og så sidder man enten her," han peger på nogen foran en stor kasse med vinduer i "... eller her. Det er der vi skal hen nu." Han peger på kassen der for mig, ligner et toturinstrument. Det kan på ingen måde være sikkert. Hvem ved, hvad der gemmer sig indeni den. Jeg tør væde med, at de også har fiskeskeletter stående et eller andet sted.

Uh... en kort skælven løber gennem mig, og jeg skynder mig at tænke på noget andet. Lige nu sidder vi i noget der virker bekendt, men alligevel ikke. Flere borde står på række foran og bag mig. Helt foran er der noget, som hedder en tavle, og jeg har fået noget der hedder en blyant. Den er underligt. Når du trykker den ned mod noget, kommer der grå farve ud ad den. Derhjemme ville den opløses før den nåede ned til bunden.

"Er du klar?" Jeg ser op og opdager, at han har hånden rakt frem mod mig. Langsomt tager jeg den, og vi får med besvær rejst mig op. Mine ben ryster kraftigt et øjeblik, da jeg står oprejst, og jeg er i et øjeblik bange for, at jeg vil falde igen. - Men det gør jeg ikke. Jeg bliver, hvor jeg står. "Se! Du skal nok lærer det." Hans begejstrede  stemme når mig. Tænk ikke så hurtigt. Jeg gør kun det her for, at komme hjem. Jeg sender ham beskeden, men jeg tvivler på, at han kan høre det. Faktisk tvivler jeg meget på, at de overhoved kan tale sådan."Vil du prøve at gå selv?" Selvom jeg ikke har løst til, at lære det er jeg nærmest nødt til det. Det er sådan at menneskerne kommer rundt. På ben. Et skridt ad gangen, i stedet for bare at flyde afsted. Suk.                                                            Langsomt tager jeg et skridt fremad. Der er ikke sket noget. Langsomt lægger jeg vægten på benet og jeg skratter om i løbet ad ingen tid. Før jeg ved af det ligger jeg på jorden, og ser op mod Luke. Kan klør sig lidt i håret, imens han ser på mig. "Ja..." siger han. "... Måske skulle vi øve os lidt på det ben problem først. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...