Prinsen og havfruen

I denne historie høre man om havfuen Moonshine. Hun har hele sit liv frygtet overfladen, så hvad sker der, når hun bliver fanget i et net, og bragt til Kongen, som bestemt ikke er glad for havfruer... derimod har hans yngste søn ikke arvet hans fars had. (I første kapitel for man meget at vide om havfruerne, på forhånd)

16Likes
38Kommentarer
1955Visninger
AA

4. Prins Luke

Jeg slår øjnene op med et set. Mit hjerte truer med, at brække mine ribben imens, jeg gisper kraftigt efter vejret. Jeg ser mig omring i lokalet. Det er fuldstændig tomt, bortset fra den seng jeg ligger i. LIGGER I. Jeg ser ned på mine arme, der er omgivet af noget underligt. Det er noget der dækker, ja faktisk hele min krop bortset fra ansigtet. Det ligner tang, bare meget blødere... og så i en anden farve.

Jeg begynder langsomt, at baske med min hale for, at komme op, men intet sker. Ikke andet, end noget der ligger ovenpå mig, begynder, at bevæge sig. Jeg fjerner det langsomt med den ene hånd. Et gisp underslipper mig, da jeg ser nogle ben. Der er nogle herinde. Tæt på. Nej. Vent. Jeg bevæger forsigtigt det der skulle være min hale. Den ene fod bevæger sig i takt med mig. Det vil sige, at.... Nej... Det kan ikke passe. Jeg kan ikke være et.... Jeg synker en klump, før jeg tænker det næste ord. - Menneske. Men, hvordan kan det lade sig gøre. Og vigtigst af alt. Hvorfor har de ikke dræbt mig endnu. Måske er det meningen, at de vil pine mig for sjov, og bagefter smide mig ud i havet igen..

"Er hun vågnet?" En mandestemme ikke langt herfra, for mig til at fare sammen. 

"Ikke endnu deres mejeste`d." Da døren glider op, og jeg ser en mand træde ind, skubber jeg mig så langt op ad væggen som jeg kan med mine arme. Mit hjerte slår igen hurtigt, og jeg er fanget som en fisk i et bur. 

Manden går med langsomme skridt hen mod sengen, og sætter sig så på den, i den anden ende af, hvor jeg sidder. Selvom jeg ikke kan komme længere væk, bliver jeg alligevel ved med, at presse mig op ad væggen.                                                          Manden er på min alder, 16 måske 17 eller 18 år. Hans bronzefarvede har, passer til hans smagratgrønne øjne. Han er høj, slank, og ser meget stærk ud. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om hans ansigtsudtryk. Han smiler ikke, men der er heller ikke skyggen af had i hans øjne.                                                                                                                                                                             Han siger ikke noget i et stykke tid, men ser bare på mig, der forgæves prøver på, at mase mig igennem væggen. Mit lange lyse hår er gledet ind i mit synsfelt, men jeg fjerner det ikke. Jeg ser med frygt i øjnene på ham, imens jeg venter på, at han vil angribe, slå eller tage mig et nyt sted hen. - Men der sker ingenting. 

"Hej... Vi har vist ikke truffet hinanden før. Jeg er prins Luke. - Den syvene, og yngste." Han rækker forsigtigt hånden frem. Ikke andet end hans hånd, har flytter jeg ud af stedet. Fordi jeg ryster så meget tør jeg ikke gøre andet, end at række min hånd frem, også. I forhold til hans er den utrolig bleg, og ryster meget. Luke, som så er prins, og sikkert har et ligeså stort temperaman som hans far, tager min hånd og trykker den ganske let. Den er varm og rolig.                                                           "Kan du tale..." Han har rykket sig tættere på mig, så  i stedet for, at side to meter fra mig sidder kan du kun halvanden. Jeg svare ham ikke, men trækker langsomt min hånd til mig.                                                                                                           "Kan du forstå mig?" Jeg nikker langsomt uden, at fjerne blikket fra ham. Det er nok bedst, hvis jeg fortæller ham sandheden. Jeg vil ikke risikere noget. 

Luke vender sig om mod mig, så i stedet for, at sætte med siden til, har han nu vendt sig helt om. Jeg kan ikke tyde hans ansigt, så jeg ved ikke, hvad der nu vil ske. Måske var det en dårlig idé, at sige, at jeg forstod ham. Mit blik søger gulvet.                                         Hans stemme lydder meget mild, da det næste spørgsmål kommer: "Er du bange for mig?"                                               Jeg ser ham ind i øjnene igen. De stråler. Som koraler.                                                                                                                      Jeg sætter mig langsomt helt ned, så væggen ikke støtter mig. Så åbner jeg munden og svarer: "Nej"    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...