Prinsen og havfruen

I denne historie høre man om havfuen Moonshine. Hun har hele sit liv frygtet overfladen, så hvad sker der, når hun bliver fanget i et net, og bragt til Kongen, som bestemt ikke er glad for havfruer... derimod har hans yngste søn ikke arvet hans fars had. (I første kapitel for man meget at vide om havfruerne, på forhånd)

16Likes
38Kommentarer
1949Visninger
AA

5. Kan man lære, at gå?

Luke ser alvorligt på mig, da han åbner munden. "Hør her... jeg ved, at du er meget bange, men du må høre på, hvad jeg siger. For det første var det ikke mig, der fangede dig. Det var jeg slet ikke med til. For det andet skal de vide, at min far, kongen kun kan bruge dig, hvis du taler. - Ellers kan han ikke bruge dig til noget, og så vil han dræbe dig. Jeg ved, at du nok ikke vil lytte til mig, men hvis du hjælper ham med det han vil have, kan det være, at han slipper dig fri... Der for kan jeg hjælpe dig, hvis det er det du vil. Er det det?"

Jeg ser på Luke, og så ned på mine ben. Jeg kan komme hjem. Men... hvad skal jeg fortælle kongen? Hvad er det, som han vil vide. Jeg ser igen på Luke. Han ser flink ud. Jeg tror faktisk, at han vil hjælpe mig. Jeg nikker stille. Han ser lettet ud, og rejser sig så op og går hen mod døren. "Jeg vil fortælle min far de gode nyheder."                                                                       Og så er jeg alene igen. Jeg ser på det store gulv. Mon jeg kan gå på det. 

Da min ene fod lander let på gulvet giver jeg et lille gisp fra mig. Fliserne er kolde mod mine bare fødder. Jeg rejser mig langsomt op så jeg nu står helt op. Det er da let nok. Jeg tager et skridt, men da den røre gulvet er det som om, at mine men knækker og jeg vælter om på gulvel. I det samme øjeblik kommer Luke ind ad døren. Han lægger hovedet på skrå og siger: "Jeg skal nok også lærer dig, at gå." Han går hen mod mig, hvorefter han tager fat i min arm og trækker mig op at stå. I starten prøver jeg på, at finde balancen igen, hvorefter jeg finder den.                                                                                                        "Jeg kan desværre ikke undervise dig her, så vi bliver nødt til, at gå over i undervisningslokalet. Her... prøv at lægge armen rundt om mig." Jeg tøver et øjeblik, men gør det så. Det hjælper ikke mig. Jeg skvatter om, hver gang jeg tager et skidt, men jeg vælter i det mindste ikke helt ned. Flere mennesker gik forbi os, og hver og en af dem stirrede på mig. Var det virkelig så tydeligt, at jeg ikke er et menneske. 

Da vi når undervisningslokalet sætter jeg mig på en stol. Det er noget nemmere, at side ned end at gå. Han tager en anden stol hen, og placere den overfor mig, hvorefter han sætter sig på den. "Godt, er der noget du allerede kan sige? - Du ved bare så jeg ved det....Altså kan du sige dit navn eller..." Jeg åbner langsomt munden: "Ja... Nej... Je... hedder Moonshine."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...