Prinsen og havfruen

I denne historie høre man om havfuen Moonshine. Hun har hele sit liv frygtet overfladen, så hvad sker der, når hun bliver fanget i et net, og bragt til Kongen, som bestemt ikke er glad for havfruer... derimod har hans yngste søn ikke arvet hans fars had. (I første kapitel for man meget at vide om havfruerne, på forhånd)

16Likes
38Kommentarer
1957Visninger
AA

7. John

Med en arm omkring mig lykkedes det mig, at komme rundt om øen af borde to gange. Da jeg synker ned, føltes min hals tør og jeg hoster engang. Luke har sat sig foran mig, og stiller nu et glas foran mig. Det er gennemsigtigt med en endnu mere gennemsigtigt masse indeni. Hvad er det? Det ligner havvand, men ser på en eller anden måde mere klart og roligt ud. Underende hæver jeg øjenbrynene og ser på ham, der selv har et glas i hånden.                                                 "Det er vand. - Noget man skal drikke jævnligt hver dag for at overleve." Han tager selv en slurk af sit vand, imens jeg nøje iagttager ham. Det kunne være farligt. Måske forgiftet, men hvorfor? De ville ikke dræbe mig endnu. De vil jo have oplysninger ud ad mig. Det burde være sikkert. - Ja, de vil ikke dræbe mig. - Ikke endnu. Forsigtigt tager jeg glasset op til mine læber, og lader en dråbe ramme dem. Det smager af havvand, - bare uden… hav. Bare vand? Underligt. Jeg hæver hagen og drikker hele indholdet imens jeg klemmer mine øjne hårdt i. Da jeg er færdig stiller jeg glasset fra mig, og mærker hvordan dan tørre fornemmelse er forsvundet.                                       "Jeg har tænkt mig, at vise dig byen senere idag." Jeg retter blikket mod Luke. Byen? Jo, byen. Det har han fortalt mig om. En stor plads, hvor mennesker mødes for at bytte, købe eller sælge deres egendele for at få penge.

"Nåh, så det er sådan en havfrue ser ud!" Den fremmede stemme får mig øjeblikkeligt til, at vælte ned fra stolen. På under to sekunder er jeg ovre i hjørnet, hvor jeg prøver på at gøre mig så lille som muligt. En høj, ung mand står i døråbningen. Han ser underligt bekendt ud med kort, bronzefarvet hår og mørkegrønne øjne. Han har det samme tøj på om Luke, dog med flere skinnede jernplader på brystet, det holdes oppe af farverige stoffer. Han har et lille smil om munden, imens han stille iagttager mig.                                                                                                  "Hvad laver du her John?" Lukes stemme lyder hårdere end den plejer, og jeg retter blikket mod ham, der har retter ryggen mere end han plejer. John er trådt et skridt ind i rummet, hvilket får Luke til at rejse sig op. "Jeg ville bare sikre mig, at du gjorde det ordenligt kære lillebror…" Han ser sig omkring. "… Og sådan som jeg ser det, så havde jeg god grund til det." Da hans blik falder på mig, prøver jeg på at mase mig længere op ad væggen. Sammentid med at han træder et skridt hen mod mig, stille Luke sig imellem os. "Hvad mener du? Det går glimrende, hvis bare du ville forlade lokalet snarrest muligt. Som du ser, bliver hun skræmt af nye ansigter." John bryder ud i en svag latter, hvilket bare får gåsehusen til at dukke frem og forsvinde fra min hud. "Lukas, Lukas, Lukas… hvis du spørgere mig, tjenerene - ja hvis du såmænd spurgte far, ville ingen syntes at du klarede den glimrende. Er det rigtigt forstået at hun sover i en af vores kongelige gemakker? At hun har en silkekjole på og bliver undervist i selveste vores eget klasselokale? - Og hvad har hun fortalt om sit hjem hva'? Ingenting kan jeg sige dig. Absolut ingenting ikke sandt?" Et øjeblik retter Luke blikket mod mig, men ser så på John ingen. "Jeg gør det på min måde. Det er vigtigt, at også hun føler sig godt tilpas." Smilende, ryster John på hovedet. "Se det er lige dét, som du har misforstået. Hun behøver ikke at føle sig godt tilpas, bare hun giver os svar. Hvis far fandt ud af dette, ville jeg blive sat på opgaven i stedet for dig. Den tingest derhenne hører til i fængselskælderen, hvis den overhovedet fortjener at leve." Han vender sig om for at gå, da Luke træder en skridt hen mod ham. "Vent… Kan du ikke lade være med at sige noget til far så? Jeg skal nok gøre det mere som i vil have det." John vender sig ikke om, men svare bare med ryggen til: "Vi vil se resultater kære lillebroder."

*

Orderne har været hårde mod Luke. Jeg kan se det på ham, for han har igen sat sig ned på stolen. Flere gange kører han frustreret hånden igen håret, imens hans øjne få gange finder mine. - Så ser han hurtigt væk igen. Hvad er der? Han svare selvfølgelig ikke. Jeg trækker vejret hurtigt, og noget underligt banker hårdt inde fra mit bryst.                                                                    "Jeg er ked af det Moonshine. Jeg kan virkelig ikke lide, at det skal være på denne måde, og jeg kan virkelig ikke lide at se dig være fanget. - Men det er min fars ønske, hvilket betyder at det skal blive sådan. Jeg håber virkelig at du kan tilgive mig." Undrende hæver jeg det ene øjenbryn, men da han hæver den ene hånd og to vagter kommer ind, stivner jeg. De tager fat i mine arme og trækker mig hårdt op, imens de slæber mig hen ad gulvet. Jeg prøver på at komme fri, men de er meget stærkere end mig, så det hjælper ingenting. Jeg vil ikke være her længere! Jeg har fået tåre i øjnene, og hvæser halvkvalt af dem, indtil jeg er blevet så hæs, at jeg ingenting kan gøre.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...