Prinsen og havfruen

I denne historie høre man om havfuen Moonshine. Hun har hele sit liv frygtet overfladen, så hvad sker der, når hun bliver fanget i et net, og bragt til Kongen, som bestemt ikke er glad for havfruer... derimod har hans yngste søn ikke arvet hans fars had. (I første kapitel for man meget at vide om havfruerne, på forhånd)

16Likes
38Kommentarer
1945Visninger
AA

2. Hvad sker der?

"Hvad skal vi gøre med hende, deres mejeste`d?"

"Giv mig besked, når hun vågner. Jeg vil gerne tale med hende..."

"Ja herre..."

Hvad sker der? Mine øjenlåg føltes tunge, og jeg har svært ved, at bevæge mig. Jeg er stadig under vandet, så jeg kan stadig... stadig! Alle begivenhedene fra igår (jeg tror da, at det var igår) skyller ind over mig. Hvordan jeg brød gennem overfladen. Hvordan nettet viklede sig rundt om mig. Og hvordan Lill bare flygtede. Suk. Jeg vidste det. Jeg vidste det. JEG VIDSTE DET. Det er farligt, at være ovenvande.

Jeg tvinger langsomt mine øjne op. Det første jeg lægger mærke til er, at jeg ikke kan bevæge mig særlig meget. Selvom jeg kan se langt, kan jeg kun lige og lige rykke med kroppen. Jeg må være i en form for fængsel. Heldigvis er jeg stadig under vand. Der er aldrig nogen havskabning, der har været på land og... urh... vendt tilbage.                                                                        En høj lyd, for mig til at vende mig om med et set. Det er står ligepludselig to store... mænd... forand mig. Med ben og det hele.

"Når, den lille fisk er vågnet var sin søvn?"

"Det er ærgerligt, at hun ikke er en menneske, for hun er godt nok smuk."

"Kale! Hvordan kan du tale sådan om, de der skabninger?"

Han peger på mig med en stor tyk finger, imens han taler. Vent lidt. Taler. Ud af munden. Hvordan kan det lade sig gøre?            De tager fat i hver deres ende af mit lille ' fængsel ', og bærer mig hen i et nyt rum. Det er meget større. Et bord med stole, er fuldstændig belagt med guld. Ligesom jeg kan se igennem mit fængsel, kan jeg også se igennem noget lignende længere væk. En mand sidder på en stor stol. Næsten alt hvad han har på er også belagt med guld. Bag ham er der tre andre lidt mindre stole. På dem sidder der nogle lidt yngre mænd. Jeg ville gætte på, at de var mellem 17 og 25 år gamle. De to mænd der bar mig sætter mig ti meter foran dem. Bagefter går de, og der bliver stille.

"Luk glasset op." Siger den ældste mand, med en stemme der får mig til, at ryste. En anden mand i fint tøj kommer, og åbner noget af det glas der holder mig fanget. Selvfølgelig er jeg ikke så dum. Jeg bliver liggende herned under vandet.            Den ældre mand rejser jeg op, og går hen mod mig.

"Nårh. Så du er den lille fisk, vi har samlet op, var? Du skal ikke være bange, vi gør dig ikke noget. Vi vil bare tale lidt med dig. Jeg hedder Anorld, og jeg er konge her. Hvad hedder du?" Jeg kan se, at de personer, der er herinde retter opmærksomheden mod mig. Konge. Men... jeg kan jo ikke tale. 

"SVAR MIG..." Denne gang råber han. Endnu en gang fare jeg sammen. Hvad skal jeg gøre. Hvad vil hàn gøre...?               "DU SKAL ADLYDE DIN KONGE!" Sikke en tamparmeng han har. Han er ildrød i hovedet, og jeg er virkelig bange lige nu. Jeg prøver skrækslagen på, at lave et eller andet tegnesprog, som de selvfølgelig ikke forstår. Mine fingre ryster jo også helt vildt.

"Hvad fanden skal det der betyde? Bare øde-læg glasset, jeg kan ikke bruge hende til noget."

NEJ. NEJ, NEJ, NEJ. Ikke glasset. Nej. Endnu en mand kommet over til mig. Han har noget stort i hånden, som han hæver. Jeg spræller panisk, og prøver på at få en lyd ud af munden det virker ikke. Derefter  fare den mod glasset, der splintres. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...