Matilde, hendes liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2012
  • Opdateret: 21 nov. 2012
  • Status: Igang
Vi befinder os i en magisk verden, hvor det mørke og gode kæmper om retten til at eksisterere.
Det er i denne verden den forældreløse pige, Matilde lever, det er i den verden hendes fortælling begynder. Hvordan hun kæmper sig bunden af og op, mens hun håber på at sandheden på et tidspunkt vil dukke op.


Fakta: Historien har ligeledes lagt i gemmerne, men nu får den en chance til, eftersom den er ganske sød og ikke afsluttet.

4Likes
5Kommentarer
1264Visninger
AA

5. Pattegrisen

 

3 timer senere indhentede vejret dem, Jaco måtte hjælpe Matilde med at lukke sin grå kappe med hætte, da lukkemekanismen, var en lidt gammel broche af jern, der ikke lige lod sig lukke.  Lidt efter sad de begge helt tildækket. Matilde i sin grå kappe, der dog hurtig blev helt drivende våd, så hun kunne mærke kulden snige sig ind til hendes tørrer tøj, Jaco havde trukket sin rødbrune kappe tættere op til sine ører, havde trukket sin stråhat ned i panden.

”aaaatju… snøft” nyste Matilde, hun brugte kappens ene kant til at holde sig for munden i det hun havde fornemmet sin næse kilde, hun frøs. Hun kastede et enkelt blik op på Jaco, der blot stirrede ligefrem på vejen, for at styrer hesten forbi de største pytter på den efterhånden mudrede vej. Han skulle ikke nyde noget af at skulle ned i pløret og skubbe vognen fri, det havde han prøvet for mange gange alene, selvom han nu godt nok havde en til at hjælpe sig, ville de ikke være stærke nok, til så meget at rykke den ud af stedet og han krydsede fingre for at de kunne nå hen på Pattegrisen uden uheld. Hvilket efter endnu time i silende regnvejr så ud til at ville lykkedes, men efterhånden som de nærmede sig Pattegrisen, skulle man tro de ville støde på flere rejsende, men det gjorde de ikke, medmindre man talte manden med sit pakæsel, de havde stødt på en time tidligere, med.  

Matilde sukkede og rystede endnu mere af kulde og var sikker på at de aldrig nåede frem til Pattegrisen, men i det hun havde konstateret dette dukkede der bag det sving, hestevognen var ved at kører rundt i, en kro op, hvor et skilt, der skulle have lignet en gris dukkede op. Det lignede nu mere en hund med gigt som dryppede af regn, man kunne netop læse de klodsede bogstaver, der stod på det: Pattegrisen.   

”så Matilde, velkommen til Pattegrisen,” smilede Jaco, imens han satte den smule fart på, der var kommet på hestene ned igen. Matilde satte sig ret op og ned og stirrede med store øjne på kroen, gav et sådan glædeshyl fra sig at Jaco fik et chok, ”Matilde for pokker da!” udbrød han imens han så alvorligt på hende, ”du må ikke opfører dig så vild, når vi går ind på kroen, der måske nogle typer, der ikke bryder sig om…” Han tøvede, pigen opfangede straks denne tøven og så op på ham med et spørgende udtryk i sine grå øjne, der fik Jaco til at rømme sig og forsatte blot: ”Bare vær en sød pige og vær stille.” Pigen nikkede mens tankerne kørte rundt i hovedet på hende, hun gjorde mine til at spørge ham om noget, men blev afbrudt af et nys, ”atju….” Den gamle mand sendte hende et bekymret blik, ”vi må hellere skynde os at få hestene på plads og så vi kan komme ind og få en god omgang kødsuppe.” De steg begge to ned fra kuskesædet eller rettere Jaco steg en smule stivbenet ned og Matilde kravlede ned fra sædet, og lød sine fødder dumpe ned i den mudre og hun kunne ikke lade være med at lave en grimasse, da hun kunne fornemme sine korte læder støvler, der var ved at opsuge fugten i stedet for at holde den ude.  Hun skyndte sig at trække en smule op i den grå kjole, ønskede at hun havde haft nogle af de flotte grå par busker drengene på klosteret rendte rundt i, ’det måtte være meget nemmere at bevæge sig i’, tænkte hun og lagde ikke mærke til at Jaco havde med staldknægtens hjælp, der var kommet styrtende da denne havde fået øje på dem, fået styr på både vogn og hestene.

Staldknægten så nysgerrigt på den lille grå skikkelse, der stod midt i regnen med fødderne solidt plantet mudret med et betænksomt udtryk i sit ansigt, han så spørgende på den gamle mand: ”Du plejer da ikke at have hjælper med til markedet?” Jaco rystede på hovedet af spørgsmålet, ”nej men pigebarnet har forsøgt i de sidste par år at komme med, så præsten gav pigen lov til at tage med i år og…. Matilde for pokker da nu går vi ind.. undskyld, men tak for hjælpen Baso.” Han trak to kobbermønter op af lommen på sin kofte og gav dem til staldknægten Baso, der tog imod dem med et tak. Han vidste, at der vankede en sølvmønt, når det var at Jaco kørte hjem fra markedet. Han så nysgerrigt efter dem, da pigen til sidst storsmilende sprang hen til den gamle mand og vinkede glad til ham, inden de gik ind i kroen.

Matilde så overrasket  rundt i krostuen og måbede. Krostuen var spækket med borde og stole, men der var ikke så mange mennesker endnu, der sad dog en stor flok mænd, der lignede en flok lejesoldater i hjørnet længst væk fra kroens døre.  De var møgbeskidte og meget højlydte. Deres våben stod lænet op af deres ejermænds stole, var tilgengæld vedligeholdt. Stålet man kunne skimte på nogle af våbnene glimtede mat i den dunkle belysning. Flokken var ved at spille et eller andet spil, de havde ikke lagt mærke til de ny ankommen. Før en buldrende stemme afbrød deres indbyrdes snak og skænderier, og hele krostuen blev fuldkommen tavs. Man kunne dog høre stole, der blev rykket lidt bag ud for at kunne se, hvem det var der blev råbt an: ”JACO GAMLE DRENG!”  Manden, der havde råbt var kroværten, en stor mand. ’Nej en meget stor mand’ tænkte Matilde og så mere forbløffet end bange ud, da den store mand med arme som skinker, nej skinker kunne ikke en gang gøre det, men med den tøndeformet krop var der ingen tvivl om hvem han var. Kroværten kom hurtig gående imod dem, inden længe stod han og nærmest hev Jaco videre igennem krostuen og lagde ikke mærke til den lille skikkelse, der stadig stod tabt i døren. Mændene vendte tilbage til det de var i gang med, da de kendte Jaco eller de kendte ham af navn og udsende, vidste at han var en utrolig habil spiller. Hvis man endelig kunne lokke ham til et enkelt spil og han kom altid på dette tidspunkt af året for derefter at tage på markedet. Heller ikke de lå mærke til pigen, selvom hun nu stod helt alene. Matilde skyndte sig at rende efter kroværten, der nu havde fået placeret Jaco ved et af de mange runde borde.

Jaco nåede ikke at sige nået som helst, blev slæbt af sted af kroværten, der småsludrede om en hel masse som Jaco hverken nåede at høre eller at svare på. Han sukkede blot tænkte ved sig selv at kroværten ikke havde forandret synderligt siden hans sidste besøg. Kroværten maste den spinkle mand, i forhold til ham, ned i en stol, skulle til at udfritte ham for diverse ting, da han stoppede sig selv og så på den lille skikkelse, der dukkede op bag Jaco. En lille pige med nedslået hætten så man bedre kunne se hendes ansigt, der stadig bar barnets bløde runde kinder, hun så en smule genert op på værten med sine store grå øjne. Værten stirrede ned på hende et øjeblik, før han havde taget sig sammen til at spørge Jaco, hvem den lille pige var, tog hun dog selv affærer. 

Matilde skyndte sig udenom stolen, som Jaco sad på og rakte kroværten sin lille hånd, sådan som hun havde set mændene gøre, når de præsenterede sig selv: ”Goddag jeg hedder Matilde, jeg skal hjælpe Jaco på markedet.” Hun sendte ham et smil, der ikke kunne skjule en hvis stolthed, da kunne kroværten ikke mere og buldrede af grin, mens han tog den lille hånd. Den lille hånd forsvandt fuldkommen i hans store hånd, i et øjeblik frygtede Jaco at han kunne hører knoglerne i den knække, da han så hvordan kroværten gjorde mine til at give pigen et håndtryk. I stedet, meget heldigt for Matilde, ruskede han kun hendes arm op og ned, pigen var ved at følge med op: ”Davs bette frk. jeg krofatter her på Pattekrisen, så bare kald mig Bokle.” Pigen fik derefter endnu et par flyve ture før krofatter Bokle gav slip for i stedet at snurre hende rundt, og fik med et snuptag den drivvåde kappe af hende. Pigen kunne ikke lade være med at grine, derefter satte hun sig ned ved siden Jaco, der selv havde taget sin hat og kappe af. Nu hang begge deres rejse kappe henne ved den store pejs, der var placeret i deres ende af rummet for at tørre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...