Matilde, hendes liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2012
  • Opdateret: 21 nov. 2012
  • Status: Igang
Vi befinder os i en magisk verden, hvor det mørke og gode kæmper om retten til at eksisterere.
Det er i denne verden den forældreløse pige, Matilde lever, det er i den verden hendes fortælling begynder. Hvordan hun kæmper sig bunden af og op, mens hun håber på at sandheden på et tidspunkt vil dukke op.


Fakta: Historien har ligeledes lagt i gemmerne, men nu får den en chance til, eftersom den er ganske sød og ikke afsluttet.

4Likes
5Kommentarer
1281Visninger
AA

3. Klosteret

Det var formiddag, solen varmede allerede godt den frugtbare jord op, ligeledes blev det hvide kloster. Lyset badede især i klosterets forgård, hvor der kunne blive temmelig varmt, men der herskede en dyb fred, der kun svagt blev afbrudt af tjenestefolkenes prusten, når de kom slæbende på sække fyldt med rav, de forældreløse børn havde fundet på stranden, samt sække fyldt med uld fra klosterets får, der rendte rundt ude på engene, som børnene ligeledes havde hjulpet med at passe og pleje. Der måtte to tjener om at bære en stor kiste ned med broderede og vævede stoffer ned til gården.

Alt dette de slæbte på blev bragt ombord på en gammel trækvogn, hvor en ældre mand stod oppe på og tog imod de forskellige ting. Det krævede en hvis orden for at kunne have alle disse ting med sig og skulle derfor stables på en meget bestemt måde så intet af det væltede. Alle disse ting skulle sælges på den store markedsplads. Det var dette marked, der hvert år reddede klosteret fra at lukke. Og det var dette marked hvor de penge, der blev i overskud(efter selvfølgelig, at have betalt kongen et hvis beløb) skulle brødføde klosterets beboer. Selvfølgelige levede klosteret også på almisse, der blev skænket, men for at lærer og opdrage de forældreløse børn, at ude i den virkelige verden blev intet serveret på sølvfade, blev de, når de var gamle nok til at forlade klosteret, så måtte de lærer et håndværk f.eks. Lærte nogen af børnene at fiske og passe dyr, andre lærte finere håndværkere såsom at sy og væve, resten kunne lærer noget helt tredje. Det eneste de alle havde tilfælles var, udover ingen forældre, at de alle lærte at læse og skrive, hvilket havde givet et ramaskrig på de andre kloster de første par år, da præsten havde sat det i gang, men sagen blev hurtig nedlagt, da man opdagede at det nok var en ganske god ide alligevel. Flere forældreløse unge fik næsten langt hurtigere et job, end dem der havde familier pga. de netop havde lært at læse. 

 

Tjenestefolkene forsatte deres arbejde i et stykke tid, men de standsede næsten alle brat op, da en skinger stemme skar igennem freden: ”Dit utålelige pigebarn kan du så komme her!” Efterfulgt af noget som lød som løbende fødder. Tjenestefolkene skævede alle sammen hen imod det sted hvor lyden kom fra, hvorimod manden oppe på vognen rystede blot på hovedet, imens han slæbte de sidste sække på plads i vognen, inden han sprang ned ad vognen og spændte et tæppe hen over det.

Da den gamle mand netop havde bundet den sidste ende af tæppet fast til vognen, sprang køkkendøren op med et brag og et lille gråt væsen styrtede ud efterfulgt af en grønklædt ældre dame, der under normale omstændigheder lignede en rar og kærlig bedstemor, men i dag lignede hun mere en, der var parat til begå massemord og hendes blik havde kun øje for personen hun forsøgte at få fat i og med en fart der kunne imponerer selv en ryttersoldat. Det grå væsen skyndte sig hen imod vognen, men den grønklædte ældre dame rakte sin arm frem og greb det grå væsen i kjolens krave, standsede brat op og gav sig til ruske væsnet frem og tilbage, imens hun sagde: ”Unge dame du skal ikke forsøge at løbe fra dine pligter denne gan…..” hun blev afbrudt, da den lille udbrød skingert: ”jamen jeg har lavet alle mine pligter Fru Halonra og jeg vil så gerne med til markedet i år bebebe!”  den lille gråklædte pige så herefter op på damen med store hundeøjne, der var så bedene at man skulle være hjerteløs for ikke at falde for det. Det var dog det Fru Halonra til tider var, især dage som denne hvor det tegnede til at ville blive en solskinsdag. Hun hadede når solen skinnede, da det betød at flere af børnene på klosteret hellere ville dovne den af end at arbejde og det betød at hun skulle tjekke hver eneste krog af klosteret for at finde dem og sætte dem i arbejde. Fru Halonra begyndte at puste sig op, for at gøre klar til en lang moralprædiken, havde sluppet sit tag i pigen, der pænt måtte stå og vente på det, men i det fruen åbnede munden, lød der en venlig stemme bag hende: ”Min kærer søster, lad dog pigen tage af sted til markedet her i år, der vil alligevel gå nogle år før vi skal tage afsked med hende, hun er jo trods alt den yngste her på klosteret”

Både Halonra og pigen vendte sig overrasket rundt, deres blikke blev rettet mod den ældre mand bag dem, der var klædt helt i mørkegrønt, han var skaldet, kun pga. hans buskede bryn og skæg kunne man se at hans hår var gråt. Han smilede venligt til den lille, så alle hans rynker blev mere tydelige, den lille pige smilede straks tilbage til ham inden hun svarede ærbødigt, nejede let: ”Mester Halon”. Manden lo af hende og støttede sig tung til sin stok, da han holdt med at le vinkede han den lille pige hen mod vognen af: ”Matilde tag du bare med gamle Jaco i dag, men holdt dig tæt ved ham, når I kommer til markedet og hør efter hvad han siger”. Pigen nikkede ivrigt, han kendte udmærket godt den lille piges navn efterhånden, de sidste tre år på dagen hvor gamle Jaco kom for at hente klosterets ting for at sælge dem, havde Matilde og hans søster Halonra haft en del diskussioner, da pigens væsen skreg efter at opleve noget nyt, hvorimod Halonra var af en anden mening. I de tre år havde Halon dog holdt med sin søster og havde givet Matilde forbud mod at tage med, hvilket pigen surt havde affundet sig med, men i år var det anderledes følte han. Halonra så måbende på sin aldrende bror, men inden hun kunne nå at forhindre pigen i at løbe hen til vognen havde Halon rakt pigen en lille skuldertaske, som forbløffet tog imod tasken inden hun skyndte sig over til vognen, hvor Gamle Jaco netop lige havde sat sig op i kuske sædet, inden hun nåede overhovedet at gøre sig klar til at klatre op i sædet selv, var en af de større tjenere trådt til og løftede hende op til Jaco i stedet.

Matilde nåede knap nok at sætte sig ned på det slidte sæde før Jaco havde svinget pisken over de to gamle trækheste foran vognen, som blot ved piskens svirp gik i gang. Alle tjenerne trådte et skridt tilbage, det samme måtte de to grønklædte søskende, præsten og præstinden i klosteret, da vognen under en del skramlen kørte ud af klosteret porte, der kort efter smækkede i bag vognen med et brag, så støvet rejste sig op.                                                   

Tjenerne begyndte at vende tilbage til deres oprindelige gøremål, så snart stod kun søskendeparret tilbage i gården. Halonra stirrede rasende på ham, kunne Halon fornemme, da han for sit indre blik så vognen fortone sig i horisonten. Han blinkede et par gange inden han herefter så sin søster direkte i øjne. Normalt sagde han aldrig sin søster imod, men denne gang havde han helt og holdent ignoreret hende, han så alvorligt på hende, sagde roligt: ”Hele mit sind sagde at denne gang kunne vi ikke holde hende tilbage, uanset hvad Halonra, hun ….” Hans søster afbrød ham med det samme: ”Hun er knap nok blevet 11 år og hun er jo sååå…” hun kunne ikke finde ordet der kunne beskrive pigens væsen, så Halon forsatte hvor hun slap, forslog med antydning af et smil: ”nysgerrig, dumdristig og kommer bare i ulykke?” Han så derefter på sin søster, der rødmede af skam og så tavst ned i jorden, han begyndte forfra med det han ville have sagt inden Halonra havde afbrudt ham: ”Hun har en større skæbne i vente og jeg følte at det er i dag en del af den vil begynde”. Han tav, klappede blidt sin søster på skulderen, inden han tungt støttende til sin stok vente sig om og begyndte at gå hen af imod en dør, der ville fører ham indtil klosteret kølige gange, hvor gangene snart ville blive fyldt af de forældreløses snak og sang. ’Glade og så uskyldige stemmer,‘ tænkte han trist ved sig selv. Halonra så tavst efter sin bror inden hun med bekymringer tydelige aftegnet i sit blik, foldede sine hænder sammen og tog dem op til sit ansigt, så man ikke kunne se at hun stod mumlede: ”kærer Gudinde af jord og grønne vækster pas nu godt på vores lille Matilde, jeg be’r dig,” hun stoppede sin mumlen og hendes hænder faldt slapt ned af langs siden på hende, inden hun drejede rundt på hælene og marcherede hen mod børnenes sovesale, for at sikrer sig at ingen lå og skulkede fra deres pligter af. Hendes bekymringer måtte vente til senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...