Matilde, hendes liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2012
  • Opdateret: 21 nov. 2012
  • Status: Igang
Vi befinder os i en magisk verden, hvor det mørke og gode kæmper om retten til at eksisterere.
Det er i denne verden den forældreløse pige, Matilde lever, det er i den verden hendes fortælling begynder. Hvordan hun kæmper sig bunden af og op, mens hun håber på at sandheden på et tidspunkt vil dukke op.


Fakta: Historien har ligeledes lagt i gemmerne, men nu får den en chance til, eftersom den er ganske sød og ikke afsluttet.

4Likes
5Kommentarer
1300Visninger
AA

4. Jaco og Matilde

 

”Sid nu stille Matilde, ellers kører dig hele vejen tilbage til klosteret og så får du med garanti fru Halonra på nakken” sagde gamle Jaco meget alvorligt, da han i de sidste to timer havde fundet sig i at pigen af ren og skær nysgerrighed nærmest ikke havde kunnet sidde stille og vred sig rundt på kuskesædet ved siden af ham, mens hun konstant snakkede og spurgte, pegede når det var nødvendigt: ”Er der langt til markedet? Holder vi pause? Nej se en fugl! Hvad er det for en fugl Jaco? Hvor lang tid tager det for en rytter at nå ind til markedet?”  Hun var så ivrig at hun på tidspunkt nær var røget ned fra vognen af, det var så det der fik Jaco til at sige stop. Pigen så med sine store grå øjne på ham inden hun tvært lagde armene over kors og forsøgte at lave en sur grimasse, i det hun til sidst satte sig normalt på sædet. Hendes forsøg på at lade som om hun var sur, lykkedes ikke særlig længe før hun igen gav sig til at snakke, mens hun denne gang forsøgte at sidde så stille som muligt, hvilket ikke var hendes stærke side. 

Jaco sukkede blot, forsøgte blot at svarer på alle pigens spørgsmål, selvom pigebarnet allerede var gået videre til næste spørgsmål, inden han overhovedet havde besvaret det først, men det var første gang i mange år han havde en til at sidde ved siden af sig på vej til markedet. Det føltes ganske rart afgjorde han efter endnu en times kørsel, hvor pigen igen tumlede rundt på sædet ved siden af ham, dog var hendes spørgsmål stilnede af og en behagelig stilhed lagde sig omkring dem. Stilheden blev kun afbrudt af fuglenes flugt over den blå himmel, hestens hove når den lod dem ramme jorden og vognen, der gav sig knagende hver gang de ramlede mod en sten. Han ellers udtryksløse ansigt var ved at løsne op i et af sine yderst sjældne smil, det nåede dog ikke at dukke da Matilde i det samme udbrød i et: ”nu græder himlen snart,” udtrykket stammede fra klosteret mange tilbedelsestjenester, men i alt sin enkelhed betød det blot, hvilket fik Jaco til skærer tænder, svarer: ”så begynder det snart at regne, jeg tror vi kan nå til Pattegrisen inden det begynder, kom så hyphyp,” det sidste var henvendt til hesten og han lod tøjlerne ramme let dens bagdel. Den satte farten op, pigen satte sig roligt ved siden af ham igen, da hun var hoppet over til tingene for at sætte klædet bedre fast omkring en kasse uld. Hun så spørgende på ham i det hun spurgte: ”Pattegrisen?” Jaco forklarede, idet han selv tjekkede himlen for grå skyer: ”det er en kro, du troede vel ikke vi kunne nå til markedet på en dag?” Han forventede ikke svar på det sidste, forsatte blot med at skynde på hesten, så hun ihvert fald ikke skulle få muligheden for det. Hvilket ikke lykkedes.  ”Jamen gør det noget at det regner?” spurgte pigen forvirret, den gamle rystede irriteret på hovedet inden han svarede: ”sig mig lærer du intet på klosteret, for at komme til markedet skal vi over en flod, men da hestene eller vognen ikke kan flyve over, skal vi have færgemanden til at sejle os derover, men pga. regnen vil floden stige og derfor ville det være for farligt for både færgemanden og os at forsøge, at komme over.”  Matilde så overrasket op på ham med sine grå øjne og udbrød i et såret tonefald: ”vi er altså ikke kommet til at have om vejret og dens påvirkning på jorden endnu.” Jaco drejede sit hoved og så på pigen, der så på ham med et forurettet blik i sine øjne, han slap tømmeret med den ene hånd og klappede hende undskyldende oven på hendes bløde sorte hår, der var sat i to fletninger, der gik hende til skuldrene. Han blev belønnet med et smil og ved at den lille pige rykkede tillidsfuldt tættere og spurgte ligeså sødt hun kunne: ”Må jeg prøve at styrer?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...