Matilde, hendes liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2012
  • Opdateret: 21 nov. 2012
  • Status: Igang
Vi befinder os i en magisk verden, hvor det mørke og gode kæmper om retten til at eksisterere.
Det er i denne verden den forældreløse pige, Matilde lever, det er i den verden hendes fortælling begynder. Hvordan hun kæmper sig bunden af og op, mens hun håber på at sandheden på et tidspunkt vil dukke op.


Fakta: Historien har ligeledes lagt i gemmerne, men nu får den en chance til, eftersom den er ganske sød og ikke afsluttet.

4Likes
5Kommentarer
1281Visninger
AA

2. Forord del 2 - Et håb

 

Imens var en soldat ved at gennemsøge byens fjerneste ende, da han følte håbløsheden komme snigende. Han havde i flere timer forsøgt at skubbe denne følelse fra sig, men da han efter endnu en times gennemsøgning havde flyttet murbrokker væk fra lig så oprydningsholdet kunne komme til, da det var gjort, kunne han ikke længere holde håbløsheden tilbage, han satte sig tungt ned på en mur brok, og sukkede dybt af frustrationer. Resten af oprydnings holdet vendte tilbage til lejren, der var ved at blive sat op et lille stykke væk fra byen, undtagen ham. Han sukkede dybt endnu en gang inden han rejste sig op og børstede det værste sod af, der havde sat sig overalt på ham, men lige meget hjalp det og han begyndte med tunge skridt at gå hen imod lejren, da han hørte det. Lyden fra et levende væsen. Han drejede rundt på hælene og lyttede anspændt med nerverne helt ude på tøjet, forsøgte samtidig at styrer sit åndedrag, da der gik lidt tid med lutter tavshed faldt håbløsheden over ham igen, han vendte sig om, imens han mumlede, kløede sit skæg på hagen, der netop lige stak ud fra hjelmen af: ”det var nok bare vinden” og han vendte sig igen for at gå, da lyden igen kom. Denne gang opfattede han, at det kom fra den ruin hob lige ved siden af ham, da gav han et hyl fra, begyndte han at råbe op, imens han styrtede frem mod det sammensunkne hus: ”DER ER EN HER!!” Han tog fat i en sten og begyndte ruske i den for at få den fri, der gik ikke længe før mindst tyve soldater kom ham til hjælp, selv endda den overordnede dukkede op, healeren, der normalt hadet at arbejde hjalp til med at rydde stedet, hvor soldaten havde opfanget lyden fra.

Efterhånden som de kom igennem lagene af sten og det sammensunkne tag, tog lyden til, pludselig nåede de det tidlige hus gulv og en lem dukkede op. Lemmen var ganske vidst dækket af et fint lag aske, som soldaten børstede væk, mens hele flokken af sveddryppende mænd bag ham holdt vejret, åbnede soldaten lemmen og afslørede et sort dyb, et hemmeligt rum, der passede perfekt til et barn, soldaten kneb sine øjne sammen pga. mørket, men snart lød der en glad pludren et sted i mørket og han satte sig på sine knæ og bukke sig så langt ned han kunne, rakte sine hænder ned og falmede sig frem til noget, der var blødt og bevægede, ud fra lyden at dømme kunne han konstatere at det var barnet. Forsigtig tog han med begge hænder bedre fat og løftede det op i lyset. Flokken af soldater gik et par skridt tilbage og to af dem hjalp dog soldaten op at stå igen, mens denne var travlt optaget af at se på det lille vidunder pakket ind i tæpper, han stod med i sine arme, et stort smil brød frem i hans snavsede ansigt, da han stille sagde: ”hva’ så lille ven?” der lød en pludren fra tæppet og man kunne svagt se et par små hænder viftede frem og tilbage, forsigtigt trådte den overordnede og healeren nærmere bag soldaten så de kunne se over hver sin skulder og så direkte ned på barnet.

Healeren smilede svagt, da han så barnet, en lille sorthåret baby, højest et par måneder gammel, med store grå øjne lysende af en uskyldig nysgerrighed op på healeren og den overordnede, imens den med et tandløst smil lyste op, da soldaten snakkede videre, dens opmærksomhed var tilbage igen hos soldaten. ”dreng eller pige?” spurgte den overordnede stille og mens håbet langsomt fyldte hans indre, ”pige” lød det hurtigt fra soldaten, der holdt barnet, forbløffet så healeren på manden, det havde han bestemt ikke forventet og udbrød: ”hvordan kan du vide det?” soldaten trak på skulderen, ”det går jeg ud fra når der på den lille sten pigen har rundt om halsen står Matilde” denne konstatering fik latteren til at bryde frem og hele flokken + den lille begav sig hen imod den lille etablerede lejr, hvor de også her fik smilet frem hos resten af hæren da de kom tilbage med en overlevende, ganske vidst kun en, men der var i det mindste en.     

Der gik to dage med at få brændt alle ligene i byen, da det var gjort rykkede de med det samme hele lejren op og satte kursen hjem ad væk fra grænsen ind mod landets hjerte, men inden da besluttede en lille flok på 5 mænd, at bringe den lille pige til et ret specielt kloster, ikke særlig langt væk fra deres oprindelige rute, hvilket de fik lov til. Da den overordnende betragtede de fem rytter, der ikke lang tid efter forsvandt ud i horisonten, tillod han sig at smile, han havde på fornemmelse at han nok kom til at møde den lille pige igen.

Det tog de fem ryttere to dage at nå frem til det kloster, hvor forældreløse børn kunne få en bedre start på livet og lærer et håndværk, så de kunne klare sig når de en gang forlod klosteret.

Hele klosteret løb kun rundt pga. en gammel, men kærlig gammel præst, han kunne selvfølgelig ikke holde øje med det hele, så med hjælp fra hans søster, der med sit skarpe og overvågne blik holdt øje med alt og alle, der kunne snuse hvilken som helst doven las op på flere km afstand. Hvis man ikke kendte præsten og hans søster, der var præstinde ville man tro det var hende, der styrede stedet.  Herhen bragte de den lille Matilde, da de kun ønskede det bedste for den lille, da de stadig følte en hvis skyld over at været kommet for sent til at redde hendes rigtige hjem, kunne de i det mindste give hende bare en smule af det hun havde mistet.

Men her begynder vores fortælling om den lille forældreløse pige, Matilde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...