Matilde, hendes liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2012
  • Opdateret: 21 nov. 2012
  • Status: Igang
Vi befinder os i en magisk verden, hvor det mørke og gode kæmper om retten til at eksisterere.
Det er i denne verden den forældreløse pige, Matilde lever, det er i den verden hendes fortælling begynder. Hvordan hun kæmper sig bunden af og op, mens hun håber på at sandheden på et tidspunkt vil dukke op.


Fakta: Historien har ligeledes lagt i gemmerne, men nu får den en chance til, eftersom den er ganske sød og ikke afsluttet.

4Likes
5Kommentarer
1299Visninger
AA

1. Forord - del 1 Forsent

”Vi er kommet for sent” konstaterede en mand, en ganske simpel fod soldat i klædt en brynje og en kegleformet hjelm, der blot sagde hvad hans overordnede tænkte på, at de var kommet for sent til at redde landsbyen, der lå forneden i dalen.  Den overordnede havde svunget sig ned fra sin hest, da han hørte soldatens ord, til daglig ville han have ladet soldaten straffe for sådanne negative kommentarer, men i dette tilfælde kunne selv han se at det intet kunne nytte, at være positiv, det ville ikke bringe byen til live igen og redde hans ærer som overordnede for en mindre hær på kun 80 mænd.

Landsbyen havde befundet sig i bunden af en før så smuk og frugtbar dal, havde været det rene tag selv bord for en fjendtlige hær, der havde været ved at trække sig tilbage til deres eget lands grænser, da denne herlige landsby måtte have fristet dem. Skråningerne som før havde været fyldt med forårets netop udsprungne blomster og lyng, var nu afbrændte, aske grå, en stank af brændt kød fyldte luften. Nu og da kunne man lige skimte ligene af landsbyens tidlige beboer, der havde forsøgt at forsvarer sig med de redskaber, de normalt brugte til at skaffe dem brød på bordet med. Ingen af dem havde haft en chance, de var ikke trænet til at kæmpe.

’Hvilket de ikke mere behøvede at tænke på’ tænkte den overordnede med sort sarkasme, han havde allermest lyst til at sætte efter hæren med sine mænd for at nedslagte disse gerningsmænd, men han vidste at det blot ville være en fejltagelse. Han vendte endnu en gang blikket ned mod landsbyen eller det der var tilbage af den, for nu lå den i ruiner, røg steg stadig op fra nogle af ruin brokkerne.  Han sukkede dybt og steg op på sin hest igen, satte sig tungt i sadlen, hans hest vrinskede protesterende, den var fuldkommen udmattet, det hjalp ikke at dens herre var så opgivende, han klappede den undskyldende på halsen, inden han drejede den rundt og så rundt på sine nu meget nedtrykte mænd. Adrenalinet fra at have jaget fjenden mod grænsen var nu fuldkommen forsvundet fra deres blod, i stedet var det tydelig at se disse soldater, selv de mere garvede krigere så meget nedslående ud, selvom de havde set flere landsbyer nøjagtig ligesom denne, men på den anden side virkede denne landsby alligevel anderledes, som om der lå noget mystisk et sted nede i ruinerne, der bare ventede på at blive opdaget.  Den overordnede kiggede endnu en gang på ødelæggelsen med blikket rettet mod det, gav han en korte befaling til to af sine mest betroede mænd: ”samle nogle grupper til at finde evt. overlevende, hjælpe de til skadekommende, hvis I finder nogen og brænd ligene”

Flere timer senere, hvor solen var ved at dale, hang stanken af brændt kød endnu i luften, stilheden der fyldte stedet, blev kun afbrudt, da flere af de brændte huses sokler knækkede sammen og tagene styrtede ned over resterne af husenes tidligere vægge, der var blevet til murbrokker farvede sorte eller grå af ilden, der havde hærget, men nu var ilden ligesom mændenes håb om at finde overlevende blevet til gnister og var døende. Flere af mændene fra den forsinkede hær havde opgivet at finde bare EN overlevende, var i stedet gået i gang med at fjerne ligene, det hele foregik i en dyster og nærmest kvælende tavshed. Nogle af mændene vendte tilbage, hvor de havde efterladt deres heste fasttømret til nogen pæle, som en resterende flok havde banket i jorden, bagagen på hestene havde de også taget af, mens de forsøgte at lukke næsen for den stank af brændt kød, der blev værre, da ligene, som de samlede i bunker i nærheden af det de gættede sig til måtte have været landsbyens helligdom, efterhånden brændte op i flammerne. Et arbejde der var skrækkelig, nogle af mændene stod med grønlige ansigtsudtryk, andre blot med dystre miner og betragtede bålene, som blot voksede i størrelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...