Matilde, hendes liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2012
  • Opdateret: 21 nov. 2012
  • Status: Igang
Vi befinder os i en magisk verden, hvor det mørke og gode kæmper om retten til at eksisterere.
Det er i denne verden den forældreløse pige, Matilde lever, det er i den verden hendes fortælling begynder. Hvordan hun kæmper sig bunden af og op, mens hun håber på at sandheden på et tidspunkt vil dukke op.


Fakta: Historien har ligeledes lagt i gemmerne, men nu får den en chance til, eftersom den er ganske sød og ikke afsluttet.

4Likes
5Kommentarer
1280Visninger
AA

6. Et nys for meget

2 timer senere

Havde de spist sig mætte i en god portion varm suppe. For Matildes vedkommende tre portionerne, da krofatter Bokle, var af den opfattelse, at Matilde var undernæret: "så bette som hun var," havde han brummet, inden han havde fyldt hendes skål igen. Pigen kunne ikke for sig selv til at sige nej, desuden var hun meget sulten. Hendes mave havde først protesteret efter 2,5 portion suppe. Matilde tænkte ved sig selv, at nu vidste hun, hvordan broder Hassel* havde det, når han blev udset til at være prøvesmager, for de forældreløse, som skulle lære at lave mad. Både pigerne og drengene skulle lærer, at lave mindst en ret. 

Derefter havde de voksne mænd siddet, snakket om markedet, indgåelse af handler og alle mulige andre mærkelig ting, mente Matilde.
Hun havde fået varmen igen.
Hun var blevet dejligt mæt. Faktisk var hun ret sikker på, at hun ville trille afsted.

Pigen skævede over mod Jaco, men han for travlt optaget af at snakke til at lægge mærke til hende. Derefter kiggede hun nysgerrigt over på det sted hvor alle kroens besøgende sad og var ved at spille.
De lignede en flok lejesvende. De kunne også være soldater... 

Hendes nysgerrighed tog over.
Hun gled stille ned fra stolen, sikrede sig at kjolen sad hvor den skulle, inden hun gik over mod bordet af med lette trin. Da hun nåede derhen, kunne hun ikke se en pind pga. mændene sad så tæt. Hun kunne, hvis hun stod på sine tæer lige se over kanten af den ene af de uhumske soldaters skuldre.

De havde alle vendte ryggen til hende undtagen dem, der sad overfor disse lejesvende. Dette var ikke faldet Matilde ind, så da hun havde konstateret, at de spillede en form for kortspil.

Indsatserne var blevet forhøjet indtil videre 4 gange i spillet at have lyttet sig til det pga. mændenes højlydte råberi. Hun dukkede sig flere gange for ikke, at blive ramt af en af de kæmpemæssige næver, der fløj i luften. Hun forstod ikke hvordan de kunne holde styr på det, men det var heldigvis ikke hende, der spillede eller hende, der risikereder, at tabe en masse penge på det.

Matilde så op og fik i det samme øjenkontakt med en af de spillere, der sad overfor. Han bar en mørkeblå kappe, hvis hætte dækkede det meste af hans ansigt i dets skygger, men øjnene lyste sælsomt, hvilket fangede hendes opmærksom. Han lignede på ingen måde de lejesvende, der sad rundt omkring bordet sammen med ham. Hun spærrede forbavset øjne op, for det hun så var ikke almindelige øjne.

Disse øjne havde samme form som en kats og irissen var i en rødlig nuance.  

Matilde forsatte med at stirre fascineret, indtil hendes forkrampede tæer gjorde hende opmærksom på at hun stadig stod på dem. Hun forsvandt uden for mandens synsvinkel, i det hun lod sig falde tilbage på hælene, fik en kildende fornemmelse igennem tæer, da de blev rettet ud igen. Hun kunne dog ikke lade være med at føle, at manden stadig kunne se hende, selvom hun var godt skjult af mændene. Hun dukkede sig en smule længere ned bag manden hun stod om bag.

Hvilket blev en fejl i det en mærkelig lugt trængte op i hendes næse, inden hun kunne nå, at forhindre det nøs hun: ”ATHUJ…. Ahh snøft.”

Begge hendes hænder fløj op for, at holde atjuet inde, men ulykken var sket og det næsten hun kunne registrere, da hun havde knebet øjne sammen i det hun nyste, var en eller anden skramlen fra en masse stole, en masse brummen, buldrende stemmer og fornemmelsen af en kæmpe næve der fløj ned, greb fat i nakken af hende og trak hende op at stå.

En pludselig stilhed fyldte rummet.

Hun åbnede først det ene øje, og så det andet og så direkte ind nogle små griseøjne, sorte som kul med et glimt af humor, i det øjnenes ejermand buldrede: ”Prosit din lille lurer.” Det var manden hun havde stået bagved og havde set hans kort, hun snøftede lidt for at forhindre endnu et nys, inden hun fik svaret: ”Tak…” Manden gav slip på hende, lænede sig tilbage i stolen. Stolen klagede ved dette. Han havde hurtigt drejet stolen halvvejs rundt for, at få fat i en snydetamp. Det var i hvert fald det han havde forventet, i stedet havde han fået fat i en lille pige, som gik et enkel skridt tilbage og ramlede ind i en person.  

”Jaco?” udbrød pigen glad, da hun blot behøvede, at læne hovedet tilbage og så op på den gamle mand. den gamle mand så opgivende ned på hende og greb fat i hendes skulder og ruskede hende blidt, kommanderede: ”Gå hen til kroværten, han følger dig hen til dit værelse for i nat..” Pigen så protesterende op på ham, men opgav da hun så, hvordan han så lettere irriteret på hende endnu en gang. Det endte med at hun sukkede, vinkede til mændene, der sad ved bordet og sagde med et smil: ”godnat,”  inden hun hoppede glad hen til kroværten, der tog hende ved hånden og de gik ud af krostuen. Man kunne svagt hører, at de begge pludrede løs.  

Jaco sukkede dybt, vendte sig mod mændene med et undskyldende udtryk, sagde: ”Det må I meget undskylde, hun er ikke så vandt til alt det nye, jeg håber ikke hun forstyrrede jer for meget?”  Nogle få af mændene reagerer med hurtige: ”nej, nej, slet ikke,” undtagen manden med de sorte øjne, han smilede og spurgte: ”Hun er da en pudsig lille en, gamle mand, er hun dit barnebarn?” Dette måtte Jaco sige nej til, forsatte: ”....men jeg skal nok sørger for, at hun ikke forstyrre jer igen.” Han gav dem et let nik med hovedet og begyndte at gå væk fra de afbrudte spillere, der blev stille kort tid efter dørene svingede igen efter Jaco gik ud af krostuen for at sove ovre i stalden.  

Der gik et lille stykke tid, hvor de vilde mænd sad og muntrede sig over den lille piges muntre væsen. Manden med de kul sorte øjne, også kendt som: ”Blodskæg, deres modspiller ser ud til at have forladt spillet…” Blodskæg vendte hoved med et ryk og stirrede over på den anden side af bordet, hvor der var dukket et hul op imellem rækkerne, ganske rigtigt manden med hætten havde forladt spillet, det eneste der lå foran den tomme plads ved bordet var en lille stabel kort og en stabel guldmønter. Den mytiske hætteklædtes tabte penge.  

”Hmm han gjorde sig i det mindste den ulejlighed at smide guldet på bordet,” kommenterede Blodskæg i det en hans mænd talte guldstykkerne op. 
____________________________________________________________________________________*Broder Hassel var en småbuttet ældre skrivemunk, de forældreløse børns lærer i skrivningenskunst og yndet prøvesmager. Selvom han tit endte med, at måtte lægge i flere timer efter, han havde prøvesmagt børnenes mad. Det var ikke alle børnene, der havde evner inden for madlavningenskunst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...