Aldrig mere...

Da Lukes kæreste, Julia, døde i et grusomt trafikuheld, svor han, at han aldrig ville forelske sig igen. Smerten ved at miste en elsket var for stor for Luke. Men da han en dag møder pigen Liesha, ændres alt. Hun er alt hvad Luke så i sin Julia, men tør han gøre noget ud af forholdet? Kan han holde sit løfte om ikke at forelske sig igen? Ville det ikke være en hån mod Julias minde?

8Likes
9Kommentarer
754Visninger

2. Smerte

Jeg ligger i min seng og stirrer op i loftet. Intet betyder mere for mig nu. Jeg kunne ligeså godt være død, som at have det, som jeg har det nu. Det ville være mere humant for mig at være død, da det føles som at denne smerte ødelægger mig indenvendigt. Og jeg bliver ved med at sige det til mig selv, om og om igen, "jeg kunne lige så godt være død..." Men det ville hun ikke have ønsket, det ved jeg. Og det er kun den kendsgerning der får mig til at få min hverdag til at fungere. Gå i skole. Lave lektier. Spise, og så videre...

Men selvom jeg prøver at få min hverdag til at fungere uden hende, så er jeg altid i sorg. Smerten trækker mig ned...

Min mor træder ind på mit værelse, spørger om der er noget jeg kunne tænke mig. Chips? En cola? Jeg ryster bare på hovedet mens jeg fortsat kigger op i loftet. Min mor står stille i døren, kigger på mig, og jeg kan se smerte aftegnet i hendes blik. En mors smerte ved at se sin søn i smerte. Jeg kender følelsen. Hver gang Julia var ked af det, blev jeg det også. Som om vi var mentalt forbundet med følelser. Jeg elskede det, at vi havde denne intimitet, men samtidig hadede jeg den. Hadede den for at få mig til at føle mig hjælpeløs, mens jeg prøvede at trøste hende så godt jeg kunne. Jeg ville beskytte hende mod alt. Men jeg kunne ikke beskytte hende til det sidste, og jeg bebrejder mig selv for at hun nu er væk. Men der var ingenting jeg kunne gøre. Ingenting jeg kan gøre.

"Du kan ikke blive ved med det her, Luke" siger min mor pludseligt. Jeg siger ingenting, fortabt i mine tanker. Min mor sætter sig på sengekanten, så hun kan se direkte på mig. "Du bliver nødt til at give slip, Luke... Jeg ved det lyder hårdt, men livet går videre. Det..." Resten af hendes ord drukner i mine ører. Jeg vil ikke høre. Høre på min mors trøst. For det virker ikke. Hun kan ikke trække mig ud af min sorg, det kan ingen. Det ender med at min mor rejser sig og går. Hun kunne vel mærke, at det ikke ville nytte. Men jeg ville ønske det gjorde. 

Jeg rejste mig fra min seng og gik hen til spejlet på mit skab, og så mig selv i øjnene. Jeg ser en udtæret 16-årig dreng med skygger under øjnene, med blå øjne og blond hår. Jeg kan næsten ikke kende mig selv mere. Alt er anderledes. Og mens jeg kigger mig selv i øjnene, ser jeg en en tåre trille ned af min venstre kind. Hvis dette er konsekvenserne af at forelske sig, at elske en person, så vil jeg ikke elske mere. Smerten ved at miste er for stor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...