The Girl Would never die, They said

Historien omhandler pigen Shay der er en af de få der ikke bliver omdannet til en cybertron ( en slags robot der ikke tænker selv ) men i stedet bliver brugt til forsøg. Forsøget hun skal prøves med er en ny opfindelse der burde være i stand til at sørge for at mennesker ville gå rundt som hjernedøde hylstre, arbejde som slaver. Forsøget mislykkedes i den grad og skaber i stedet en beskyttende, magtfuld kraft i Shay. En Kraft der for alt i verden ikke vil lade noget ske med Shay. Men hvad sker der da Shay møder en som hende selv, et medlem af oprørerne, mere speciel end hende selv. - Det er et stykke tid siden at jeg sidst har skrevet så i må bære over med mig<3. Håber at i kan lide den :D

2Likes
0Kommentarer
859Visninger
AA

1. Chapter 1. Eksperimentet der gik grusomt galt.

 

Jeg trådte ind i et stort rum, ingen vinduer eftersom det var under jorden, væggene var metallisk farvet og den hvide briks i midten af rummet, briksen der hang over noget der lignede et bur, et vandtæt bur fyldt med en blålig væske. Jeg kiggede mig over skulderen men mærkede bare det blide skub der opfordrede mig til at gå videre. Jeg stoppede henne ved briksen og satte mig op på den som jeg havde fået besked på. “ Hvad går det så ud på?, dette forsøg? “ Min stemme rystede ganske lidt af frygten der nagede i mig men ellers lød den kølig og rolig som normalt. Personen mit blik låste sig fast på hed Camille, en forsker der for nylig havde fundet en kur imod kraft og andre sygdomme der før havde været uhelbredelige. Hun havde store blå øjne, blond hår og en spinkel krop og derfor havde hun altid to vagter ved sin side hvis nogen skulle angribe hende. “ Vi skal se om vi kan gøre dig hurtigere, stærkere, ja du ved hvad jeg mener, bedre end et normalt menneske “ Hendes stemme forskrækkede mig gang på gang, iskold og med en klang af noget der ikke tegnede godt, tanken fik mig til at mærke kuldegysninger snige sig op af min rygrad. Jeg sank en enkelt gang og tænkte mig om, hun kunne ikke være farlig når alle dem jeg kendte stolede blindt på hende men selvfølgelig, man skal ikke stikke hovedet ind i en kakkelovn bare fordi andre gør det. Jeg mærkede hendes blik søge mit, fastholde det og knuse min sidste selvtillid, dog mødte jeg hendes blik og fastholdt det indtil hun kiggede væk. Jeg nikkede ærbødigt og hun gik ud med sine vagter. En kvinde med sort hår og mørk hud trådte ind iført en hvid kittel. “ Jeg er doktor Rae men du kan kalde mig Kimbra “ Hendes smil fik mig til at blive mere tryg, hun så ud som en man kunne stole på. Jeg nikkede “ Mit navn er Shay Fawkes “ Jeg smilede tilbage men da hun kom hen til mig lagde jeg mærke til noget der stak ud fra hendes nakke, gik ind i hendes kød, ledninger. Jeg sukkede stille for mig selv, endnu en robot. Hun stak en nål ind i min ene blodåre og gav mig derefter besked på at ligge mig ned på briksen og blive liggende. Jeg gjorde som hun sagde med et stigende humør, jeg blev mere og mere usikker på om det var en god idé det her, men det var umuligt at vælge om nu, jeg havde sagt ja. Jeg lukkede øjnene og blev mere døsig og i samme øjeblik som at jeg besvimede begyndte briksen at sænke sig ned i det blå vand under mig. Det første jeg mærkede var smerte, en smerte så intens at den måtte være det værste jeg nogensinde havde følt. jeg vred mig og åbnede øjnene, jeg lagde mærke til at jeg var nede i det blå vand men det var ikke det der var vigtigt, det vigtige var de mange nåle som sad dybt inde i min hud. Jeg mærkede døsigheden komme snigende igen og nåede lige at se vandet blive rødligt før jeg besvimede igen. “ HUN VÅGNER, PAS PÅ! “ Stemmen mindede mig om doktoren, Rae, bortset fra at stemmen råbte og var meget panisk. Jeg mærkede en underlig fornemmelse over hele min krop, som om jeg ikke havde den rigtige temperatur. Jeg åbnede øjnene og var oppe at stå op af væggen hurtigere end jeg havde troet muligt. Jeg nåede ikke engang at få andet end et glimt af min normale hud, hudfarvet som altid og ikke speciel på nogen måde. Jeg sukkede og blev en smule skræmt da jeg så en masse vagter stå langs væggene med tunge våben som jeg normalt kalder det. Jeg spærrede mine øjne op da et skud ramte lige over min ene skulder, hvorefter nogle sølvskinnende plader strakte sig ud over min hud, de så spinkle og skrøbelige ud som de bredte sig på hver eneste centimeter af min hud, omgav den og beskyttede mig. Jeg lagde mærke til at det stoppede ved slutningen af min hals og da en af vagterne skød endnu en gang, ramte den lige over mit bankende, sølle hjerte. Dog hørte jeg et skarpt smæld efterfulgt af et skrig da pladerne havde sendt skuddet tilbage, hvorefter det havde ramt vagten og derefter dræbt ham. Jeg blev en smule forskrækket men sekundet efter var jeg ude af lokalet, det var som om jeg intet selv havde gjort, som om noget andet styrkede mig. Som om jeg var en marionetdukke og at det der beskyttede mig var min fører. Jeg åndede lettet op da jeg var udenfor, ude på det store areal med græs der stoppede hvor den mystiske skov startede, skoven ingen turde smutte ind i. Rygterne lød således at oprørende skulle leve derinde, mennesker stærke nok til at stå imod virussen som trofaste cybertroner udsendte ubevidst igennem kablerne der gik igennem hele deres krop. Jeg mærkede sølvpladerne trække sig tilbage, smutte tilbage ind i under min hud. Jeg gik selvsikkert over imod skoven da en pil fløj lige forbi mit venstre øre. Jeg sprang til side og løb de sidste meter over mod skoven. Inde i skoven lagde jeg mærke til at pilene stoppede, de stoppede simpelthen i samme øjeblik som min krop krydsede grænsen. Jeg faldt over en rod i min flugt, blev bare liggende på den kolde jord. Et eller andet dybere inde i min kerne tvang mig op og jeg tillod migselv at kigge dybere ind i den nye ukendte kraft. Jeg åbnede igen mine øjne og rejste mig roligt op, børstede mudder, jord og andre sager af mine jeans og den moderigtige, sorte top. Jeg lod mine hænder føle sig frem til min hals, greb fat i vedhænget der indeholdt kernen til min eksistens, En lysende kugle, mørk på den ene side og lys på den anden. Jeg lod min hånd løsne låsen der holdt halskæden fanget om min hals og buret som den lille kugle blev fastholdt i faldt ned i min hånd. Jeg betragtede stille kuglen, den virrede energisk rundt inde i buret og jeg vidste at de sidste ord mine forældre havde givet mig var at jeg kun måtte åbne buret når kraften fortalte mig at tiden var inde, dengang havde jeg intet forstået men nu var det anderledes, jeg var anderledes. Jeg lod mit blik gennemsøge den del af skoven jeg kunne skimte i mørket, hvilket ikke var så meget. Jeg hørte en enkelt gren knække og sekundet efter mærkede jeg en hånd over min mund, jeg stod paralyseret, havde jeg mødt oprørene eller havde de andre jagtet mig ind i skoven. Jeg kunne dufte skoven fra personens hænder og regnede med at det var oprørene. Et bånd blev lagt om min mund og mine hænder blev bundet sammen på ryggen før de førte mig frem. Ved siden af mig gik flere personer, heste. Jeg sørgede for ikke at forsøge at gøre noget forkert men fik tit et spark over skinnebenet over at have trådt forkert eller snublet. Jeg bed tænderne sammen og gik videre med yderst forsigtighed. De var alle klædt i det samme, altså på den måde at mændende var iklædt et par shorts der stoppede lige før anklen, af et materiale jeg ikke kunne genkende men så ud som om det var blødt men samtidigt holdbart. Kvinderne var iklædt i et par short som mændende men så også en top der hang over brystet og dækkede, så vidt som jeg kunne se så var det af det samme materiale. Jeg spærrede øjnene op og stod stille et øjeblik da synet ramte mig, et kæmpe træ rejste sig foran mig, med lys skinnende indenunder. Jeg kunne se nogle små huller hvor personer hele tiden gik ind og ud. Det at jeg stod stille et øjeblik sørgede for at jeg fik et slag over skinnebenet igen og jeg krympede mig i sindet. Jeg blev ført ind i træet, folkene vi gik forbi undgik øjenkontakt med mig og skyndte sig væk når vi var for tæt på. Jeg kom ind i træet, en spiral snoede sig op igennem det så vidt jeg kunne se og lige nu blev jeg ført videre ind i noget der lignede en overjordisk sal. Der sad tre personer på nogle troner af en slags og ellers var rummet tomt, altså bortset fra manden der så ud til at være på min alder, han stod oppe på en balkon af en art og kiggede vagtsomt ned i salen. Jeg blev stoppet ved starten af en linje og med en enkelt bevægelse fik personen bagved mig ned at sidde på knæ. Jeg ømmede mig men kiggede så op på de tre personer der havde rejst sig og gik hen mod mig, det var to kvinder og en enkelt mand. Kvinderne gik bagved manden, de kiggede vagtsomt over imod mig. Båndet der holdt min kæbe stram så jeg intet kunne sige blev fjernet og jeg brugte et par minutter på at hive efter vejret, stille selvfølgelig. “ Unge Pige, Hvad er dit navn? “ Mandens stemme var overraskende venlig og han rakte hånden ud selvom kvinden hviskede hurtigt til ham på et ukendt sprog, han viftede hende bare væk og rakte hånden ud til mig. Jeg tog den tøvende og han trak mig op at stå. “ Sir, mit navn er.. Shay “ Min stemme rystede men mit vagtsomme blik var næsten lige så skarpt som hans. Han så ældre ud end mig, måske 29 eller 30. “ Jeg gør dig ikke noget, de har ikke rørt dig har de? “ Hans stemme blev mere stærk ved de sidste ord og et glimt i hans øjne fik mine alarmklokker til at ringe med sin skingrende lyd og banke ind i min hjerne. “ Jeg var deres forsøgkanin om du vil, Ufrivilligt selvfølgelig “ Jeg frigjorde ham og i samme sekund mærkede jeg pladerne slå ned over min hud, alarmklokkerne havde frigjort beskyttelsen. Jeg lod mit blik ligge sig på mine arme, den glinsende sølvfarve fik mig til at tænke på min mors sølvfarvede øjne der altid så så smeltende ud. Pladerne trak sig tilbage da ingen angreb mig og derefter faldt jeg om. Det sidste jeg mærkede var et par arme der greb mig og et par grønne øjne, mere grønne end mine egne der kiggede ind i mine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...