Mynthe May (One Direction)

Mynthe er lige flyttet i lejlighed i Londons indre. Hun er ny og alene i den store by og kender stort set ingen. Hendes liv kommer dog til at tage en stor drejning da hun møder én dreng, der tilfældigvis har fire andre ligeså lækre venner, der tilfældigvis er verdenskendte, og tilfældigvis er med i et band kaldet 'One Direction'. Av, den sved.

10Likes
36Kommentarer
2313Visninger
AA

6. Questions & Answers (and brunch)

Okay, det var ikke nogen hemmelighed, at jeg var virkelig glad, da vi endelig satte os til rette ved et bord. Vi havde fået et par, der arbejde på caféen til at rydde et bord i hjørnet af caféen, så vi sad egentlig rimelig forever alone på caféen, afsides fra alle de andre.

Men misforstå mig ikke, jeg havde slet ikke noget i mod det.

Hæhæ, tværtimod.

Vi havde fået bestilt vores mad - hvilket havde været svært, for der var virkelig meget lækkert - og sad og ventede.

"Nå Mynthe, fortæl lidt om dig selv!" Det var Liam, der havde spurgt mig. Jeg kiggede overrasket op på ham, og nikkede så usikkert.

"Hvad vil du gerne vide?" Spurgte jeg efter lidt tænkepause, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle fortælle.

"Ehm, hvor gammel er du?" Det var Louis, der kom med et forslag, og jeg kiggede smilende på ham, mens jeg svarede. "18, meget snart 19." Han grinede, "hvor snart?" "Næste måned," svarede jeg stolt. Okay ja, jeg glædede mig pænt meget. Det var ingen hemmelighed.

"Hey! Hvad med at vi leger 'bombader-Mynthe-med-spørgsmål'?" Det var Niall, der fik den helt forfærdelige dårlige idé. Den idé betød nemlig, at jeg fik al opmærksomheden. Hvilket ikke var så fedt lige nu. Eftersom jeg ikke kendte nogle af dem.

Og ja okay.... du troede måske, jeg var rimelig frisk og sådan.

Jaja, men alle har vel en svaghed, ikke?

Og min var desværre, at jeg var genert, enten når jeg var alene med en sød fyr, eller når jeg var alene i en stor gruppe af mennesker. Jeg ved det, jeg ved det... det var nicht so fedt!

Men til gengæld var jeg ret frisko, når jeg var sammen i store grupper, når jeg da bare kendte en eller anden. Så SÅ genert var jeg heller ikke... skulle jeg lige hilse og sige!

Til min store ærgrelse synes alle drenge, at det var en vildt god idé Niall fandt på.

Juhuu.

Ironisk ment.

Jeg smilede falskt, og nikkede så som ja. Jeg havde heller ikke ligefrem lyst til at sige alle drengene i mod. Og jeg holdt nok ud. De var trods alt virkeligs søde ved mig alle sammen, trods jeg bare var en tilfældig pige Niall havde mødt.

En følelse af taknemlighed strejfede mig, da jeg igen kom i tanke om, at drengene havde inviteret mig med på deres café tur. Det var virkelig sødt.

Og med det i tankerne, gik jeg i gang med at svare på deres spørgsmål.

"Har du et kæledyr?" Det var Harry. Og som forventet sad alle nu og kiggede på mig. Kun på mig. Jeg sukkede indvendigt, inden jeg svarede.

"Altså min familie har en kat, men jeg har ingen selv." Harry løftede øjenbrynene og smilede til mig, da jeg nævnte ordet kat. Jeg gengældte hans smil, inden jeg blev spurgt om et nyt spørgsmål.

Denne gang var det Zayn, "bor du alene i din lejlighed?" "Ja. Eller engang i mellem bor der også et hamster hos mig."

Okay, det skulle jeg ikke have sagt, for nu sad alle drengene og stirrede på mig.

"Et hamster?" spurgte Niall igen. "Jeg har engang haft en hamster," udbrød Harry.

Jeg trak på skuldrende og grinte af drengenes sjove grimasser, "altså nej, men jeg passer nogen gange min underbos datters hamster, når de er på ferie. Det var bare det, jeg mente!"

Og det fik dem så til at flække.

Wuhu, hvor var jeg god! Og jeg prøvede ikke engang på at være sjov!

"Har du et arbejde?" "Jep! Jeg er lige blevet ansat hos et magasin!" "Et magasin?" "Jaer, på The London Magazine," jeg strålede som en sol. "Var det derfor, du hoppede og dansede som en gal, da vi stødte på dig?"

Hovsa. Han havde set det.

"Hm, ja," mumlede jeg flovt.

Måske skulle jeg lige nævne, at det var Niall og jeg, der kørte denne samtale.

"Fedt," hørte jeg Zayn sige. Jeg kiggede op på ham og smilede, "totalt fedt!"

 

Niall's synsvinkel

Jo mere jeg lærte om Mynthe, desto sødere blev hun i mine øjne. Hun bed sig konstant i sin hjerteformede mund, når nogle spurgte hende om noget. Og ofte kiggede hun op på mig, som om hun ville vide, at jeg stadig sad der. Måske var det bare noget jeg forstillede mig, men alligevel.

"Har du nogle tattoos?" den kom fra Zayn, selvfølgelig. Og så så Harry også lidt interesseret ud, da det spørgsmål kom på banen. Jeg måtte indrømme, at jeg var lidt ligeglad. Jeg mener, hvis hun havde nogle var det fair nok.

"Jep, en kæmpe drage, der spyder ild omme på ryggen." Okay det dér var måske lidt overdrevet af en tatovering! Jeg stirrede mistroisk på hende. Var hun helt seriøst?

Og så fnes hun, da hun så mit blik. Og så smilede jeg fjoget tilbage, hvilket nok kom til at se lidt sjovt ud. "Seriøst?" spurgte jeg hende, da hun stadig ikke havde røbet om det var en joke eller ej.

Hun bed sig i læben igen, og himlede med øjnene. "Nej, den er ikke stor, og den spyder heller ikke ild." Jeg kiggede undrende på hende. Altså havde hun stadig en tatovering af en drage. Det lød bedre, men stadig lidt overdrevet med en drage. Trods alt. Jeg smilede til hende, og skulle til at sige okay, da hun pludselig erklærede: "og der er vidst heller ingen drage" Jeg fnes, hvilket muligvis lød en smule barnligt, men okay, der tog hun mig alligevel rimelig stygt.
"Okaaay, så... du har ikke nogen tatovering?" Louis så forvirret på hende, og hun rystede på hovedet.
"Nix ingen tatovering på min krop."
Et øjeblik så det ud som om Harry og Zayn var skuffede. Jeg himlede med øjnene af dem, trods ingen af dem lagde mærke til mig.

"Har du så gået til nogen form for sport?" Det var Liam, der spurgte. Jeg kiggede nysgerrigt på hende.

"Nein, ingen sport. Men jeg har gået til blokfløjte!" Drengene, inklusiv mig selv, kiggede igen mærkeligt på hende. Seriøst? Blokfløjte?

"Ehm, fedt!" Udbrød jeg, for at sige et eller andet. Hun kiggede på mig, som jeg var underlig. "Nej, jeg kedede mig til døde vær time. Og for at være ærlig, faldt jeg også i søvn i en af lektionerne. Så blev jeg smidt ud af blokfløjte klubben." Okay, jeg var flad af grin. Hvilket alle de andre drenge også var. "Blokfløjte klubben," spruttede Louis. Mynthe så rimelig tilfreds ud, siden hun havde fået os til at grine. Igen. Okay hun havde humor - indrømmet.

"Og okay, jeg gik til fodbold i ca. tre kvarter. Så faldt jeg over bolden, blev pisse sur og gav skylden til min træner, og jaer, så kom jeg ligesom aldrig tilbage til dén fodboldklub." Jeg grinede kort af hende, og prøvede at forestille mig hende falde over en bold. Det mærkelige var, at jeg ikke lige frem oplevede hende, som om hun kunne være vred eller sur. Hun kunne selvfølgelig have ændret sig.

"Hvor gammel var du der?" Spurgte jeg. "13." "Okay." Og så var der stilhed. Det var som om, alle sad og tænkte over noget.

Heldigvis kom vores mad og afbrød stilheden. Og hold op hvor var jeg egentlig sulten. Okay indrømmet: mine tænder løb næsten i vand, da jeg så hvad min lækre, lækre, lækre, lækre, lækre (jeg kunne blive ved) brunch tallerken indeholdt. Nam nam.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...