Mynthe May (One Direction)

Mynthe er lige flyttet i lejlighed i Londons indre. Hun er ny og alene i den store by og kender stort set ingen. Hendes liv kommer dog til at tage en stor drejning da hun møder én dreng, der tilfældigvis har fire andre ligeså lækre venner, der tilfældigvis er verdenskendte, og tilfældigvis er med i et band kaldet 'One Direction'. Av, den sved.

10Likes
36Kommentarer
2302Visninger
AA

5. Coincidence

FRA FORFATTER:

Hej igen alle sammen. Hundrede år jeg sidst har skrevet (bortset fra at jeg har ændret kapitlet før dette, så... ja jeg har lige skrevet på den, men det kan man vel ikke lige se.) I hvert fald har jeg besluttet mig for noget.. Uuuuh hvad mon det kan være? Haha ej, det er bare det, at jeg vil skrive i jeg-fortæller fra nu af :) Jeg tænker ikke, at det har så stor en betydning. Håber i hvert fald ikke det vil være irriterende på nogen måde, at jeg skifter. Men tænker bare, at jeg vil havde nemmere ved at få følelser med fra én bestemt person. Og jeg har i sinde at skifte lidt fra person til person, så man får flere synsvinkler med - bare rolig vil holde mig mest til Mynthe, da hun trods alt er tha hovedrolle ;)

I vil måske også opleve, at jeg skriver lidt anderledes (håber egentlig at dét er positivt), da min skrivestil har ændret sig lidt efter sooo long time. Selvfølgelig er det ikke fordi i ikke kan genkende mit skriverrig, hæhæ. Jeg har nemlig også fået lidt inspiration fra en anden movella herinde, Izabell har skrevet. Tror bare hun hedder Izabell (ville SERIØST gå ind og tjekke hendes movellaer, de er like fantastiske) men hun skrev i hvert fald i en af hendes historier, sådan med nogle tanker inde i personen. Og jeg synes det var fedt, og tror jeg vil kaste mig lidt ud i noget ala det :)

C ya og nyd så historien.

Har I selv en 1D fanfiction eller vil anbefale en så skriv nede i kommentaren, tak :)!

Btw. vil jeg nu til at linke et link med det tøj jeg forestiller mig Mynthe har på, da jeg tænker det vil give et sjovt indblik i hendes stil. Det vil jeg altid gøre i afsnittet. Så hvis der et link, vil de stå øverst i afsnittet.

Arg, det var en lang roman jeg fik skrevet til jer. Men nu: LÆS! OG TAK FOR LIKES OSV!

 

Outfit: http://www.polyvore.com/cgi/set?id=67381957

(skriv linket og sæt det ind i ... ehm.. kan ikke huske hvad det der felt hedder, men du ved hvad jeg mener :))

✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢✢

Der var gået flere dage. Og jeg havde ikke tænkt på andet end den her fyr, jeg mødte forleden dag.

Jep, det var Niall, hvis du ikke havde gættet det.

Jeg så hele tiden, og jeg mener hele tiden, hans smil og de blå øjne for mig. Derudover var der sket noget rimelig mærkeligt. Jeg var blevet kontaktet af flere piger på twitter, der spurgte om jeg var Nialls kæreste. Jeg havde pænt svaret et par stykke.

Hvad svarede jeg?

Ja.

Ej det var bare gas.

Jeg skrev selvfølgelig, at vi ikke var kærester. Jeg mener helt seriøst? Mig og Niall Horan som kærester? Tror jeg så ikke lige. Selvom han var ret nuttet. Og flot.

Og noget endnu mere weird var, at flere billeder af mig var lagt ud på nettet. Både et hvor jeg står med Niall, og jeg ved ikke hvad jeg ligner på dét billede. Jeg mener, jeg ser pænt forvirret ud med alle de hårlokker ind foran hovedet. Men også et billede, hvor jeg ser pænt fortabt ud, og prøver forgæves at lede efter Niall.

Jeg sukkede tungt, da jeg kæmpede mig op af sengen. Jeg havde ligget i sengen hele dagen i går på grund af en forfærdelig forkølelse. Jeg mener, forkølelse midt om sommeren er virkelig for træls. Jeg nægtede dog at ligge ned én dag mere. Jeg havde virkelig brug for at komme udenfor. Ud og opleve London.

Trods det gjorde ondt i min hals, da jeg sank, stod jeg glad op. Jeg skyndte mig ud på toilettet. Og frisk som jeg altid var om morgenen hoppede jeg i et skønt brusebad, børstede fornøjet tænder, mens jeg forgæves forsøgte af nynne omkvædet af WMYB. Det failede en lille smule og endte med at jeg kom til at spytte alt indhold af tandpasta spyt ud over mit spejl. "Lækkert Mynthe, virkelig lækkert," mumlede jeg for mig selv. Og så holdt den ikke længere. Et fnis slap ud af min mund, og jeg kunne slet ikke holde op med at fnise over det komiske i det hele. Jeg trak vejret dybt, og stoppede mit fniseri, og fik i stedet tørt de klamme savle-spytte-colgate-pletter på mit spejl væk.

Jeg føntørrede mit hår, inden jeg samlede det i en rodet knold. Mine krøllede lokker stak ud alle vegne i knolden, men pyt, jeg skulle ingen vegne lige nu.

Jeg gik afslappet ind i soveværelset igen og fandt et par jeans, jeg ikke havde haft på i hundrede år.

Det skulle vidst også lige siges, at det var de eneste jeans, der var rene. Ups, jeg havde vidst glemt at tænde vaskemaskinen. Med et suk gik jeg dog tilbage på badeværelset og satte en vaske over. Det gik vel ikke, at man manglede jeans på grund af dovenskab. I hvert fald ikke i følge Mynthe.

Jeg fandt en grå tank top, og tilføjede hurtigt et par enkelte smykker. Jeg skulle trods alt bare handle lidt, måske på café og drikke lidt kaffe, det trængte jeg i hvert fald til.

Ååh kaffe.

Med sukker i.

Yum.

Ku' godt.

Okay nej, det var mærkeligt Mynthe.

Jeg satte mig smilende foran mit makeup bord, hvor al min makeup lå og flød. I den grad.

Upsi.

Jeg fandt lidt øjenskygge, der klædte outfittet og gjorde mig umage, for kun at ramme øjenlåget. Da jeg efterhånden var tilfreds med mit makeup look, og havde fået både mascara, parfume, eyeliner og alt hvad den kunne bære, hoppede jeg på det nærmeste ud af værelset og ind i køkkenet.

Grrr... Der stod stadigvæk opvask i håndvasken fra i går. I det hele taget rodede, der bare meget i lejligheden.

"Fuck it, I'm young," hørte jeg mig selv skråle.

Siden hvornår var jeg begyndt at bande så meget?

Nå, men jeg droppede lidt det der med at spise morgenmad hjemme, da jeg ikke kunne overskue, at rydde op for derefter selv at lave maden. (hvilket ville sige hælde cornflakes op i en skål med lidt mælk oveni, men det holder vi for os selv)

...

Hæh

Jeg fik hurtigt bundet mine elskede hvide converse, inden jeg var ude af døren. Det eneste jeg sådan set havde på mig var pung og iPhone. Alt hvad man nu til dags behøvede.

Jeg var ude af hoveddøren og nede på gaden inden man kunne nå at tælle til tre.

Overdrivelse fremmer forståelse.

Pointen var, at jeg var hurtig, okey-dokey?

Jeg gik bevidst hen på min yndlings café, trods den var en smule dyr. Og jeg burde klart spare penge op til den opvaskemaskine. Især da jeg indtil videre ikke havde noget job.

Og da.. netop som jeg havde tænkt den tanke, ringede min telefon. Jeg spærrede øjnene op, da det var ukendt nummer. Uuuuh spændende.

Jeg tog den undrende. Hvem ringede til mig? Og surprise, det var Jacob min måske kommende chef? Jeg krydsede fingre, da jeg venligt gengældte hans "hej".

"Hvordan går det?" "Ehm, helt fint tak," mumlede jeg en smule forvirret over hans spørgsmål. Hvorfor var han interesseret i det? Men fint med mig, jeg havde ikke travlt, så vi kunne da godt tage en lille sludder. "Hvad laver du?" Okay nu begyndte det at blive mærkeligt. "Eh, jeg... går lidt rundt i London..." jeg valgte at charmere mig lidt ind på ham, "og bliver inspireret!" "Inspireret?" "Jep, jeg bliver inspireret af folk, byen, travlheden og pynten. Jeg elsker at blive inspireret på den måde. Det giver mig fornyet idé til at tegninger, tøjdesign og fotografier." Jeg var godt tilfreds med min lille tale, jeg havde helt sikkert scoret et par point ind.

"Ehm ja okay, Mynthe. Men sagen er den, at jeg ringer for at fortælle dig lidt om dit nye job..."

lang pause.

stilhed.

Og så kunne jeg ikke holde det inde længere.

Jeg skreg.

Jep, lige ind i telefonen.

Hihi upsi.

"Øh," hørte jeg Jacob sige ind i røret, ".. jeg ville bare lige sige, at du kan starte på onsdag. Om en uge, okay?" Jeg nikkede gevaldigt for mig selv, "det er en aftale, Jacob! Det ser jeg frem til." "I lige måde, Mynthe."

Vores samtale sluttede rimelig brat med to gange "farvel", og så var jeg ellers en lykkelig fugl. Jeg kun slet ikke lade være med at synge. Selvom det ikke lød helt så godt, så sang jeg, fordi jeg var overglad. Jeg måtte også have set glad ud, lige indtil jeg stødte ind i én.

"Av!" udbrød jeg, "jeg mener, undskyld!" jeg kiggede forfærdet op, da jeg kom i tanke om, at det var mig, der var gået ind i en, midt i min glædesdans (og sang). Hvor var jeg da også bare klodset i dag!

"Det må du altså virkelig, virkelig undskylde!" Udbrød jeg igen, inden jeg egentlig havde set, hvem det var jeg stod overfor. "Er du okay?" Spurgte jeg igen, stadig uden at fatte noget.

Lige indtil han sagde noget...

"Helt i orden, Mynthe."

Jeg kiggede op med store øjne, og da så jeg lige ind i Nialls blå øjne. "Niall!" Udbrød jeg lettet over, at jeg ikke var rendt ind i en eller anden dreng, der ikke ville tilgive mig. (Okay ja, det lød lidt absurd, at jeg gik så meget op i at folk skulle tilgive mig, men altså, det lettede bare lidt mere på samvittigheden over at være så uopmærksom).

"Godt at se dig igen, Mynthe!" Niall strålede som en sol, og jeg elskede ham for det. Dét smil, var bare endnu bedre i virkeligheden. I loooove it.

 

Nialls synsvinkel

Jeg havde lagt mærke til Mynthe allerede, da drengene og jeg var drejet om hjørnet. Vi havde i sinde at finde en god café, hvor det ikke myldrede med alt for mange mennesker - rettere sagt fans. Vi havde endelig fået en dag, hvor vi kunne få lov til at slappe af. Det fortjente vi nu også, ville jeg mene. Vi havde arbejdet utrolig hårdt på vores andet album, der næsten var færdigt nu. En nervøsitet og glæde kriblede i min mave, som altid, når jeg tænkte på albummet. Og drengene. Drenge var det bedste. Og hvis du ikke havde regnet det ud, var drengene Harry, Louis, Zayn og Per.

Haha ej der fik jeg dig. Den sidste hed ikke Per.

Han hed da Carl.

Just gas.

Liam.

Liam, Harry, Lou og Zayn var drengene, også kaldet mine fire bedstevenner.

Men jeg havde altså fået øje på Mynthe, og da jeg førte fortrop, havde jeg ikke øje for andre end hende. Jeg håbede ikke, drenge lagde for meget mærke til min stirren. Men for at være ærlig havde Mynthe været i mit hoved konstant, siden den aften vi tilbragte sammen. Hun havde virket så genert og nede på jorden, mens vi havde snakket. Hun var slet ikke sådan 'omg, jeg må bare ikke sige noget forkert, for han er Niall Horan' og hun havde på ingen måde flirtet med ham, hvilket næsten alle fans prøvede på, når han snakkede med dem. Omvendt var hun måske i fan. Men hun kendte da til One Direction og kunne lide vores musik, havde hun fortalt.

I hvert fald havde hendes brune krøller, de grønne øjne og de hjerteformede læber været i mine tanker konstant. Og hvis jeg skulle være ærlig, kom det som noget af overraskelse pludselig at se hende stå og danse på gaden lige foran mig.

Da jeg kom tættere på hende, stadig kun fokuseret på hendes strålende øjne, gik det op for mig, at hun også sang. Jeg kendte ikke umidlbart sangen, men det lød kært, og hun så virkelig glad ud. Det var næsten ærgerligt, at hun havde sat håret op. Hun havde været så sød med løst hår.

Det var ingen hemmelighed (eller måske var det lidt en hemmelig), at jeg havde været inde utallige gange og kigge på de billeder, der var lagt op af hende. Og jep, jeg havde også prøvet at finde hende på facebook. Men da jeg ikke kendte hendes efternavn, var det ikke lykkedes at finde hende. Jeg gik rundt i mine egne tanker, mens jeg kiggede på hende, at jeg ikke opdagede, at hun havde bevæget sig tættere på og pludelsig dansede ind i mig. Det gav et ryk i mig, men jeg forholdt heldigvis balancen, og undgik at vi begge faldt.

"Av!" Hendes udbryd gav mig et chok, men straks begyndte hun at undskylde. "jeg mener, undskyld!" Jeg trak på smilebåndet, og hun kiggede op. Dog så hun ikke ud til at reagere ved synet af mig, hun så heller ikke ud til at kigge rigtig på mig. Egentlig så hun bare en smule trist ud.

"Det må du altså virkelig, virkelig undskylde!" Hendes undskyldninger fik mig næsten til at grine. Tænk at hun gik så meget op i et lille skub. Så hårdt havde det heller ikke været. Hun var ikke ligefrem verdens største pige. Hun var egentlig rimelig slank, og pæn. Og lavere end mig. Og okay hun havde måske heller ikke de største muskler, så alt i alt var hun nok heller ikke den stærkeste. Lig med at det ikke havde været et kæmpe skub jeg havde fået. Et smil ramte igen mine læber. Jeg blev dog hurtigt revet ud af mine tanker, da hun igen udbrød spørgende: "Er du okay?"

Til sidst kunne jeg ikke klare at se hende se så undskyldende ud.

"Det er okay, Mynthe."

Hendes blik farede op og hun gjorde store øjne. At kigge ind i hendes øjne igen gav en rar fornemmelse nede i maven. En fornemmelse jeg ikke havde haft i lang tid. "Niall!" udbrød hun, hvilket fik mit smil til at vokse. "Godt at se dig igen, Mynthe!" grinede jeg.

Jeg hørte en af drengene bag mig rømme sig, og jeg kiggede mig over skulderen.

"Hvad med at præsenterer os?" Spurgte Lou kækt. Jeg smilede bredt til ham og blinkede til ham.

Jeg vendte mig om, så både Mynthe og jeg stod med front mod drengene. Jeg lagde mærke til, at hun spilede øjnene endnu mere op, da hun så de andre. Jeg grinede kort, inden jeg præsenterede drengene. "Louis, Zayn, Harry og Liam, det her er Mynthe. Mynthe, det her er drengene."

"Drengene," fnøs Louis igen, og rullede med øjnene.

"Jeg orkede ikke at gentage jeres navne igen," sagde jeg og trak på skuldrene. Men så fik de ellers også travlt med at hilse på Mynthe.

Liam var som den første henne og give Mynthe hånden. Hun stod helt stille ved min side og smilede genert til dem.

 

Liam's synsvinkel

Det kom som en overraskelse, at Niall kendte pigen han stødte ind i. Men da vi kom tættere på genkendte jeg hende, som pigen, der havde været sammen med Niall for et par dage siden, da han havde været i byen.

"Det er så mig der er Liam," smilede jeg og rakte venligt hånden frem mod Mynthe, der så rimelig genert ud. "Hyggeligt at møde dig."

Hun tog fat i min hånd og ruskede den overraskende hårdt. Ikke for hårdt altså. Men helt tilpas. Jeg elskede, når folk gav faste håndtryk. De der slatne nogen, var knap så nice.

"Hej Liam, også hyggeligt at møde dig," hun smilede varmt til mig, og jeg gengældte hurtigt hendes smil, inden jeg trådte et skridt tilbage, så de andre kunne sige hej. Jeg kiggede i stedet på Niall, der så virkelig glad ud. Jeg fangede hans blik kort, og smilte til ham. Han smilte glad tilbage, og lod igen sit blik hvile på Mynthe. Noget sagde mig at Niall var glad for hende, trods han næsten ikke kendte hende.

 

Zayn's synsvinkel

Jeg betragtede både Liam, Harry og Louis give håndtryk til Mynthe. Og da det endelig var min tur sprang jeg glad frem foran hende. Måske lidt for voldsomt, for hun så et øjeblik skræmt ud. Og så kom jeg til at gøre det, jeg engang i mellem gør. Jeg stirrede. Jeg kom til at stirre lidt for længe på hendes ret kønne ansigt. Hun kiggede forvirret på mig med at par rimelig flotte grønne øjne. Noget sagde mig også, at trods hun virkede rimelig genert nu, så var hun frisk og skør, når man lærte hende at kende. Da det gik op for mig, at alle gloede underligt på mig, rømmede jeg mig irriteret, og gav hende hurtigt hånden. "Zayn," mumlede jeg og trådte tilbage til de andre.

ARG, okay, det var flot Zayn. Stirre-zayn. Mit nye na

 

Hmpfr.

 

Mynthe's synsvinkel

Okay, Zayn havde sådan set bare stået og stirret på mig i like hundrede år, men jeg havde egentlig ikke haft noget i mod det. For han så virkelig godt ud! Hvilket alle drengene faktisk gjorde. Men så havde jeg da selv haft muligheden for at kigge lidt på ham (altså Zayn). Og det havde været.. lade bare sige go' udsigt.

Jeg kiggede med rolige øjne op på Niall, der mærkeligt nok også stod og kiggede ned på mig. Jep ned på mig, jeg var stadig lavere end ham. Vi kiggede begge to væk igen, da vi fik øjenkontakt. Det var altså for weird det her. Jeg stod lige pludselig sammen med One Direction, og havde givet dem alle sammen hånden. Den her dag var langt bedre end forventet!

"Har du lyst til at gå med os på café? Vi var faktisk på vej hen for at finde et sted og spise.." det var Louis, der brød tavsheden. Og jeg var taknemlig.

"Mener I det?" Spurgte jeg efter få sekunder.

Han nikkede ivrigt. Hvilket de andre drenge også gjorde. Jeg kiggede forsigtigt op på Niall, jeg smilede til mig og nikkede til mig.

Så nikkede jeg tilbage.

Hvilken herlig nikke-dag.

"Det vil jeg virkelig gerne, tak." Jeg var jo egentlig også selv på vej for at få noget ned i maven. Angående det rumlede mig mave faktisk i det øjeblik. Meget højt endda. Årg. Lidt for højt, for pludselig begyndte alle drengene af flække. Jeg kiggede forskrækket op på dem, og indså desværre at det var mig, de grinede af. Eller rettere sagt min mave.

"Okay, vi må hellere skynde os," grinte Harry, og desværre var der ingen af drengene, der stoppede igen, før Niall kom med et forslag til en café, der ikke lå langt væk.

Og lige dér elskede jeg ham.

Eller altså ikke sådan elskede-elskede ham. Bare rolig.

Jeg var bare virkelig glad for, at opmærksomheden blev ledt væk fra mig og min tarvelige mave.

"God idé!" skyndte jeg mig at sige, inden de kom i tanke om min maves eget liv igen.

Altså vandrede vi over til den café Niall havde nævnt.

Jep, jeg gik sammen med One Direction hen på en café.

Woop woop.

Det her var nice! Virkelig nice!

Og det mærkelige var (okay måske var det ikke så mærkeligt igen), men det var ikke nice fordi de var like One Direction, verdenskendte og et af de bedste boybands in tha fucking world. Nej, det var nice fordi jeg godt kunne lide Niall som person, og jeg var glad for at se ham igen. Og det var bare endnu mere nice fordi de fire andre drenge, som jeg allerede kendte navnene på før præsentationen, virkede skide søde alle sammen. Derfor var det nice. Nice med nice på faktisk.

Da vi var kommet ind på caféen, oplevede jeg noget nær det der skete, da jeg var sammen med Niall. En hel masse. Og jeg siger dig en hel masse (!!!) fans kom skrigende hen til drengene.

Niall tog hurtigt fat i min hånd, og jeg kiggede forundret op på ham. Hvorfor havde han gjort det? Han kunne vel læse spørgsmålet i mine øjne, for han svarede i hvert fald på det. "Jeg vil ikke have, du bliver væk ligesom sidst." Han blinkede kært med det ene øje. Og årh, hvor var han nuttet!

En rar følelse landede i min mave og måske have et par sommerfugle også party inden i mig, da han sagde de søde ord. Jeg smilede til ham og nikkede. Og så var jeg ellers bare tålmodig i den næste halve time. For jeg kan lige love dig for at den restaurant tur sandsynligvis var verdens bedste dag for nogle af de piger, der stod i lang kø for drengenes autograf. Efter et par minutter måtte Niall desværre slippe min hånd, fordi han skulle skrive en autograf. Men fair nok, så gik det vel også lidt hurtigere. Jeg stod bare og smilede, og kiggede lidt rundt på alle pigerne. Og så smugkiggede jeg måske også lidt på Niall, der stod lige så sødt og venligt og skrev autografer for alle pigerne. Pludselig vendte han sig om mod mig. "Mynthe, vil du ikke være et sveske og tage et billede?" Jeg kiggede underligt på ham, indtil jeg forstod ham. Selvfølgelig - tage et billede af ham og en fan. Self, den kunne jeg godt lige klare.

"Selvfølgelig," sagde jeg, glad for at kunne gøre et eller andet. "Smiiil," sagde jeg og klikkede en enkel gang på pigens samsung telefon, så der blev taget et billede. Jeg rynkede på brynene. Og Niall så det vidst. "Blev det ikke godt nok?" grinede han og skulle til at tage mobilen igen. Jeg rystede på hovedet. "Nix, tilbage i position igen, og Niall så bliver du nød til at have åbne øjne den her gang." Trods jeg ikke kendte nogen af dem (kun Niall en lille bitte smule) blev jeg rimelig kommanderende, og det overraskede tydeligvis Niall. Han gjorde dog som jeg sagde, med et smil på læben. Jeg smilte til ham, inden jeg igen klikkede på mobilen. Jeg kiggede undersøgende på billedet. "Det er godkendt," grinede jeg og rakte pigen hendes telefon.

Og ja, jeg skylder nok en forklaring. Men som fortalt tidligere elskede jeg at tage billeder. Og jep, jeg var også perfektionist. Og så ville det da være synd at pigen, der nu endelig havde mødt sit idol, kom hjem med et billede, hvor han havde lukkede øjne.

Der gik endnu ti minutter med autografer, og til sidst var jeg ved at kede mig ihjel. Lige som jeg kom til at gabe, kom der en pige hen til mig. Hun måtte være omkring 14 år gammel og bedte om min autograf. Hun bedste om min autograf. Jeg kom vidst til at stirre lidt lang tid på hende, fordi jeg ikke fattede bjælde. Jeg gentog for tredje gang: "Vil du virkelig have min autograf?" Og hun svarede for tredje gang: "Ja!" Og så skrev jeg en fin og sirlig autograf til hende med en lille tekst og alt muligt på hendes notesbog. Det var enormt smigrende, men jeg glemte desværre at høre hende, hvorfor hun ville havde min.

Hihi, jeg var famous.

Eller måske ikke.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...