Alt, men ikke det hele

En lille novelle, der faktisk er skrevet til en stil. Skizofreni er ikke en sygdom for alle, for mange fører alle stemmerne, lydene og de livlige hallucinationer direkte i døden.

2Likes
3Kommentarer
1506Visninger
AA

3. Tiden er kommet

Tiden er kommet. Det er nu, det skal ske. Jeg har nøjagtig 1 time til at sætte rekvisitterne op og fuldføre. Jeg står ud af sengen. Jeg hiver lagnet af madrassen og binder det til en galge. Nu håber jeg ikke, at lortet går op! Jeg lægger galgen på bordet og bruger alle mine kræfter på at vippe sengen op på højkant med så lidt støj som muligt. Lyden er alt afgørende i denne fase. Hvis nogen på gangen hører noget, vil de komme brasende, før jeg er færdig. Stolen, min psykolog sad på, står hvor, hun satte den. Jeg løfter den forsigtigt hen til sengen, der står på højkant. Imens jeg gør klar, kommer Marty for engang skyld med komplimenter og opmuntrer mig. Jahve er nu begyndt at synge en begravelses salme. Hil dig frelser og forsoner, for at det ikke skal være løgn, han forestiller sig sikkert, at jeg er på vej til skafottet. Jeg stiller mig op på stolen for at binde min hjemmelavede galge fast til en af tremmerne i sengegavlen. Den sidder fast og får et prøvende ryk, den holder, nu er jeg klar! Endelig vil det stoppe. Jeg går ned fra stolen og sætter den hen til bordet. Jeg stiller mig lidt på flad, fod med hælene solidt plantet i gulvet, og ser stolt på mit værk. 30 minutter tilbage. Ved siden af sengen står der en kommode med hjul under, den kører helt fint. Den skubber jeg hen under galgen og stiller mig op på den. Jeg står lidt for at finde balancen. Marty har valgt at se min afgang og har ladet ulvene komme med. Hun sidder i stolen ved bordet, og ulvene sidder som hunde på gulvet lige foran mig. Hun opmuntrer mig til at gøre det så hurtigt som muligt. Jeg er ikke bange overhovedet. Jeg ved at det er mit eget valg og jeg ved hvad der vil ske. Det eneste det kræver, er at jeg stikker hovedet i løkken og skubber kommoden væk, der vil højest gå 1 minut før det hele er overstået. Det ene minut vil sikkert føles som en evighed og være fyldt med en masse smerter, men det skal jo gøre ondt, før det gør godt. Jeg stikker hovedet ind i løkken, mens Marty fortæller mig om de gode ting, der vil ske, når jeg kommer væk. Jeg bliver lykkelig, glad og skal aldrig indlægges igen. Jeg strammer løkken så meget jeg kan. Jahve synger stadig, Hil dig frelser og forsoner, nu på sidste vers;

                     

                      ,,Ja, jeg tror på korsets gåde,

                      Gør det, Frelser, af din nåde.

                      Stå mig bi, når fjenden frister!

                      Ræk mig hånd, når øjet brister!

                      Sig: Vi går til paradis.”

 

Jeg stopper op et øjeblik og tænker, over det jeg gør. Der står i biblen, at man skal være taknemmelig for sit liv. Men der står jo på den anden side også, at vi alle er guds børn. Jeg tror ikke selv, at jeg er en af guds børn, hvorfor skulle gud udsætte sit eget barn for en pinsel som livet? Og når jeg ikke er en af guds børn, behøver jeg heller ikke at være taknemlig for mit liv. Jeg ignorerer Jahves sang og skubber kommoden væk under mig. Knæk! Jeg mærker en umenneskelig smerte, da min nakke brækker. Jeg kan smage blod i munden. Opgaven er fuldført. Alle symptomer er væk. Jahve synger ikke mere, Marty er væk og snakker ikke mere, og mine ben hænger lige så slapt som resten af mig. Det hele er sort. Jeg kan høre nogle lyde, stemmer og ord, som jeg ikke kan skelne fra hinanden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...