Alt, men ikke det hele

En lille novelle, der faktisk er skrevet til en stil. Skizofreni er ikke en sygdom for alle, for mange fører alle stemmerne, lydene og de livlige hallucinationer direkte i døden.

2Likes
3Kommentarer
1418Visninger
AA

1. Ulevene i mit indre

Se, det er mig.

Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandene rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser i de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde.

Og se lige min mor!

Mor er den værste, de andre kan være til at leve med, men at hun lige skulle komme hjem der!

 

Hvis hun var kommet bare en time senere, ville hun ikke have set noget. Så ville hun ikke have set, Marty trænge mig op i hjørnet, eller ulvene, der savlende havde kastet sig over mig. Men hun kom hjem, og hun så alt, men ikke det hele. Hun så ikke Marty, hun så ikke ulvene. Det eneste hun så var en skræmt dreng, der skrigende krøb sammen i hjørnet. Hun ringede 112 med det samme. Mens hun snakkede med lægen i røret og ventede på ambulancen, råbte og skreg jeg til Marty, at hun skulle trække ulvene tilbage, hun hørte ikke efter. Jeg prøvede at få mor til at hjælpe mig, men hun blev bare ved med at sige ,,Hjælpen er på vej”. Jeg skreg, nej jeg hylede, så højt jeg kunne, og med et var de væk. Marty og hendes helvedes hunde var væk. Men det ville ikke vare ved, og det vidste jeg. Hun snakkede stadig til mig, mens Jahve sang en sang for mig. Jahve synger sgu også hele tiden, det er ikke til at holde ud! Ambulancen kom med fuld udblæsning og fik Martys kværnen og Jahves evige sang til at ligne en billig legetøjs-trompet fra BR.

 

Så, nu kan i se mig igen, jeg ligger og skrumler rundt på båren i ambulancen. Ambulancemanden prøver på at holde mig fast, for at jeg ikke skal gøre skade på hverken ham eller mor. Marty råber i mit hoved. Hun råber, at jeg er svag og uduelig, men det er jo ikke første gang. Det er jo det, hun siger hver dag. Men der et ikke hverdag hun lader mig se hende, og det er i hvert fald ikke hver dag hun pudser ulvene på mig. Jahve synger for mig, men nu er det for at trøste mig ,,Solen er så rød mor…” han fortsætter. Ambulancefyren slipper sit tag i mig, jeg er holdt op med at sprælle, og ambulancen er ankommet til sygehuset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...