Historien om en hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2012
  • Opdateret: 27 maj 2012
  • Status: Færdig
Loulou bor i Paris med sin mor. Da deres lejlighed en dag brænder ned med moren, skal Loulou bo hos sin mormor, ude på en gård i det sydlige Frankrig. Da mormoren og Loulous mor var uvenner , er det første gang at Lou møder hendes mormor, og der opstår et noget distanceret forhold imellem dem. Indtil Lous mormor fortæller hende om en smuk, hvid hest, hvis familie hun var vokset op med, indtil den blev solgt da mormoren var 20 år. Sammen går hun og Loulou på jagt, for at finde hesten. Cécile.

21Likes
35Kommentarer
3349Visninger
AA

15. Øst, vest, hjemme bedst

Vi var endelige hjemme. Vi havde måtte få Pierre til at køre med bussen tilbage til hotellet, for at hente traileren med Cécile Jr.

Derefter døbte vi hende Céline, da vi ret hurtigt blev trætte af Cécile Jr, og ikke gad det navn Rousseau havde givet hende, Starwalker.

For amerikansk, havde grandmére hævdet.

Ærlig talt havde jeg ikke tænkt så meget på André. Den første dag efter vores...natlige mission, havde jeg fejret med de andre, noget der fik mig til at glemme det. Om aftenen havde jeg lagt mig ned, og hørt samtlige Taylor Swift sange på min iPod. Efter jeg havde hørt "15" for 12. gang og var i gang med at afspille "Picture to burn" for 7., kom Corinne ind.

Hun så mig ligge ned og se deprimeret ud.

"Comment ça va?"

Jeg svarede ikke, men som sagt så jeg ret deprimeret ud. Hun satte sig ned på min seng, og så fortalte jeg ellers.

Jeg  havde ikke fået skrevet til Isabel endnu, så det var dejligt at have en der lyttede til en. Corinne var en god lytter, og lyttede opmærksomt.

Det endte med at jeg ikke kun fortalte hende om André, men også om mor. Jeg fortalte simpelthen alt.

***

Næste dag var ikke nær så slem. Ja, André havde været en idiot, men helt ærligt. Jeg havde jo kun kendt drengen 1 dag, hvad havde jeg forventet?

Politiet var ikke kommet, og det var Rousseau hellere ikke.

Der var begravelse. Jeg var sønderknust. Men langsomt fik jeg det bedre. Jeg var parat til at komme videre. Jeg havde sagt farvel til min mor. Det betyder ikke at jeg ikke var ked af det, det var en ting jeg nok aldrig ville komme over.

Det var en lille begravelse, nogle få af hendes arbejdskolleger og os. De andre på gården var blevet hjemme, selv om Corinne havde tilbudt at komme med.

Men livet gik lige så stille videre, og det var faktisk ikke så værst.

***

En uge efter, havde jeg aftalt at mødes med Isabel. Det var torsdag d. 13. Juli. 

Jeg glædede, men ikke kun for at se min kære veninde. Det lyder selvisk, men det var en lettelse af at slippe af med skolen, og bare Ms. Smiley generelt. Også selvom det kun var fire dage.

Det gik ærlig talt ikke så godt, men nå ja, i det mindste var mit engelske og hendes franske forbedret. Så kunne man jo være så sød at overse mine dårlige matematiske evner og trang til at vende og dreje fysikkens love som det passede mig. Fysik var pænt kedeligt, når man bare sad i et klasseværelse og terpede, uden chance for at rent faktisk lave noget spændende, som et forsøg. Altså helt ærligt!

Udover det, så var jeg selvfølgelig rigtig glad for at se Isabel og snakke med hende. Jeg havde været lidt sløsig med mails'ne og var måske liidt bange for en mindre opsang af min længe savnede veninde. Jeg ved hvad du tænker, men to uger adskilt er altså meget for os!

Jeg var på vej ud af døren. Pierre ventede i bilen. Han ville køre os til Paris, mig og Corinne. 

Jeg ville overnatte hos Isabel til på mandag, hvor vi kørte af sted. Nationaldagen i morgen var et perfekt tidspunk for besøg. Ikke kun fordi Isabel havde skolefri, men så kunne vi også se militærparaden på Champs-Élysées, som vi gjorde hvert år på Bastilledagen. 

Pierre havde meldt sig til at køre mig, for derefter at invitere Corinne.

Jeg var på vej ud af døren, da jeg så en skikkelse. Ham.

Jeg stod bare og stirrede vredt på ham.

Han kiggede undskyldende på mig.

"Pierre sagde jeg måtte komme med."

André så bedre ud end jeg havde i hukommelse, selvom det kun var lidt over en uge jeg sidst havde set ham.

Jeg satte mig på bagsædet. 

Corinne sad foran, og hun vidste udmærket hvem André var.

Hun så på mig.

"Giv ham en chance. Han virkede ret vild med dig."

Jeg ville åbne munden i protest, men døren ved siden af mig gik op, og André satte sig ind.

Han virkede ikke spor kæphøj eller selvsikker. Han virkede faktisk mest af alt som en tabt hundehvalp. Hvilket var lidt nuttet.

I stedet stillede jeg et spørgsmål, jeg desperat havde brug for svar på, som jeg havde tænkt på de sidste par dage.

"Din.. bedstefar... æh..." min stemme døde hen. Han fattede vist hentydningen, og virkede ret glad for at jeg ikke komplet ignorerede ham.

"Nå ja. Jeg undervurderede hans høre-evner, men hans øjne er stadig lige dårlige. Han mener at du er en grum heks, og har fået hjælp af djævelen."

Jeg stirrede vantro på ham. Den mand var da gak i låget.

"Hvis det hjælper, så synes jeg altså slet ikke at du ligner en heks!" Han gav mig et lille smil, og jeg rødmede, for derefter at vende mig mod bilruden.

Uden nogen synlig grund steg Pierre og Corinne ud.

"Vi går lige ud for at... hente en piknik kurv."

Jeg kunne havde kvalt Corinne og hendes sukkersøde smil, i det øjeblik. Hvad bildte hun sig ind, at lade mig sidde i bilen med Mr Læk... Jeg mener André!?

Dog var jeg ikke helt dum, og fattede den knap så diskrete hentydning af bondepigen.

"Og..." min stemme formindskede sig til en hvisken.

"Thea?"

Hans ansigt blev helt trist.

"Jeg... Vi er ikke kærester, hvis det er det du tror."

Hele situationen blev pludselig meget anspændt og ubehagelig, og det hjalp ikke at sidde i den varme bil, som på 5 minutter havde forvandlet sig til en bageovn, med solens skarpe stråler og den kvælende luft.

"Hun..." Han tog en dyb indånding.

"Jeg mødte hende for et år siden. Og jeg sværger, jeg har aldrig sagt at jeg elskede hende! Hun er sød, men.... hun er ikke dig."

Hans stemme knækkede, og jeg var målløs. Sådan noget her skete der kun i film, og det var omkring der hvor jeg slukkede dvd'en og klagede over den kliché og urealistiske situation.

Jeg så ned i gulvet, og han smilede genert til ham, hvilket slet ikke mindede om ham jeg havde mødt første gang.

Corinne og Pierre kom tilbage til bilen, grinende og småsludrende -og uden piknik kurv. Jeg bed den skarpe bemærkning jeg havde på tungen i mig, og vendte mig i stedet mod André, og sendte ham et lille smil.

Der blev stille i bilen, men en behagelig stilhed. Ikke en anspændt en, som havde eksisteret bare 10 sekunder før, men en behagelig, venskabelig og lidt romantisk en. 

Så bakkede Pierre, og vi kørte ud på gaden.

Åh ja, hjem kære hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...