Historien om en hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2012
  • Opdateret: 27 maj 2012
  • Status: Færdig
Loulou bor i Paris med sin mor. Da deres lejlighed en dag brænder ned med moren, skal Loulou bo hos sin mormor, ude på en gård i det sydlige Frankrig. Da mormoren og Loulous mor var uvenner , er det første gang at Lou møder hendes mormor, og der opstår et noget distanceret forhold imellem dem. Indtil Lous mormor fortæller hende om en smuk, hvid hest, hvis familie hun var vokset op med, indtil den blev solgt da mormoren var 20 år. Sammen går hun og Loulou på jagt, for at finde hesten. Cécile.

21Likes
35Kommentarer
3437Visninger
AA

14. Sidste etape

Efter noget tid som føltes som en evighed, så jeg Cécile. Hun var ikke særlig høj, hvilket overraskede mig. Jeg måtte indrømme at hun var smuk, men jeg blev dog skræmt. Det tog mig nogle sekunder at opfatte hvor André var. Han sad ovenpå hende. Uden saddel overhovedet. Og det værste var at han så hamrende godt ud.

"Hvad laver du?"

Jeg var mildt sagt skræmt.

Men han smilede bare.

"Du virker ikke som en der har redet før, så jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne give dig en lille rundtur på gården. Bare stig op."

Jeg stirrede lamslået på ham.

"Er du vanvittig? Tænk på larmen! Desuden... Skal man ikke have hjelm på?"

Han grinede lidt, og kastede en hjelm på.

"Jeg tror du overlever. Kom nu, hun gør ikke noget! Jeg har allerede pillet skiltet ned og smidt det ud. Desuden sover min far som en sten."

"Din mor?"

En skygge gled over det ellers så selvsikre ansigt.

"Hun... er her ikke."

Så smilede han igen.

"Nå? Flere argumenter?"

"Men... men...æh..." Jeg havde ikke nok argumenter. Og på en eller anden måde, havde jeg faktisk lyst. Det hele føltes så anspændt, det ville være en befrielse at gøre noget skørt og vanvittigt. Forsigtigt klatrede jeg op på bænken, for at klatre op på containeren ved siden af. Jeg satte mig forsigtigt på hesten.

Hendes pels var blød og grå/hvid, ligesom mormors hår, bare mere behageligt at røre ved. Ikke fordi jeg rent faktisk havde rørt mormors hår.

André vendte sig om og hjalp mig med hjelmen. Det var 5 sekunders stilhed, hvor vi bare så hinanden i øjnene, ham med et smil om læberne. Så var hjelmen på, og han vendte sig om.

"Bare hold fast på mig."

Jeg tog armene rundt om ham, ligesom de gør på motorcykler. Hvad kan jeg sige? Jeg var virkelig, virkelig bange for heste! Især for at falde ned af dem!

Men ok, jeg holdt nok lidt mere fast end jeg egentlig behøvede. Han duftede af citrus, og hans brune læderjakke var behagelig at røre ved.

Så red vi af sted. Hestens hove lød uhyggeligt højt i den ellers så stille nat. Det var smukt. Vi startede i trav, men efter 2 minutter red vi galop. Det var skræmmende men fantastisk på én og samme tid.

Han førte mig igennem markerne, og rundt om gården.

Jeg lænede mig op ad ham, lukkede øjnene og lod mig bære af sted. Jeg ville ønske vi bare havde blevet ved i en evighed, men efter alt for kort tid, stoppede han.

"Så det ned prinsesse."

Endelig skulle jeg have været fornærmet over at han havde den frækhed at kalde mig 'prinsesse', men jeg var stadig helt væk. Han hjalp mig ned, og så trak vi Cécile Jr videre, ned til gaden. Og rigtig nok, der var grandmére med en trailer, der mest af alt lignede en overdimensioneret campingvogn.

Hun så overrasket på os fra førersædet, og rakte et øjenbryn i vejret. Jeg rystede umærkeligt på hovedet. Heldigvis var min mormor lidt sej, så hun ventede tålmodigt.

Jeg så ned i gulvet, og så op til André.

"Eh, tak. Tak for hjælpen."

Han smilede til mig, og mit hjerte sprang et slag over.

"Skulle det være en anden gang," sagde han og blinkede. Der var ikke ret meget afstand imellem os. Jeg blev stående, mens grandmére stig ud, for at bringe Cécile i "bilen".

Han rykkede lidt tættere, mit hjerte var ved at eksplodere og der fløj tusindvis af sommerfugle i maven på mig.

Blidt kyssede han mig på læberne, og til min skræk kyssede jeg tilbage. Han pressede lidt på, og lagde sine hænder  om min talje, mens jeg lod mine glide om til hans nakke.

Selvfølgelig blev dette perfekte og romantiske øjeblik ødelagt af den irriterende "bip" lyd, der meddelte at en ny besked var indtruffet på hans iPhone. Vi stoppede brat, og gik et skridt tilbage.

Hans mobil røg ud af lommen på ham, og jeg skyndte mig at samle den op.

Tilfældigvis røg mit blik over displayet.

Thea-mus <3

Je t'aime aussi ! Kan ikke vente til at se dig i morgen. Men burde du ikke lige i seng ;) Nå, sov godt. Kys <3

Jeg så forfærdet på ham. Han havde hurtigt taget mobilen til sig, og så ned i jorden.

Jeg kæmpede mod tårerne og fremtvang et lille smil.

"Se, det kalder jeg god timing, hva'?"

Han så ned endnu engang ned i jorden. Var det bare mig, eller havde han også tårer i øjenkrogene? Men det kunne jeg ikke tage mig af nu. Det var slemt nok at jeg var blevet holdt for nar, men at gøre det mod sin kæreste...

"Jeg... Det er fordi..."

Men jeg var allerede vendt om. Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Jeg skulle have lyttet til mig selv i starten. Førsteindtryk fejler åbenbart aldrig. Han var virkelig en arrogant nar.

Men det kunne jeg ikke tage mig af nu. Jeg tørrede tårerne af i min hvide cardigan, og vendte mig mod bilen, omkring 20 meter fra det sted hvor vi havde valgt at have den knap så vellykkede konversation. Jeg vendte mig om, i et svagheds moment, og så André traske ind i byningen. Ikke et sekund for sent.

Godt nok havde André sagt at hans far sov som en sten, men det havde åbenbart ikke inbefattet hans bedstefar. Han kom nu ud af en sideindgang, og nåede akkurat lige ikke at se André, der også havde opdaget den gamle mand og havde skyndet sig ind. Kujon.

Jeg selv stod og gloede dumt på Andrés bedstefar. Der var simpelthen sket for meget i dag, og jeg havde stadig blandede følelser. Jeg var ikke engang kommet over Andrés åbenlyse utroskab, og mit hjerte bankede nu virkelig højt. Jeg havde ofte hørt at, hvis man bare stod stille, vill man ikke blive opdaget. Enten så havde Bedstefar Rousseau overraksende gode ører, eller også var vedkommende der havde startet det rygte komplet idiot, og aldrig været med til at kidnappe en hest. Ligegyldigt hvad, kom bedstefar tættere på. Jeg stod stadig forstenet, mens han kom tættere på.

11 meter. 10. Og stadig stod jeg som en anden idiot, mine fødder bundet fast til jorden, og panikken som en knude i mit hjerte, der slog uforoligende hurtigt. 

Det var først da min mormor rullede vinduet ned, og råbte løb, at jeg fandt på den glimrende idé at, du ved, løbe.

Jeg vendte mig om, men uheldigvis havde bedstefar også hørt stemmen, og løb nu efter mig. Hans gamle ben var overraskende hurtige, og i månelyset så jeg ham pludselig tydeligere. Han bar nogle blå/hvid stribede boksershorts, og en gammel blå badekåbe over. I den ene hånd holdt han noget, og det lignede at hvad enten det var, så ville han nyde at banke mig med genstanden. Mit blik vandrede til hans behårede ben, et blik jeg (desværre) sjældent glemmer, og ned til hans fødre. På den ene bar han en lyserød sutsko, den anden var nøgen, og viste et par hæslige tånegle. Eller, jeg kunne faktisk ikke se at de var hæslige, men jeg havde ikke stor tiltro til farfar Rousseaus hygiene.

Så opdagede jeg hvad han holdt i sin hånd, svingende over sit hoved. Den anden lyserøde sutsko. Det så så latterligt ud, at jeg fik lyst til at grine, hvis ikke det lige havde været for panikken der spredte sig, og knuden i mit hjerte. André var allerede borte som blæsten. I et pludseligt adrenalinsus, vendte jeg mig om, og løb så.

De værste 20 sekunder i mit liv. Mine ben var tilfrossede, og jeg løb meget langsommere, end jeg egentligt kunne, når mine ben ikke var frosne af nattekulden.

Har du nogensinde prøvet at blive jagtet af en gal, gammel fransker der truer dig med en lyserød sutsko mens han råber alverdens bandeord og forbandelser efter dig?

Det tænkte jeg nok.

Jeg kan i hvert fald informere dig om at det ikke er særlig sjovt. Jeg havde lyst til at sige "Hvad sagde jeg" til André, hvis det ikke var fordi jeg hadede ham og var i den her uheldige situation.

Hurtigt løb jeg, og kastede mig i bilen. Mit hjerte bankede hurtigt, og vi kørte af sted. Bedstefaren prøvede at løbe efter os, men gav så op, og stod bare midt på vejen og bandede efter os, mens han svang den meget truende lyserøde sutsko.

Grandmére og jeg så på hinanden, da vi endelig var ude af rækkevidde. Så brød vi ud i grin. Vi var selvfølgelig lidt bane for politiet, men det virkede så langt væk. Det var sådan et adrenalinsus, at jeg følte at jeg kunne klare alt. Løbe fra frankrig til spanien på en time? Hvorfor ikke!

Indtil jeg havde beroliget mig halvvejs meget. Straks huskede jeg igen André. Og Thea. Sørgmodigheden ramte mig, og jeg forstod slet ikke hvordan jeg kunne have været så opstemt, for bare to minutter siden.

Endelig ankom vi til hotellet, mig stadig kæmpende mod tårerne.

Jeg spillede begejstret, for min mormors skyld. Jeg kunne se at hun var glad, og ville for alt i verden ikke ødelægge det for hendes moment.

I stedet sendte jeg hende et kæmpe smil, som hun glædeligt gengældte. Grandmére troede det var grundet trætheden at jeg ikke havde lyst til at fejre det med en is i hotellets bar, og det passede mig egentligt helt fint.

Jeg sagde hurtigt godnat, og at jeg var alt for træt, men vi kunne fejre det i morgen, og dumpede mig på hotellets dårlige seng, der knirkede under min udmattede krop. Så snart jeg ikke bevægede mig, kunne jeg mærke muskelsmerterne.

Jeg savnede inderligt min mor, og alle mulige gamle følelser kom væltende tilbage. Tårer løb ned ad min kind og jeg troede jeg aldrig ville falde i søvn, men det gjorde jeg faktisk rimeligt hurtigt.

Jeg drømte om hundredvis af hvid/grå heste der havde min mormors hår på og André der sad på en af dem. 

"Kom med" sagde han til mig.

Mit drømme-jeg var ved at løbe hen til ham, men så løb en anden pige forbi mig, hun havde brunt glansfuldt hår, der havde de smukkeste krøller og gik hende til numsen. Hun hoppede op i hesten og kyssede ham. De kyssede et stykke tid, så rakte hun tunge til mig, og de red bort. Der hvor deres hest havde stået, stod nu min mor.

"Tag min hånd..." hun rakte hånden ud, men jeg stod for langt væk. Jeg ville løbe hende i armene, men mit drømme-jeg gik langsomt, som gennem gele.

"Lou..." hendes stemme var en hvisken, men jeg kunne stadig høre den klar og tydelig. Hun bar en grøn sommerkjole, en vi havde købt sammen en dag, og hendes hår var løst. Hendes ansigt smilede varmt til mig, og var fyldt af melankoli.

Langsomt blev hun blegere og mere transparent.

"Lou...Lou...." hun gentog mit navn, mens jeg kæmpede for at nå hen til hende, før hun var helt forsvundet.

Lige i det jeg var ved at række min hånd ud for at røre ved hendes, forsvandt hun.

Jeg vågnede med et sæt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...