Historien om en hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2012
  • Opdateret: 27 maj 2012
  • Status: Færdig
Loulou bor i Paris med sin mor. Da deres lejlighed en dag brænder ned med moren, skal Loulou bo hos sin mormor, ude på en gård i det sydlige Frankrig. Da mormoren og Loulous mor var uvenner , er det første gang at Lou møder hendes mormor, og der opstår et noget distanceret forhold imellem dem. Indtil Lous mormor fortæller hende om en smuk, hvid hest, hvis familie hun var vokset op med, indtil den blev solgt da mormoren var 20 år. Sammen går hun og Loulou på jagt, for at finde hesten. Cécile.

21Likes
35Kommentarer
3318Visninger
AA

11. Rousseau

Det tog 2 timer, før vi endelig ankom til Rousseau gården. Jeg kunne se nogle heste græsse på deres marker, og staldene var tomme. Jeg kastede et blik på min mormor.

"Er du klar?"

Hun holdt fast i hendes håndtaske, som sikkert var propfyldt med kontanter. Vi havde spændt vognen fast til hesten, bag ved bilen.

Grandmére rullede ind til siden. Hovedbygningen af gården var oplyst af et stort skilt der viste at du nu betrådte "Chateu de Camargue".

Vi fulgte stien hen til hoveddøren. Et lille skilt af pap på døren informerede os om at der var lukket søn og helligdage.

Vi betrådte kontoret, et firkantet rum, med store vinduer og træpaneler. En fyr på omkring 16 sad bag skrivebordet. Og han så faktisk ikke så værst ud. 

"Tag dig sammen Lou!"

Jeg blev nød til at gentage den sætning flere gange, før jeg endelig tog mig sammen til at læne mig mod skrivebordet og rømme mig.

Han så op fra den bog han havde læst i. Hans brune hår glimtede i solen, der strålede ind ad vinduet. Han så mig i øjnene, og du kan tro jeg var glad for at jeg havde taget den hvide blondekjole på med stråhatten, og ikke bare shorts og top som havde været langt mere komfortable.

"Ja?"

Godt nok havde han ikke ravgule Edward øjne, men hans smaragdgrønne fik mig stadig til at smelte som Bella.

Men selvfølgelig var min mormor der stadig, og efter jeg ikke virkede som en der ville sige synderligt meget, tog hun ordet.

"Vi vil gerne købe heste." Lækker Fyr vendte opmærksomheden mod hende, hvilket fik mig til at fokusere på vores egentlige mission.

"Ja, det vil de fleste."

Det var ikke flabet, han sagde det med et varmt smil, hvilket fik min grandmére til at slappe lidt af.

"Mit navn er Henriette-Madeline Laurent, og for 43 år siden solgte min mor, Giselé, en camargue, kaldet Cécile."

Drengen lyttede opmærksomt, og så kun få gange op fra computeren, hvor han nu var i færd med at taste.

"Si. Hun, og hendes efterkommere, var lidt stædige så vidt jeg husker."

Min mormor så lidt stolt ud ved dette udsagn.

"De solgte ret godt... Så vidt jeg ved har vi stadig to, mor og datter."

Mine mormors øjne lyste op. Det var lykkedes. Når enden var god, var alting godt, ikke sandt?

"Bedstemor blev solgt, men de solgte sgu stadig moren til os, og så er der hendes barn. De er henholdsvis 13 og 7."

Han blinkede til mig.

Åh, hvor var han lækker! Men alligevel brød jeg mig ikke om ham. Han udstrålede selvsikkerhed, ikke nødvendigvis en dårlig ting. Men der var lidt for meget af den. Han mindede mig om de rige, amerikanske teenagedrenge der ofte var på ferie i Paris.

Døren bag skrivebordet gik op, og ind kom en ældre udseende mand, højst sandsynlig Mr. Lækkers far. 

"André, hvad laver du nu? Er det kunder?"

Han lænede sig over Mr. Lækker, bedre kendt som André, og så på computerskærmen.

"Ah, si. I er interesseret i moren? Ja, hende sælger vi!"

Jeg så usikkert på min mormor. Jeg måtte indrømme at Andrés far virkede lidt energisk, men stadig rar. Hans hår var grå-blondt, og jeg kunne se hvor André havde fået sine øjne fra.

Min grandmére smilte sagte.

"Oui, men vi ville nu også gerne have barnet."

"No."

Jeg var ikke den store heste fan, så snakken havde ikke interesseret mig synderligt. Men "no" lød ikke ligefrem godt.

"No?"

Det kunne jo være jeg havde hørt forkert.

"No. Hun er ikke til salg. En kunde ringede for at bestille hende omkring to timer senere. Heste med familiebaggrund sælger godt."

Jeg ville stadig kæmpe lidt, men han og mormor havde vist haft en telepatisk diskussion, for hun gav op uden videre. Jeg ventede udenfor, mens de aftalte betaling, og han hjalp med at få hesten om bagved bilen. Jeg selv sad og ventede i bilen.

"Vi kører hen til et hotel, så vi lige kan have lidt... pause."

Det lød som havde hun en plan, hun var åbenlyst ikke tilfreds med bare én hest.

Jeg var for træt til at spørge ind efter det, altså ikke træt-træt, klokken var jo kun 16, mere på psykisk udmattet, så jeg satte mig ind i bilen, og lod hende køre af sted.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...