Historien om en hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2012
  • Opdateret: 27 maj 2012
  • Status: Færdig
Loulou bor i Paris med sin mor. Da deres lejlighed en dag brænder ned med moren, skal Loulou bo hos sin mormor, ude på en gård i det sydlige Frankrig. Da mormoren og Loulous mor var uvenner , er det første gang at Lou møder hendes mormor, og der opstår et noget distanceret forhold imellem dem. Indtil Lous mormor fortæller hende om en smuk, hvid hest, hvis familie hun var vokset op med, indtil den blev solgt da mormoren var 20 år. Sammen går hun og Loulou på jagt, for at finde hesten. Cécile.

21Likes
35Kommentarer
3323Visninger
AA

2. Og så...

Det skulle gå ret hurtigt. Jeg boede hos Isabel den dag. Hun taklede situationen perfekt. Især taget i betragtning af at jeg brugte resten af dagen, hvor branden fandt sted på at hyle af gråd, og natten og næste morgen på at ligge bomstille. Det ville ikke synke ind. Min mor, min eneste forælder. Død. Bare sådan.

"Lou, der er morgenmad." Isabel nynnede stille i mit øre. Jeg lå med ansigtet mod væggen.

"Kom så, der er pandekager, din yndlings..." lokkede hun.

Jeg blev liggende. Isabel rejste sig op fra hendes seng, som hun storsindet havde lånt til mig. Jeg hørte hvordan hun gik lidt rundt og ryddede op i 5 minutter, indtil jeg besluttede at det var på tide at komme op.

Langsomt satte jeg mig op i sengen, med dynen trukket op over knæene. Isabel havde ryddet mit tøj væk og redt hendes madras, som lå nedenunder.

Hun kiggede på mig.

"Jeg har lagt tøj frem, som du kan låne af mig, og nogle toiletsager i badeværelset. Du kommer bare i køkkenet så snart du er klar." Jeg var for træt til at nikke.

Da jeg hørte nogle skridt fjerne sig, og derefter gå ud af døren, satte jeg mig først rigtigt op. Vaklende kom jeg op på benene. Det store vindue med den franske balkon lod solens stråler strømme ind, og bade værelset i et blødt skær. Et blik i spejlet, der hang over skrivebordet på den modsatte væg af sengen, og derfor var u-undgåeligt, og jeg havde lyst til at krybe tilbage i sengen. Jeg var i forvejen ikke et A menneske, men synet der mødte mig, slog samtlige "vågen lørdag klokken 13" looks jeg havde måtte eje. Jeg traskede ud på gangen og hen til badeværelset. Jeg kunne høre familien Blair sidde i køkkenet. Ude i badeværelset under det skarpe badeværelses lys, redte jeg mit hår. Det trak og gjorde ondt, men jeg bed tænderne sammen, indtil håret var halvvejs udredt.

Isabel havde lagt make up frem som jeg måtte låne. Den pige kendte mig simpelthen for godt. Heldigt for mig delte vi samme brune hudfarve, som træerne i haven, så jeg lånte hendes concealer for at dække de grøn/lilae rande under mine blodskudte øjne. Jeg lånte også mascara, selv om vi begge udmærket vidste at vi ikke burde låne make up ud af hygiejniske årsager. Politiet havde været venlige nok til at køre mig direkte hjem, eller til den adresse jeg nævnte dem, som så er Isabels fine to etagers hus. Hendes to små brødre var i skole, men Isabel havde fået fri af sin mor. Da jeg  havde lagt et fint lag rouge der tilførte farve, smørrede jeg mine læber ind i læbepomade, da de var blevet helt sprukne. Concealeren og rougen havde gjort vidundere. Rougen var ikke skrap, den gjorde bare så man kunne se at jeg stadig var i live. 

"Fantastique..." mumlede jeg lidt, og tvang et smil frem på mine læber.

Jeg så næsten ud som den gamle Lou, før branden. Den gamle Lou. Der var ikke engang gået 24 timer, og jeg talte allerede om den gamle Lou. Det nåede jeg dog ikke at tygge på før det blev tid for at gå mod køkkenet. Der skulle gerne være pandekager tilbage, og det var hellere ikke så høfligt at lade dem vente.

Sukkende vendte traskede jeg ud af det store badeværelse. Det var ikke fordi jeg var bange. Jeg vidste bare ikke, om jeg var klar til deres medlidenhedsfyldte blikke eller glade morgenstemning.

Det første jeg følte da jeg trådte ind på det hvide linoleumsgulv var lettelse. Morgenmaden gik overraskende vel. Jeg takkede om og om igen for deres gæstfrihed: Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke kan have været deres letteste gæst. Jeg huskede godt nok intet om aftenen før, men jeg var sikker på at den involverede en grædende mig, en bekymret familie, en fantastisk veninde, og en søvnløs nat for de fleste. Det hentydede i hvert fald Monsieur og Madame Blairs trætte ansigter, der var gemt bag deres hvide kaffekrus, på.

Efter jeg havde spist de lækre crêpes  havde Madame Blair en nyhed til mig.

"Lou, la autorités téléphoné. De sagde at du skal bo hos din mormor. De henter dig om to timer!" Hun smilede til mig, som forventede hun at jeg ville springe op ad glæde. Jeg var ved at få pandekage galt i halsen, og sendte Isabel et "vi to: Tale sammen nu!" blik før jeg smilede sødt til Madame Blair.

"Hvor... bien...godt.." Så sprang jeg op ad stolen.

"Jeg må hellere tage et bad så!" Jeg kiggede ned ad mig selv, jeg trængte virkelig til en god omgang rensning. Jeg stillede min tallerken ved bordet.

"Merci beaucoup -Mange tak!"

Jeg gik ud af køkkenet, hvor Isabel undskyldte sig med at "hun lige skulle vise hvordan man tændte for badekarret". Så snart vi var inde i badeværelset, satte jeg mig på det nedslåede toiletbræt. Isabel fyldte badekarret med vand, og i mens vi ventede på at det fyldte op, satte hun sig på vaskemaskinen. 

"Jeg gætter på at du ikke har det tætteste forhold med din grandmére?"

Jeg sukkede, og tårer svømmede i mine øjne. Jeg var ved at tabe fodfæstet, hele verden snurrede. Det her var virkelig ved at ske. Jeg blinkede et par gange, før jeg med så fattet en stemme som muligt svarede.

"Jeg.. jeg har aldrig mødt hende... De blev uvenner år siden, da hun mødte far..." Den fattede stemme, som havde været en sørgmodig hvisken, knækkede. 

Isabel lænede sig imod mig.

"Så så.. det skal nok gå." Endnu engang græd jeg som et lille barn. Forsigtigt rejste Isabel sig. Badekarret var fyldt op, og hun hældte sæbe i, så det hele begyndte at boble.

"Kom, så går du i bad." Hun smilede opfordrende. Jeg rejste mig op, og tog langsomt min -rettere sagt Isabels, tøj af. Så lod jeg mig synke ned i badekarret.

"Jeg ved kun at hun bor på landet og.. og...Jeg vil ikke forlade dig." Min stemme var skrøbelig, truede med at bryde sammen.

"Ligegyldig hvor din mormor bor, så skal vi nok se til hinanden. Vi kan skrive og mødes i ferierne."

"Og desuden er hun sikkert en sød dame. I skal nok finde ud af det med hinanden." Hun smilede forsikrende og gik ud af badeværelset, hvor hun efterlod en lille brunette i et badekar der nikkede og bare ønskede at komme væk fra dette mareridt, som viste sig at være hendes liv. 

Den lille skrøbelige brunette er mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...