Historien om en hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2012
  • Opdateret: 27 maj 2012
  • Status: Færdig
Loulou bor i Paris med sin mor. Da deres lejlighed en dag brænder ned med moren, skal Loulou bo hos sin mormor, ude på en gård i det sydlige Frankrig. Da mormoren og Loulous mor var uvenner , er det første gang at Lou møder hendes mormor, og der opstår et noget distanceret forhold imellem dem. Indtil Lous mormor fortæller hende om en smuk, hvid hest, hvis familie hun var vokset op med, indtil den blev solgt da mormoren var 20 år. Sammen går hun og Loulou på jagt, for at finde hesten. Cécile.

21Likes
35Kommentarer
3317Visninger
AA

3. Highway to hell

Jeg var stille det meste af turen. Det var så langsomt ved at synke ind. Mor var væk. Hun ville ikke komme tilbage. Ingen smilende mor længere, ingen forælder til skole-hjem samtalerne. Jeg vidste udmærket godt at der faktisk slet ikke ville være nogen skole. Madame Blair havde allerede fortalt mig om min grandméres plan. Privatlærer. Ugh.

Tanken om mit nye hjem, mindede mig bare om min nye tilstand: forældreløs. Branden, røgen. De grædende mennesker udenfor. Når folk tabte nogen, var det ikke som på film. Man hverken frøs uden en tåre, men man kastede sig hellere ikke på gulvet. Og det er ligegyldigt om man er nok så stærk. Noget andet der altid vistes forkert på film var gråden. Det kan skam godt være at det er betryggende at vide at Emma Watson kan være vågen tre nætter og hyle af gråd, men stadig kun have lidt røde øjne og se lidt træt ud, men sådan forholder virkeligheden sig bare ikke.

Badet havde hjulpet, men jeg vidste godt at jeg stadig ville ligne en zombi hvis ikke det var for de tre tons make up der havde reddet mig. Et blik efter badet i  badeværelsesspejlet over håndvasken havde fortalt mig, at selv en peeling af alle døde hudceller (tak til Isabel og The Body Shop), ville ikke røde mine blodskudte, forgrædte øjne, og mit røde ansigt. Mit ansigt blev mindre rødt efter jeg var tør igen, men jeg var stadig ualmindelig bleg. Jeg kunne kysse den der opfandt make up lige på stedet! 

Mit ansigt spejlede sig i bilruden. Jeg knugede Isabels hånd i min. Hun havde meldt sig frivilligt til at køre hele den kedelige 7 og-en-halv timers tur til Camargue, bare for min skyld. Jeg havde kun en gang i mit liv været på biltur til Bruxelles, da jeg var 13. 3 timer tog det, for at komme derhen. Jeg husker turen som var det i går.

Det havde været en overraskelse til min fødselsdag. Det havde taget en uge før vi var rejst af sted. 7 dages pakke og gøre-klar tid, ikke 7 minutter. Ikke som nu. Det havde været den bedste gave nogensinde, selv om vi kun var i Bruxelles i 3 dage.

Men denne gang var anderledes. Mine ting bestod af... Ja, faktisk havde jeg ikke rigtig nogle ting. Dog ville forsikringen komme med rapporten om hvilke ting jeg skulle have erstattet (åbenlyst alle) snart. Jeg kunne så købe nye ting i Camargue. Haha. Hvor sjov en joke. Godt at jeg er gode venner med ebay!

Ser du nemlig, Camargue er det her henriiiivende område, med masser af sump, mos, søer og mere mos! Trés terrible! Madame Dupont havde dog taget min tavshed som et chok af glæde, i stedet for et chok af rædsel. Nå ja, og så var jeg også ved at sunde mig over tabet over den eneste forælder jeg nogensinde havde haft, og nogensinde ville få.

Efter tre timers kørsel, hvor jeg havde læst "The adventures of Sherlock Holmes" færdig, og Isabel stadig sad med sin iPad og læste Harry Potter, holdt vi -endelig- en pause.

Klokken var 18, og rastestedet var halv tomt. Eller halv fyldt, men jeg valgte altså at være pessimist. Vi parkerede den sølv Renault Megan ved siden af en grå BMW der fortalt at en eller anden stakkels person, højst sandsynligt en familie, havde taget den lange vej fra tyskland for at nyde Frankrigs skønhed. Hvor ville jeg dog ønske jeg var en af dem. Turist. Jeg kunne bo i tyskland. Ville være en del af en rigtig kerne familie.

Med en far der aldrig ville forlade mig, en ikke-død mor, en lille søster som jeg kunne lære alt muligt og en storebror som elskede fodbold. Jeg ville sur på mine forældre og smække med dørene, men de ville altid være der for mig. Jeg ville blive irriteret på min lillesøster, men alligevel elske hende og hente hende fra børnehaven hver dag, og følges med hende i skole. Og min storebror ville gøre alt for at drille mig, men stadig hjælpe mig med mine lektier og alt andet. Gud, hvor ville jeg dog inderligt ønske jeg var en del af den familie!

Men som virkeligheden stod til, så var jeg det ikke. Jeg ville bo hos min mormor. En mormor jeg aldrig havde kendt. En mormor der havde forladt mor. Os. Jeg kunne gætte mig frem til at mormor ikke var så glad for myndighederne lige nu, der havde sendt det barnebarn hun ikke havde ønsket sig, til at bo hos hende.

Det var en lille restaurant/cafe ekstra lavet til turister. Madame Dupont var træt, og jeg var glad for at vi snart var ankommet. Jeg ville hellere bo i helvede i form af min mormors hus, end at dø og rent faktisk komme i helvede, fordi at Madame Dupont var faldet i søvn bag rattet. Jeg havde pludselig et meget stærkt ønske om at endelig at være 18 og have kørekort, så jeg kunne tage "vagten" fra Madame Dupont. 

Med mit dårlige engelsk fik jeg bestilt en burger og cola. Ikke særligt fransk, men på turiststeder som dette glemte man alligevel ofte i præcis hvilket land man var.

Efter et styrkende måltid og lidt smalltalk -den første smalltalk vi havde haft siden morgenmad, satte vi os ind i bilen igen. Stemningen var lettet lidt, og resten af bilturen var ikke nær så slem. Jeg er nok den værste løgner nogensinde, hvad går jeg rundt og siger? Resten af turen var død og pine! Jeg ville ønske vi bare kunne vende om, så jeg kunne bo hos Isabel. Jeg følte mig rigtig egoistisk: Som om familie Dupont ikke havde gjort nok for mig allerede! 

Mine nerver var ved dødens rand. Men stemningen var ikke nær så anspændt længere, og Isabel prøvede altid at starte en lille snak. Jeg er ikke stolt af at sige, at jeg var mere eller mindre kold. Isabel spillede dog en playlist vi engang havde lavet sammen, og Lana Del Reys stemme fyldte den lille bil, mens vi spillede 2 player reactor på iPad'en. Næste sang startede, denne gang Agnes Obels klaverspil.

Vi spillede det samme spil i en time, hvor jeg vandt 17 og Isabel 18 gange. Der spillede stadig musik, nu Carla Bruni med Le Plus Beau De Cartier. Sangene mindede mig om da vi lavede den. En lørdag eftermiddag. Vi satte alle de yndlingssange vi havde tilfælles sammen. Vi forventede en kort liste, men fik fat i en 4 timers lang liste til sidst. I starten havde det været knap så mange. Mest franske sanger og sangerinder, men også et par få engelske. Først efter vi så lidt rundt på nettet, fandt vi alle mulige andre kunstnere også. Amerika, Danmark, Belgien og Spanien blandt andet. Det havde været så hyggeligt, og jeg uploadede straks playlisten til min iPod over iTunes også. Den iPod som var en af de få overlevende ting efter branden. Før ville jeg kalde det mit kæreste eje, men jeg ville til enhver tid bytte den ud for min mor. Men nu var det så det jeg havde. En iPod og minder. Madame Dupont havde været ude i butikkerne så snart de var åbnet og købt et sæt bestående af et par jeans og en t-shirt. Hun havde også købt en sommerkjole. Tøjet var fra den lokale genbrugsbutik, Isabels og min yndlingsbutik når det galt billigt og unikt tøjkøb, og det sad perfekt. Tænk at hun gad! En dag var gået, og jeg skyldte allerede så meget.

Jeg havde været tabt i mine egne tanker, da bilen kørte ind til siden. Det var et stort moderne bondehus.

Væggene var hvide og af træ, og taget sort. Hovedindgangen var en grusvej, og bilens hjul knasede da vi kørte mod indgangen, for så at parkere. Jeg havde en stor trang til at kaste op. 

Isabel tog fat i min hånd og knugede den. Jeg vidste at hun heller ikke brød sig om det. Om det, at vi blev skilt ad. Vi havde været venner siden børnehaven, og det sagde altså en del.

"Er du parat Lou?" sagde Isabel. Hun prøvede at lyde stærk, for min skyld, men hendes ord undslap kun som en svag hvisken.

"Det...det tror jeg..." hviskede jeg. Jeg havde haft nok tid til at gøre mig mentalt klar.

Madame Blair var stadig træt, og jeg håbede at min mormor i det mindste ville lade hende slappe i et en time eller to.

Så gik jeg med rystende skridt mod døren. Og med en endnu mere rystende hånd, ringede jeg på.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...