Historien om en hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2012
  • Opdateret: 27 maj 2012
  • Status: Færdig
Loulou bor i Paris med sin mor. Da deres lejlighed en dag brænder ned med moren, skal Loulou bo hos sin mormor, ude på en gård i det sydlige Frankrig. Da mormoren og Loulous mor var uvenner , er det første gang at Lou møder hendes mormor, og der opstår et noget distanceret forhold imellem dem. Indtil Lous mormor fortæller hende om en smuk, hvid hest, hvis familie hun var vokset op med, indtil den blev solgt da mormoren var 20 år. Sammen går hun og Loulou på jagt, for at finde hesten. Cécile.

21Likes
35Kommentarer
3350Visninger
AA

6. Et nyt hjem

Jeg gik indenfor igen. Min mormor så på mig. Det hele føltes utrolig akavet og uvirkeligt. Så surrealistisk.

Min mormor så på mig.

"Begravelsen finder sted næste søndag."

Ordene ramte mig hårdt. Pludselig virkede min mors død ikke længere så fjern. Den var virkelig. Hun ville ikke komme tilbage hvert øjeblik.

Jeg så på min mormor, og så ned i gulvet. Med de glade ord om min mors, og hendes datters, begravelse, forlod hun entréen og gik ind i køkkenet.

"Er du sulten? Du spiste ingenting til morgenmad!"

Jeg sank en klump og nikkede lidt. Det var jeg faktisk. Jeg havde været så nervøs at jeg havde glemt at spise, men nu hvor jeg allerede var i helvedes hule, kunne jeg ligeså godt få noget ædelse.

Hun begyndte at lave fransk toast, og jeg satte mig ned på en af stolene rundt om det firkantede træbord.

Toasten var færdig, og hun stilte tallerkenen med den på, foran mig. Så satte hun sig overfor mig, på en af stolene.

"Je ne vous hais pas - Jeg hader dig ikke."

Jeg var ved at få toasten galt i halsen. Havde jeg været så åbenlys?

Jeg nikkede og så ned i bordpladen.

"Mig og Katrine... Vi har haft vores stridigheder. Men hun er stadig min datter!"

Jeg nikkede igen forsigtigt. Da jeg så op fra bordpladen, kunne jeg se at min mormor havde tårer i øjnene. Hun var virkelig ked af det. Ikke at det var nogen undskyldning.

Hvordan man kunne frastøde sin datter fra familien på grund af et barn, især når det barn var mig, kunne jeg ikke forstå. Mormor havde været imod at hun skulle beholde mig.

Min mor havde måtte gå ud af skolen og arbejde i en alder af sølle 16 år. Paris var det sted hun valgte at bosætte sig. Min far har jeg aldrig hørt fra. Han forsvandt så snart han hørte om hendes graviditet, og valg om at beholde mig. Forsvandt som hendes familie. 

Min mor havde fortalt mig det hele da jeg var 10. Jeg havde ret til at vide hvorfor jeg ingen far eller familie havde.

"Jeg.. Jeg ville bare have at du skulle vide det."

Jeg nikkede igen. Sådan sad vi et par minutter, mens jeg i stilhed gnaskede min toast.

Hun havde virkelig tænkt sig at beholde mig. Måske en dag, ville jeg faktisk kunne kalde det her et hjem. Men indtil da, lå der stadig en kold atmosfære i bondehuset.

"Jeg synes du skal lære resten af personalet at kende." Personalet

2 minutter senere var vi i en af staldene. To smukke heste kiggede tilbage på os. Og ja, jeg blev bange. Jeg er ikke et rigtigt dyre menneske. Det er bare ikke lige mig.

"Det her er Pierre. Han gør rent i staldene og fodrer dyrene."

Pierre virkede venlig. Han var omkring de 30 år, med blond hår og en helvedes masse fregner.

Hans figur var lettere slank, dog uden at han lignede en bønnestage.

"Bonjour! Du må være Loulou!"

"Oui, men bare kald mig Lou." Jeg smilede lidt til ham. Nå ja, han virkede da ikke så slem. Jeg kunne enda måske næsten forestille mig at blive noget nær venner med ham.

"Jamen, så hej da, Lou." Han smilede bredt tilbage, og afslørede dermed et sæt skæve tænder.

"Jeg skal tilbage til arbejdet." Han nikkede kort til mormor, hvorefter han vendte sig om til hestene igen.

"Aida og Alfie." Mormor nikkede til hestene. Hun gik videre.

"Corinne er ansvarlig for hønsene og haven." Vi var ankommet til et lidt hinsides sted i haven. Hønsene gik frit omkring i afhegningen. Der var omkring 7 af dem, talte jeg. 

En unge pige på omkring de 25 kom ud. Hendes hår var sat op i en løs hestehale, og hendes bukser var lappede. Også hun havde fregner. Hun smilede kort, tog en sæk hønsefoder der lå op ad døren, og gik så indenfor i hønsehuset igen.

"Du kan måde Carl en anden dag, han er ude på marken nu."

Jeg prøvede at være sur på hende. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg var så forvirret, at jeg ikke vidste hvad jeg burde føle.

Jeg nikkede stumt.

"Jeg... jeg går ind på... mit værelse." Mit værelse. Ordene lød fremmede i min mund.

Jeg trådte ind i det tomme værelse, og smed mig i sengen. Blandt alle mine yndlingsaktiviteter valgte jeg "mit-liv-er-lort-stirre-på-loftet" aktiviteten. Sjovt nok, trods hvad man skulle tro, var det utrolig kedeligt. Og jeg blev lidt svimmel af varmen også.

Jeg satte mig lettere rundtosset op og valgte i stedet at stirre på den lysebrune trædør. Jeg ønskede inderligt at min mor kom ind, ligesom hun gjorde om aftenen, når hun var færdig med arbejdet.

Hun sætte sig på min seng, og spørge mig om min dag. Skulle hun hjælpe mig med lektierne? Og hvordan var det med veninderne? Det var da et stykke tid siden Carla havde været på besøg, skulle vi ikke invitere hende?

Men det gjorde hun åbenlyst ikke.

***

"Dit værelse mangler møbler." Gud, det siger du ikke? Det var aftensmad med hele "familien". Min første aftensmad, uden mor. Fik jeg nævnt at jeg savnede hende?

"Mhm.." mumlede jeg, og sank det stykke laks, som jeg havde tygget på.

"Du kan bruge computeren til det. Der er alt for langt til centrum." Corinne smilede til mig, og jeg sendte et taknemmeligt smil tilbage. Jeg ville ikke kunne holde ud, at skulle blive trukket til en lille butik af min mormor. Jeg kunne vel i det mindste få lov til at bestemme over mit nye værelse!

Så vidt jeg havde forstået, spiste min mormor normalt alene. Men åbenbart skulle det nu gøres om, så vi alle kunne spise som en stor lykkelig familie. Eller også ville hun bare have, at andre skulle tage tjansen for underholdning ved spisebordet fra hende.

Carl sad overfor mig. Han var ældre, omkring 40-50 fra hans udseende af. Han sagde ikke så meget, og brugte hele dagen ude på marken.

Alle var færdige med maden, og Corinne satte deserten frem: Créme Brúle. 

Det smagte himmelsk, og jeg var tæt, kun tæt, på at føle mig hjemme.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...