Historien om en hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2012
  • Opdateret: 27 maj 2012
  • Status: Færdig
Loulou bor i Paris med sin mor. Da deres lejlighed en dag brænder ned med moren, skal Loulou bo hos sin mormor, ude på en gård i det sydlige Frankrig. Da mormoren og Loulous mor var uvenner , er det første gang at Lou møder hendes mormor, og der opstår et noget distanceret forhold imellem dem. Indtil Lous mormor fortæller hende om en smuk, hvid hest, hvis familie hun var vokset op med, indtil den blev solgt da mormoren var 20 år. Sammen går hun og Loulou på jagt, for at finde hesten. Cécile.

21Likes
35Kommentarer
3354Visninger
AA

4. Dagen gik

"Bonjour." Jeg så ned i jorden. Damen foran mig var ældre, omkring 63 år gammel. Hun havde hvidt/gråt, kort hår. Jeg hadede at indrømme det, men hun så faktisk rar ud, med sine guld indrammede briller og smilerynker. Hvis ma mére ville have blevet mere end 31 ville hun have de samme rynker, det var jeg overbevist om! Resten af eftermiddagen er sløret. Hun inviterede os indenfor, observerede mig, som var jeg et rotte undsluppet fra kloakken, og hun stadig ventede på om jeg var giftig eller ej. Der var småkager. Jeg gnaskede nogle stille, mens jeg sad i lænestolen. Isabel var ved siden af mig. Selv om jeg var virkelig nervøs, var det svært ikke at kede sig. Hun havde givet mig -os- en lille rundtur i huset. Død og pine! Heldigvis havde hun internet (Gad vide om hun spillede farmville på facebook?), men der var intet tv, og kun en gammel fastnet telefon. Ingen underholdning overhovedet! Og hun virkede som en der ville vække mig klokken 5 om morgenen med en balje koldt vand, så jeg kunne gå ud til hønsene...

Tiden gik. Jeg svarede kort på svarene, og klarede at svare på de mest komplekse spørgsmål med sætninger under 5 ord. Min mormor, havde tilbudt Isabel og Madame Dupont en nat som gæst. Godt nok var hun ikke glad for nogen af os, men manerer havde hun vel. Vi var alle smadrede, så jeg gik ind i mit nye værelse, hvor der ved siden af en hvid træseng lå en madras, som Isabel ville ligge på.

"Hun er ikke så slem som jeg havde forestillet mig." Isabels stemme var en hvisken. Charlene var gået i seng, det samme var Madame Dupont, der overnattede i gæsteværelset.  

"Nej...det...det har du vel ret i..." Jeg lød usikker. Jeg havde stadig ikke bestemt mig om jeg kunne lide min grandmére. Og jeg kunne se i hendes øjne, at hun hellere ikke havde bestemt sig om hun brød sig om mig endnu.

Alt virkede så surrealistisk. Det føltes som var branden i går. Nå ja, det var den jo også.

"Det er bare..." Jeg sukkede. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle færdiggøre sætningen, men Isabel vidste hvad jeg tænkte på. 

"Du savner din mor. Du ved ikke om du bliver gode venner med hende. Du vil ikke miste kontakten til mig -os." Hun smilede forsikrende.

"Det skal nok gå" sagde hun blødt. 

"Bare giv det noget tid."

Det var det jeg manglede. Tid. Tid til at sørge over tabet, tid til at nyde minderne jeg havde haft. Tid til at tage afsked.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...