Se på mig

"Aldrig før havde hun længtes efter noget så helhjertet, og i det øjeblik ville hun give ham alt. Alt, hvad han nogensinde kunne forlange. Hun var modig, og selvom hun vidste, at han ikke kunne acceptere hende nu, lod hun ham se sit hjerte, selvom de kun havde mødtes den enkelte regnvejrsdag."


23Likes
48Kommentarer
3042Visninger
AA

2. Kedelig

Hun sagde aldrig så meget. Ikke fordi, at hun ikke havde noget at sige, men mere fordi at hun var bange for, at når det kom til stykket, ville ingen lytte til det, hun havde at sige. Sådan havde hun altid haft det. Lige siden barndommen. Hendes forældre lyttede aldrig. De var ligeglade, og hun var vant til det.

 

I hendes klasse var det pigerne, som stod med “magten”, og de resterende drenge fulgte lydigt deres føring. Pigerne lignede alle sammen yndige dukker som let ville gå i stykker, hvis man ikke var forsigtige med dem, men i virkeligheden var de lige det modsatte. Drengene behandlede dem som prinsesser, og gjorde præcis som de fik besked på. Alting var lige, som det skulle være i hendes klasse. Alle havde en brik i puslespillet. Men hun jo ikke var en del af ‘alle’. Hun havde før i tiden prøvet. Virkelig prøvet på at vise dem, at hun også var der. At hun gerne ville være en del af fællesskabet, men det var som om, alle i klassen havde opgivet hende. Som om hun ikke var en af dem, og at hun aldrig ville blive det. De drillede hende aldrig. Var aldrig lede mod hende, for der var jo i bund og grund intet galt med hende. Men alligevel ville de ikke have noget med hende at gøre, for hun var bare ikke, tja, ikke noget som man ikke havde set før. “Hun er kedelig”, var der én der havde beskrevet hende som.

 

Hun holdt af at studere andre mennesker gennem deres normale hverdag. Ofte gik hun rundt mellem menneskemængden og betragtede det travle gadesceneri. Hver enkel person havde sit at ordne, sit at have styr på. Nogle gange sad hun på bænken og undrede sig over, hvor mange af de forbipasserende, der ville kunne huske at have skimtet hendes tilstedeværelse, mens de, i deres travle hverdag, havde passeret den lille ensomme bænk. Hun var ikke noget særligt. Ikke køn, men heller ikke grim. Nej, det ville  hun ikke kalde sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...