Se på mig

"Aldrig før havde hun længtes efter noget så helhjertet, og i det øjeblik ville hun give ham alt. Alt, hvad han nogensinde kunne forlange. Hun var modig, og selvom hun vidste, at han ikke kunne acceptere hende nu, lod hun ham se sit hjerte, selvom de kun havde mødtes den enkelte regnvejrsdag."


23Likes
48Kommentarer
3018Visninger
AA

8. Familie

 

Tiden gik med hastige skridt, og nogle gange kiggede hun tilbage på, den pige, hun plejede at være. Så stille og skrøbelig. Usynlig og gennemsigtig. I forhold til de andre mennesker, med hver deres talenter, styrker og svagheder, var hun så tom og blank. Men nu udfyldte han hvert eneste tomrum i hendes liv. Alt handlede om ham. Hun var der altid, når han kaldte. Alt andet var ligegyldigt for hende. De andre i skolen, havde ikke noget at sige. De skulle ikke blande sig i noget som helst. Det ragede ikke dem, hvis hun havde det dårligt eller ej.

 

Men faktisk, havde hun også lagt mærke til, at der var noget ved hende, som havde ændret sig. Somme tider var hverdagen bare for meget for hende, og hun var så træt. Så træt af skolen, lektier, stress. Hun havde lyst til at give det hele op. Smide alt det, hun havde i hænderne. Hun var blevet så træt på det seneste. Hun savnede ham så utrolig meget. Hans øjne, han smil. Hans stemme. Hans berøring. Hvorfor kunne hun ikke blive ved hans side hver dag? I alle firetyve timer af et døgn. Hvorfor kunne det ikke være sådan? Men han havde jo også et liv. En drøm og en fremtid. Han havde et mål, som han arbejdede hårdt for at nå. Hun havde aldrig rigtig tænkt på, hvad det var, hun ville med sit liv. Hun vidste ikke, i modsætning til de andre i hendes klasse, hvad hendes drøm var. Men det betød heller ingenting i sidste ende. Bare hun vidste at han stadig eksisterede, når hun stod op hver morgen, så var det fint nok.

 

Hun tog til lægen, for det var noget underligt noget, det der skete med hende. I starten troede hun virkelig, at der var noget grueligt galt med hende. Hun prøvede på at skjule det, og spurgte han, om hun havde det dårligt eller var syg, løj hun. “Det er ikke noget særligt. Jeg er bare lidt træt.” Havde hun løgnagtigt svaret. Det at lyve for ham, skar i hende, men hun var jo bange for, at han skulle bekymre sig om hende. At være til besvær for ham, var det sidste hun ville.

 

Hun var gravid. Havde båret rundt med ingen anden end hans barn i over tre uger. Pludselig følte hun sig så voksen, så moden. Hun følte sig som en kvinde. Blidt lagde hun sin hånd, på den væg, som skilte det lille bankende foster og hende selv. Kunne det virkelig være sandt? Skulle de være en familie? Far, mor og barn. Nu vidste hun det endelig. Nu vidste hun, hvad hendes drøm var, og den var allerede på vej til at blive virkelighed. Tårerne vandrede nænsomt ned ad hendes røde kinder, og hun kunne se det hele for sig. For de var bundet sammen nu. Knyttet til hinanden. Nu skulle de være en rigtig familie. Ham, hende og det lille bankende foster, som lå så trygt og godt i dets moders mave. Hendes drøm var på vej til at gå i opfyldelse, og hun skyndte sig, at løbe så hurtigt hendes ben kunne bære hende, men han var ikke til at finde.

 

Hun ringede adskillige gange, hørte hans stemme, som hun så efterhånden fandt ud af, bare var hans telefonsvarer. “Hvor er du nu?”tænkte hun, og løb igennem menneskemængden for at finde ham. Solen skinnede så smukt på gadens gamle bygninger. Et engle-lignende pigekor sang så muntert på gaden, og genklangen af mønter lød, hver gang nogen passerede dem. Det var så smukt og vidunderligt, men tonerne nåede aldrig ud til hende. Hun havde jo også så pokkers travlt. Han ville blive så glad. Så lykkelig over at høre den gode nyhed. Der var ingen tid at spilde. 

 

 

Forbi træerne og deres fægtende grene løb hun gennem den dæmpede skov, for her i nærheden var hans yndlingssted. Her plejede han at bruge sin tid på at nyde den smukke udsigt, naturens varierede toner og de skovlige dufte omkring ham. Hvis han ikke befandt sig her, vidste hun ikke hvor ellers i verdenen, han kunne være. Og rigtig nok, var han der. Som forstenet betragtede hun ham omfavne vinden, kysse hvert enkelt blad af hver eneste skrøbelige gren, mens han indåndede de milde blomsterdufte. Det var kvinden. Den ældre gifte kvinde, som han påstod, at have glemt alt om.

 

“Hun betyder intet nu. Jeg har jeg dig.”

 

Men alligevel, trods det han havde fortalt hende, hver gang hun spurgte, stod de nu der, en mand og en kvinde så voksne, som de var, omringet af den smukke forårsatmosfære. Men den kvinde, som han kærtegnede så blidt og følsomt, den kvinde, som fik ham til at smile, som aldrig før. Det var ikke hende. Lammet. Hun blev revet bort, og faldt sammen i det høje græs. Hvad var det for en følelse? Hun havde aldrig oplevet en lignende borende følelse, som tvang hende, selvom hun kæmpende, tvang den hende ned på knæ, ned mellem græsstråene. Det rystede og hele hendes krop var ved at falde sammen. Hvis ikke hun havde holdt om hende selv, var hun nok blevet til ingenting. Hun kunne intet bevæge, og hendes stemme var som forsvundet. Det gjorde så ondt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...