Se på mig

"Aldrig før havde hun længtes efter noget så helhjertet, og i det øjeblik ville hun give ham alt. Alt, hvad han nogensinde kunne forlange. Hun var modig, og selvom hun vidste, at han ikke kunne acceptere hende nu, lod hun ham se sit hjerte, selvom de kun havde mødtes den enkelte regnvejrsdag."


23Likes
48Kommentarer
3062Visninger
AA

3. En tilfældig regnvejrsdag

 

Seksten år var hun. Og hun var forelsket. Selvom hun ikke var den type som rendte rundt med drengene, var hun forelsket for første gang i sit liv. Når det regnede, og de dryppende regndråber rensede gaden for al hverdagens larm og støj, tænkte hun på ham. Han var som regnen. Når han gik forbi travlheden på gaden, vendte folks blikke, og i et sekund, i et sekund handlede det kun om hans smilende læber og hans enestående eksistens. Han var smuk, og med sine skridt skyllede han deres tanker og meninger væk fra overfladen, som regnen skyllede gadens støv og snavs med sig i sit slæb. Præcis den dag sad hun alene der på bænken, gennemblødt af det våde vejr, og kunne ikke rette sine øjne eller sit hjerte væk fra hans. Det regnede. Regnede, den første dag hun så ham. Da han satte sig ved siden af hende. Da han lod hende sidde under sin paraply. Hans varme blik. “Det er koldt, hva’?” På det tidspunkt, vidste hun det jo ikke. Hun vidste ikke, at han bare havde ondt af hende.

 

Efter den regnvejrsdag var hun ligeglad. Ligeglad med at blive valgt sidst hver gang til idræt. Ligeglad med at hun altid arbejdede alene, selvom læreren tydeligt havde understreget: gruppearbejde. Hun var glad for at være lige præcis sig selv, og hun ville ikke bytte det ud med noget andet i verden, for det var jo hende, som havde siddet ved hans side, det var jo hende, hvis hjerte han havde varmet i regnen. Hun følte sig som noget særligt, fordi hun havde mødt en fantastisk person som ham.

 

Dagene gik, som de rødbrune blade, blidt faldt et efter et på den kolde efterårsgrund. Hun sad på sit værelse, og varmede sine fingre på en varm kop chokolade. Pustede let på den dampende overflade.  Hendes forælde var ikke hjemme. Gennem hendes liv havde hun undret sig over utallige ting. Ting som de fleste aldrig skænkede en enkelt tanke, - og hun var stolt over det. At være en person, som tænkte på andre ting, end fester, drenge, og på sig selv. Men alligevel tænkte hun nu på noget, som hun vidste var selvvisk og krævende. For med tiden fandt hun ud af, at det ikke var nok, selvom hun elskede ham så inderligt, og tanken om ham, fik hende til at give slip på al den tomhed som fyldte hendes indre. Det var ikke nok. Hun ville have mere. Savnet og lysten til at se ham igen, sårede hende dybt, og til sidst blev det til et sår, som kun kunne heles af ham. Intet andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...