Se på mig

"Aldrig før havde hun længtes efter noget så helhjertet, og i det øjeblik ville hun give ham alt. Alt, hvad han nogensinde kunne forlange. Hun var modig, og selvom hun vidste, at han ikke kunne acceptere hende nu, lod hun ham se sit hjerte, selvom de kun havde mødtes den enkelte regnvejrsdag."


23Likes
48Kommentarer
3112Visninger
AA

9. "Du må aldrig lade nogen træde på dig igen."

 

“Du er så stille i dag.” hans stemme var så blid, så kærlig, som en omfavnende hvisken i aftenbrisen. “Har du det dårligt?”Han lagde sin hånd på hendes kolde kind, mens hendes tanker var borte. Hun lyttede ikke til et enkelt ord, der kom ud af han mund. Var det løgn? Alt det han sagde? Alt det han havde sagt? For første gang nægtede hun at kigge på ham. Hun nægtede at svare på hans spørgsmål. Faderens til hendes barn. Der er kun en mor og en far i en familie. Der er ikke nogen ekstra kvinde.

 

“Sig det.” hviskede hun svagt, og hendes stemme knækkede, da hun med sit rystende blik kiggede direkte i hans overraskende øjne. Blidt mødtes hans og hendes læber, men blikket i hendes øjne var alvorligt. Hun mente det, da hun gentog det.”Sig at du elsker mig.” Han kiggede forundret på hende, som om det var fremmedord, hendes læber havde formet. Hendes blik veg ikke fra hans. Ikke engang i et enkelt sekund.

 

Han sukkede.“Jeg elsker dig. Det gør jeg.” Igen kyssede han hende, men denne gang var det et længere og varmere kys, han forærede hende, som tegn på, at det var sandheden, han havde sagt. Og hun troede på ham, så naiv som hun var. Hun havde altid været klar til at tilgive ham. Tårer varmede hendes rødmende kinder, og hun tog sine hænder til ansigtet. Han kiggede væk. Stormen i hendes hjerte var endelig faldet til ro. Hvis bare han elskede hende, ville det være okay. Fordi han elskede hende tilgav hun ham. Måske var det bare noget, som skete i hendes sind. Måske var det bare hormonerne, der fik det hele til at virke så overdrevet virkeligt. Hun var sikker nu. Hun skulle have det her barn, og det ville blive elsket. Både af sin mor og sin far. Det ville blive et lykkeligt barn. Det ville være glad, grine og smile til den smukke verden, det var blevet født i.

 

Hun tørrede sine tårer væk med sine hænder. “Jeg er gravid,” sagde hun og smilede. Lykken i hendes øjne var overvældende, og lige i det øjeblik, var hun så smuk, at det var tæt på, tæt på at hun lignede en voksen kvinde. Hun havde holdt det inde i en hel måned nu, og endelig kunne hun fortælle ham det. Selv om mange havde mistænkt hende for noget, havde hun aldrig nævnte det ikke til nogen, heller ikke hendes forældre, ikke at de ville have noget med hende at gøre. Men han skulle være den første til at vide det.

 

Endelig mødtes deres øjne, og få sekunder efter hun lykkeligt lukkede de tre smukke ord ud i verdenen, fandt den 19-årige dreng ud af, at han nu skulle være far. Nu skulle han være voksen. Han skulle til at forsørge en familie. Sin familie. De stod begge lænende op af en kommode i hendes værelse. Uden varsel brød han ud i en hæs latter og kiggede væk på noget, der vist ikke eksisterede i det rum, som de befandt sig i. Der var helt stille i rummet, men alligevel kunne man høre de tikkende lyde fra uret inde ved siden af. Beviset på, at tiden stadig gik, selv om alt var som frosset lige nu. Han kunne ikke forholde sig i ro længere, rodede rundt i sit hår og pludselig ramte hans albue glasset, der stod på bordet, og det faldt på gulvet, og blev til stykker af skarpe glasskår.

 

“J-jeg... Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige...” fik han fremstammet, mens han bevægede sig lidt længere væk fra det hele, væk fra virkeligheden, væk fra hende. Hun lo. Bøjede sig ned, og skulle til at samle skårene op, da han strammede sin hånd om hendes spinkle håndled. “Få en abort.” De stod sådan i et par langsomme sekunder, indtil hun rev sig væk fra hans greb. Hun gik langsomt ned på knæ foran det ødelagte glas, og med sine bare hænder samlede hun det op, og hun rejste sig op igen. De stod foran hinanden, og han prøvede forgæves at få hendes opmærksomhed, men den kunne hun ikke give ham. Hun knuste den håndfuld glad hun havde i hånden, pressede sig selv, og lidt efter lidt dryppede der røde pletter på det lune trægulv. Igen tog han fat i hendes hænder, og forsøgte at få hende til at holde op, men nej. Hun blev ved, indtil hun fik tårer i øjnene.

 

“Du. Jeg tror nok, jeg var verdens lykkeligste. Fordi du så på mig. Du smilede. Du lærte mig om dig selv. Du lærte mig, hvad det betød at elske nogen. Men ved du hvad, jeg husker allermest af alle de ting, du har lært mig?” Hun børstede langsomt glasskårene væk fra hendes blodige hånd, der stadig dryppede. “Du må aldrig lade nogen træde på dig igen. Det var det du sagde til mig, den aften hvor jeg havde brug for dig allermest. Hvorfor kyssede du mig? Hvorfor tog du mig med hjem? Fortæl mig det. Hvorfor sagde du så, at du elskede mig? Jeg forst-”.

 

Han omfavnede hende så hurtigt, at hun ikke nåede at reagere. Hvordan kunne han sige det? Abort? Hvorfor? Hvor havde han det fra? Hendes sind var faldet fra hinanden, og hun forstod intet af det, der skete. Han holdt hendes hoved ind til hans bryst, og hun var nær faldet i. Lyden af hans bankende hjerte og hans varme, havde næsten fået hende til at glemme alt og tilgive ham. Lige indtil han hviskede det i hendes øre.

 

“Det er det bedste for dig.” Det var det. Det eneste han behøvede at sige, hvor hun mistede den. Rev sig løs fra hans greb, og under et sekund efter var der et blodigt mærke på hans kind, og forskrækket spærrede han øjnene op og trådte et skridt tilbage. Hun havde lagt hånd på ham. “Du skal ikke træde på mig længere.”

 

Han sukkede, og prøvede igen på at indføre hans mening, men nåede det ikke, før hun begyndte at skrige.

 

“Du havde bare ondt af mig. Da jeg sad der. Gennemblødt i regnen. Du havde bare ondt af mig ikke?” Hun greb fat i hans krave, med hendes blødende hånd. Hendes hadefulde blik ramte hans forfærdede øjne. Han kiggede ned og var ikke i stand til at svare på hendes skærende spørgsmål. Men det behøvede han heller ikke. Det var nok. Hun slap hans krave, og vendte sig om, så hun stod med ryggen til ham. “Gå.” Hun tog sine hænder op til sin mund, for at skjule den hulkende undertone, der gemte sig i hendes skingre tørre stemme. “Gå nu eller jeg fortryder det.”  Han greb hurtigt fat i hans jakke, og gik uden at kigge sig tilbage. Uden et eneste ord. Hun hørte døren lukke sig efter ham. Og lige så snart hun vidste, at han var ude af huset, faldt hun sammen. Hun kunne ikke holde sin gråd og smerte inde længere, for hendes hjerte var blevet knust, trådt på, udnyttet og lå nu helt nede på gulvet, i tusind stykker, ligesom det glas han lige havde ødelagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...