Hemmeligheder (1D)

Line Styles er en pige på 16 år, og som er lille søster af den berømte Harry Styles fra One Direction. Line og Louis har noget kørene sammen, men ingen ved noget om det. Der sker en stor ting mellem dem. En ting der for Line til at forsvinde i 2 år. Hun har ingen kontakt med familien, ingengang hende højt elskede bror. Harry er selvfølgelig knust. Louis er lige så knust som Harry, men viser det ikke rigtig da ingen vidste noget om det de havde. Hvad sker der når hun efter 2 år dukker op ud af det blå, og har en ting med som vil ændre alles liv. Specielt Harry og Louis. Vi Harry blive sur? Vil alt gå i sig selv? Hvad vil Louis sige sige til det? Hvad vil de andre i bandet sige til det? Vil en anden få følser for Line?

152Likes
445Kommentarer
27388Visninger
AA

20. Sidste Kapitel.

Det var stilhed i bilen. Angel lå og sov omme på bagsædet. Jeg er virkelig bange for hvad de ville sige når jeg kommer tilbage. Om de overhovedet har savnet mig. Mit hoved er fuldt med tanker. En hånd blev lagt på mit ene lår. Jeg kiggede op, og så at bilen er stoppet. "Line det skal nok gå. Jeg er sikker på at de har været syg af bekymring" Sagde han, og sendte mig et smil. Det var som om at han læste mine tanker. "Bare gå ind, så tager jeg din taske og Angel" Sagde han, før han åbnede bildøren, og gik ud. Jeg åbnede forsigtigt døren, og gik ud. Jeg smækkede døren i med et lille skub. Så er det nu. Jeg gik hen til døren til bussen, og lagde fingrene på håndtaget, og skulle stil at åbne. Jeg stoppede mig selv. Jeg kunne ikke få mine fingere til at åbne den. En hånd blev lagt ovenpå mine rystende fingere. Jeg kiggede op, og blev mødt af Nicks beroligende øjne. "Du skal ikke være bange" Sagde han, og slap min hånd for at holde ordentligt fast i Angel. Jeg slap håndtaget, og vendte mig mod ham, så vi stod ansigt til ansigt. "Tak for hjælpen" Smilede jeg, og lod mine læber snitte hans kind, før jeg åbnede døren, og gik ind. Den samme dejlige hjemmelugt kom frem i mine næseborer. Drengene sad med ryggen til mig i sofaen. Jeg skulle til at sige noget, da Liam kom mig i for købet. "Hvorfor er hun bare taget af sted? Hvorfor var jeg også sådan et svin overfor hende" Lød hans skrøbelige stemme. Jeg lukkede munden, og holdte en finger op foran min mund, for at vise Nick at han skulle være stille. Han nikkede som tegn på at han forstod. "Liam det er ikke din skyld. Jeg skulle aldrig ha fortalt hende om mine følelser. Det er min skyld, ene og alene min skyld" Lød Louis' stemme. Han lød mindst lige så ked af det. Jeg mærkede en smerte i mit bryst. Jeg har virkelig såret dem. Mere end jeg havde før. Jeg lagde mærke til at Harry sad så langt væk fra de andre som muligt. Han holdte hans blik ned i gulvet.

"Harry" Hviskede jeg, med tåre løbende ned af mine kinder. Han kiggede hurtigt op, og vendte hovedet mod mig, ligesom de andre gjorde. "Line?" Spurgte han, med våde øjne. Han rejste sig op, og løb hen til mig. Han trak mig ind i et kram, og begravede mit hoved i hans skulder. "Undskyld" Hviskede jeg. Han trak mig ud af hans favn, og holdte mit hoved mellem hans hænder. "´Du må altså stoppe med det der" Sagde han, og trak op i et lille smil. Jeg lod mine læber trange op i et lille smil. Jeg trak mig fri fra hans hænder, og vendte mig mod Nick der stadig stod med Angel. Jeg gik hen til ham, og tog Angel over mine arme. "Du havde ret" Sagde jeg. Han strøg Angel over kinden. "Du skal ikke flygte. Både for dig egen, og Angels skyld" Smilede han, og gav mig et kys på kinden før han forsvandt ud af døren. Jeg vendte mig mod drengene igen. Jeg lod mit blik falde på Liam og Louis. De havde våde øjne, og lignede nogle der ikke havde sovet i nat. "Harry, tager du ikke lige Angel, Niall og Zayn med ned bag i?" Spurgte jeg han om, og lod mit blik glide over på ham. "Selvfølgelig" Smilede han, og tog Angel ud af min favn. Han gav mig et kram, før han trak Zayn og Niall med ham. Der er helt stille. Ingen af os sagde noget. Jeg åbnede munden, men lukkede den igen. Jeg elsker stadig Louis mest, og det er ham jeg vil være sammen med resten af mit liv. Men alligevel vil jeg ikke såre Liam. "Liam.." Startede jeg ud med, og kiggede bedende på ham. Han svarede ikke, men gik helt hen til mig. Jeg var bange for at han ville slå mig eller noget. Men før jeg vidste af det, stod jeg i hans arme. Jeg lagde automatisk mine arme om hans nakke. "Undskyld.. Jeg skulle aldrig ha slået dig" Hviskede han, og jeg mærkede noget vådt på min skulder. "Det er mig der skal undskylde" Svarede jeg. Han trak sig ud. "Jeg vidste jo godt at du ville slå op på et tidspunkt. Jeg kunne mærke at du var et andet sted, men jeg ville bare ikke indse det. Derfor blev jeg så sur, og det havde jeg ingen ret til. Og vis jeg skal være ærlig, så har jeg måske fået nogle følelser for Danielle igen" Sagde han nervøst, og rødmede. Jeg kunne ikke lade være med at smile. "Vil du ikke godt være min dejlige bedste ven igen, som jeg kan snakke med alt om?" Spurgte jeg, og lod et fnis forlade mine læber. Han nikkede, og krammede mig hårdt. Jeg fik øjenkontakt med Louis der stod lidt bag Liam. Jeg mærkede mit smil forsvinde. Jeg trak mig ud af hans arme, og holdte mit blik på Louis. Han fulgte mine øjne, og puffede til mig. "Jeg er inde ved de andre, vis der er noget" Sagde han, og blinkede, før han gik ind til de andre. Jeg gik hen til ham med små skridt. Jeg førte min hånd op til hans kind, og strøg den stille. Han lagde hans hænder på min lænd, og trak mig længere ind til ham. "Jeg har ville gøre det her meget længe" Hviskede han, før hans læber ramte mine.

 

6 måneder senere...

"Mor, mor!" Råbte Angel, der løb rundt i blomsterne. Jeg kiggede hen på hende. Hun havde en helt sne hvid kjole på, som gik hende til knæerne. Hun kom hen til mig. "Den her er til dig" Grinede hun, og satte en lyserød fast i mit hår. Jeg lod forsigtigt mine fingerspidser røre den lille blomst. "Tak skat" Smilede jeg, og kyssede hendes kind. Hun grinede, og løb ned mod søen, der lå midt i det hele. Dette sted ligner det, jeg drømte om for mange måneder siden. Og det er stadig ligesom et drømme sted. "Hun vokser hurtigt" Lød det bag mig. Jeg vendte hovedet rundt, og så Louis stå der. Han havde et par hvide bukser på, med en hvid og rød stribet skjorte på, og i hans bukser hang der et par seler. Og så havde han selvfølgelig et par Toms sko på. "Louis" Hvinede jeg, og rejste mig hurtigt op. Jeg løb hen mod hans arme, som hans havde åbnet. Jeg omfavnede ham, og kyssede ham hårdt på munden. Han lagde hans hænder på mine lår, og flyttede mig op. Jeg svang mine ben om hans liv, og kørte mine hænder gennem hans hår. Vi trak os ud af kysset, men lod vores pander støtte hinandens. "Far!" Lød Angel lille barnestemme. Han satte mig ned, og grab Angel der kom løbene mod ham. "Hvordan har min lille guldklump det?" Grinede han, og kyssede hende på næsen. "Jeg har savnet dig far" Smilede hun. Jeg kunne ikke være mere glad. Vores lille familie var endelig samlet. "Jeg har også savnet dig" Smilede han, og lagde en arm om mit liv, og trak mig ind til ham. "Jeg har også savnet dig" Hviskede han i mit øre. Jeg rødmede, og kyssede ham på kinden. Han satte Angel ned, og hun løb hen mod de mange blomster der var rundt omkring. Den svage vind fik fat i hendes lysebrune krøllet hår. Hun blev mere og mere smuk, for hverdag der gik. "Hvordan har du ellers haft det?" Spurgte han, og flettede sine finger ind i mine. "Som jeg plejer, udover jeg har savnet dig mere end noget andet" Svarede jeg, og kiggede udover den smukke sø. "Jeg kan ikke vente til du kommer til at hedde Mrs Tomlinson" Hviskede han i mit øre, og lod sine hænder glide over den ring, han for en måned siden havde friet med. Han begyndte lige så stille at synge 'Look After You' med The Fray....

 

SLUT!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...