My Feelings For You, Comes Always Between... {One Direction}

Paige og Zayn Malik har været venner siden de var helt små. De har altid holdt sammen, men når følelser blander sig i deres venskab, går det galt. Man kan da ikke være bedste venner, når man er forelsket i hinanden? Problemet for Paige, der får følelser for sin bedste ven, er, at Zayn har en kæreste. Og hun har ikke tænkt sig at give slip. Men da kæresten kun er ude efter populariteten ved at date en sanger, må Paige gøre noget! Men hvad? Og hvad hvis Zayn's kærlighed til kæresten falmer, og følelserne for Paige bliver stærkere? Og hvad med kæresten?

76Likes
56Kommentarer
11684Visninger
AA

6. Brunch *Paige's P.O.V*

 

Mit hoved dunkede. Alting snurrede rundt. Jeg vendte mig i sengen og så på mit ur, der stod på natbordet. Klokken var 10:30. Åh nej, Zayn og jeg havde en aftale om en halv time! Jeg smed dynen til side og sprang op. Svimmelheden ramte mig igen, så jeg måtte støtte mig til væggen, indtil jeg genfandt balancen. Jeg stavrede ud i bad, skyndte mig at tage noget tøj på og redte mit stadig våde hår. Jeg tænkte slet ikke på morgenmad, men bare på at være klar, til når Zayn kom. Klokken nærmede sig 11 og jeg tørrede mit hår. Idet jeg lagde hårtørreren fra mig, ringede det på døren. Jeg spurtede ned af trapperne og flåede døren op.

"Det var du længe om" sagde han med et smil og tog sine sorte solbriller af. Jeg smilede også og lod ham komme ind. "Håber ikke du har spist"

"Har jeg ikke" smilede jeg til ham og gik ind i stuen. Jeg tog min skjorte, der hang over sofaryggen og tog den på. Jeg havde nogle højtaljede bukser på, en top og så min hvide, næsten gennemsigtige skjorte på. Zayn selv havde nogle mørke bukser på, der hang lidt, en rød og sort-ternet skovmandsskjorte ud over en mørkeblå t-shirt. Hans hår sad som det plejede. Mit hår hang løst om mine skuldre, let krøllet.

"Godt, for jeg inviterer dig på brunch" smilede han og så rundt.

"Lyder lækkert. Skal lige hente min mobil, så kommer jeg" smilede jeg og løb op af trapperne. Min mobil lå på mit natbord hvor jeg havde lagt den i går aftes, inden jeg gik i seng. Svimmelheden kom tilbage, da jeg var halvvejs nede af trappen igen. "Wow" Jeg tog mit til hovedet og lukkede øjnene. I tre skridt var Zayn ved siden af mig.

"Er du okay?" spurgte han bekymret og lagde en hånd på min kind. Jeg nikkede kort, men alting snurrede endnu mere rundt.

"Bare en hovedpine" mumlede jeg og åbnede øjnene. Zayn stod meget tæt på, så det eneste jeg så, var hans brune øjne. "Bare en hovedpine..."

"Godt" smilede han, aede min kind og tog min hånd i sin. "Klar?" Jeg nikkede, men denne gang mere svagt, for at alting ikke snurrede rundt.

 

"Maria sagde, at I to var i byen sammen i går" sagde Zayn og tørrede sig om munden. Han havde tømt sin tallerken, mens jeg stadig havde lidt baked beans og scrambled eggs tilbage på min. Jeg nikkede kort og tog en tår af min juice. Derved undgik jeg at kommentere noget. "Var det hyggeligt?" Jeg nikkede igen og satte glasset. Jeg tog nogle beans i munden og tyggede dem grundigt. Det havde været sjovt nok, men ikke hyggeligt. Hygge forbandt man med at smile. Smile ægte smil!

"Ja" fik jeg frem og spiste det sidste. "Skal vi komme videre?"

"Er du færdig?" spurgte han. "Skal du have mere?" Han hentydede nok til, at jeg ikke havde spist så meget, men jeg havde tømmermænd. Ikke i så slem en grad, men jeg kunne da godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen.

"Nej tak" fik jeg frem, men en pludselig kvalme kvalte mine ord. Jeg fór op og løb ud på restaurantens toilet. Jeg sænkede mit hoved ind over toilettet. Min hals gjorde ondt, smerten var uudholdelig.

"Er du okay?" lød det bag mig, Zayn. "Paige?"

"Jeg er... okay" hviskede jeg, mens min hals føltes som knive. "Du må ikke være her inde"

"Jeg er ligeglad" sagde han, gik på knæ og lagde en arm om mig. "Skal vi ikke hellere tage hjem?" Jeg nikkede og skyllede ud. Jeg ønskede ikke at se det, så jeg holdt mine øjne lukket, mens resterne af min morgenmad blev skyllet væk. Jeg havde nok tømmermænd i en slemmere grad end jeg havde troet. "Kom" Zayn lagde en arm om livet på mig og fik mig op at stå. Han så mig i øjnene og kyssede min kind. Han smilede ømt og ledte mig ud. Han var sød nok, så forstående... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...