De faldende

Under 2. verdenskrig året 1941 forelsker den tyske soldat Edmund sig i den jødisk fange Dalia. De ved begge at det er forkert. De ved begge at deres kærlighed kan koste dem begge livet. I en verden med rædsler hver dag, kan kærligheden tage en væk.

11Likes
11Kommentarer
1562Visninger
AA

5. Kapitel - Skuespillet

Natten den 16 December 1941

 

Kan du høre, djævlen kalde?

Løb mor, løb.

Jeg kan ikke holde ham tilbage.

Han er her for at tage dig med.

Løb mor, løb.

Kan du høre hans klør mod døren?

Kan du forstå hans latter?

Løb mor, løb.

Du følger ikke reglerne,

Du vidste, han ville komme.

Løb mor, løb,

Det er alt, hvad du kan gøre.

 

Han tog hendes hånd i sin og førte hende ud i natten. Hun var bange, men det var han også. De gik langs hyttens vægge stadig med hænderne sammen. De sagde ikke et ord, hvilket heller ikke var nødvendigt. Edmund førte dem frem til den næste hytte og den næste igen.

Porten til friheden var nu i syne. Han vendte sig for at se Dalia i øjnene.

”Du må finde alt det mod, du har frem. Hvis du tøver, er vi færdige.” Hun nikkede. ”Spil med på hvad jeg siger.” Hun nikkede igen. De bevægede sig væk fra hytternes trygge vægge. Edmund tog et fast greb i Dalias arm og førte hende mod porten og vagterne. Hendes hjerte slog hurtigere end nogensinde før. Hun var bange for at besvime, men Edmunds greb om hendes arm holdte hende fast.

”Holdt!” Råbte den nærmeste vagt til de to. ”Jeg får dig ud herfra.” Hviskede Edmund til hende, inden han råbte tilbage til vagten: ”Edmund Ehrenreich Krauze!” De andre vagter havde også fået øje på dem. ”Hvad laver du her Edmund?” Spurgte en anden af vagterne. Edmund rettede ryggen helt op. ”Jeg spørger om tilladelse til at føre denne fange ud af lejeren og tage hendes liv.” Mistænksomt spurgte den første vagt: ”Hvorfor kan du ikke gøre det på grunden?” Edmund rystede let på hovedet. ”Som, jeg håber, i udmærket ved, er det ikke tilladt at henrette nogen på grunde om natten, så længe Føreren belønner os med sit selvskab. Han vil gerne være fri for at blive vækket, og jeg vil ikke være den, der gør ham vred.”

De fleste af vagterne nikkede, men vagten fra før gav ikke op. ”Kan du ikke vente med det til i morgen så?” Edmund så overbærende på ham. ”Så du vil lade denne usling få en hel dag mere i livet? Der er vidst en, der er blevet blødsøden på sine gamle dage.” Vagten tav, imens de andre lukkede porten op. ”Gør det hurtig Edmund.” En af vagterne spyttede på Dalia og grinte håndligt til hende.

Dalia var bange for, at hendes hjerte ville slå hårdere, end hvad det kunne klare. Edmund førte hende ud gennem porten uden den mindste tøven.  Skoven der omgav lejeren var mørkere end den dybeste mine. Silhuetter af grantræer tårnede sig op. De gik dybere ind i skoven. Edmund slap Dalias arm. ”Klarede vi det?” Spurgte hun forsigtigt og så sig om.

Edmund trak ikke en mine, da han tog sit gevær frem og ladede det. Dalia så uforstående på ham, og en uro bredte sig i hendes krop.

”Edmund?” Han svarede ikke. Havde alt det her bare været en leg for ham? Havde han aldrig haft følelser for hende?

Et skud gav ekko mellem træerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...