De faldende

Under 2. verdenskrig året 1941 forelsker den tyske soldat Edmund sig i den jødisk fange Dalia. De ved begge at det er forkert. De ved begge at deres kærlighed kan koste dem begge livet. I en verden med rædsler hver dag, kan kærligheden tage en væk.

11Likes
11Kommentarer
1676Visninger
AA

3. Kapitel - Morgendagen

 

 

14 December 1941

Her var så stille. Fredfyldt. Mænd, der kæmpede i krig, lå og sov. Alle på nær en mand med et for tungt hjerte, for hvad én mand kan klare. Dalias brune øjne var i Edmunds tanker. Han huskede følelsen af hendes hoved på sin skulder. Huskede hendes smil. Denne nat, havde Edmund indset hvad, han aldrig troede skulle ske. Han havde forelsket sig i en af sine fanger. Det stak i hans brystkasse. Hans hjerte bønfalde ham om at lytte. Kærlighedens skarpe klør havde fået fat i ham. Han følte skam, fortvivlelse og ikke mindst hjælpeløs. Hvordan skulle dette her nogensinde få den lykkelige slutning, som alle eventyr havde?

Ham og Dalia var dømt til aldrig at få hinanden, det vidste han. Denne nat, havde han gennemtænkt flugtplaner, falske identiteter, starte livet forfra i et helt andet land. Men alt dette var kun tanker, de ville aldrig blive til virkelighed.

 

Man skulle næsten tro at solen troede på mirakler, når man så på den denne morgen. Et skarpt orange lys lagde sig over pladsen og de mange hytter. Det havde sneet igen. Det blege landskab blev farvet i lyset fra solen. De mange soldaters ånde blev afsløres af kulden. Hvide skyer drev dovne over himlen, mens fangene knoklede løs.

Hele dagen holdte Edmund øje med Dalia. Han vogtede som en høg over hende. Kredsede i nærheden af hende. Dalia følte sig stærkere. Edmunds blik på hende gav hende styrke til at komme gennem dagen. Hun håbede at møde ham ved mørkets frembrud. Håbede, at han ville være der for hende.

Hun vidste godt, Edmund var ham, der tog livet fra hendes familie. Hun vidste at holde af ham, var til skamme mod hendes familie. Måske angrede han sine gerninger? Måske, prøvede han at hjælpe hende, fordi han vidste, hvad han havde gjort var frygteligt. Måske ønskede han også at komme i himlen? Dalia så over mod ham og smilte forsigtigt. En vagt nær hende begyndte at råbe, om hun ikke havde nok arbejde. Edmund kom nærmere. ”De har brug for dig ved porten.” Råbte Edmund til vagten og pegede. Vagten marcherede straks af sted.

 

Edmund vidste ikke, om han havde givet efter og lyttede til sit hjertet. Han var i hvert ved godt humør den aften. Han blev mere modig og tog denne gang ikke kun et stykke brød, men også et æble. Igen var der ingen, der så det. Edmund havde det som, han var på en hemmelig mission.  

Han fylde sin vanddunk op og gik med raske skridt mod hytte 17. Han forventede at se Dalias skygge, men dette var ikke tilfældet. Undrende blev han stående på trappetrinet til hytten. Han så sig om. Der var ingen spor af hende. En tung skuffelse lagde sig over ham. Han kunne næsten mærke hvordan, det tyngede ham ned. Han satte sig på trinet. Der, hvor han havde siddet aftenen før. Æblet og brødet lå stadig i hans lomme og ventede på Dalia. Hvor var hun?

Døren bag ham gik stille op. Der var hun. Hun lukkede forsigtigt døren bag sig og satte sig ved hans side.

”Vi må stoppe det her Edmund.” Sagde hun med en bekymret mine. ”Det er for farligt.” Han tog æblet og brødet op af lommen og rakte det ud mod hende. Han kunne se, at hun tvivlede, om hun skulle tage imod det. ”Tag det Dalia. Jeg vil hjælpe dig ud herfra.” Hun rystede på hovedet. Virkeligheden var for brutal. ”Jeg ville ønske, jeg kunne tro på dine ord.” Hun sukkede og så ham ind i øjnene. Hun fastholdte hans blik. Han vidste det godt, men de brune øjne kunne få ham til at kæmpe til døden. Han lagde brødet og æblet i hendes skød.

Hun tog i mod hans gave og spiste det. ”Jeg skal nok få dig ud. Jeg får os begge ud.” Han kiggede op på himlen, som om den kunne give ham mod. Stjerne blinkede ned til ham, og han vidste, hvad han måtte gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...