De faldende

Under 2. verdenskrig året 1941 forelsker den tyske soldat Edmund sig i den jødisk fange Dalia. De ved begge at det er forkert. De ved begge at deres kærlighed kan koste dem begge livet. I en verden med rædsler hver dag, kan kærligheden tage en væk.

11Likes
11Kommentarer
1580Visninger
AA

6. Kapitel - løb

Natten den 16 December 1941

 

"Hvis du ønsker noget, du aldrig har haft, må du være villig til at gøre noget, du aldrig har gjort.”

- Thomas Jefferson

 

Dalia stod som forstenet til jorden. Lugten af røg blandet med krudt bredte sig i den kølige luft. Kulde rislede ned af hendes ryg. ”Edmund?” Spurgte hun og så uforstående på ham.

”De skal jo tro, at jeg har skudt dig, Dalia.” Edmund smed sit gevær på jorden. ”Nu er tiden knap. Snart vil de undre sig over ,hvorfor jeg ikke er kommet tilbage, og så starter eftersøgningen.”

De to unge forelsket løb hånd i hånd gennem mørket. De var begge skrækslagen, men lykkelige. Dalia fik et smil på sine læber, og hun knugede Edmunds hånd hårdere. Det begyndte at skrå ned ad, og snart gik det stejlt ned ad bakke. Træerne begynde at tynde ud. Svagt i det fjerne kunne man ane morgensolen. De løb solen i møde.

Dalia var ved at falde over en rod fra et af grantræerne, men Edmund greb ud efter hende. Han vidste, at hun ikke var stærk nok til at nå til den nærmeste by, så han løftede hende op bar hende.

Råb lød bag dem. ”Vi er opdaget!” hulkede Dalia i hans arme. ”Vi kan stadig nå det!” Han løb alt hvad, hans krop tillod det. ”Edmund! Det er for sent!” Han ville ikke høre og fortsatte ned ad bakken. Dalia knugede sig ind til ham. Længere væk kunne Edmund se en gård. Det var næsten som, at hans hjerte blev lettere ved synet. Han sænkede farten og snart stod gården foran dem.

Edmund satte forsigtigt Dalia ned. ”Kom.” Hviskede han til hende. De gik langs gårdens mur for at finde hoveddøren. Et øjeblik stoppede de to og betragtede hinanden.

”Edmund?” Hviskede Dalia. ”Jeg elsker dig.” Edmunds hjerte sprang et slag over. Han aede hendes kind med sin hånd og kyssede hende på panden. I samme øjeblik, hans skulle til at gengælde hendes kærligheds erklæring, lød et skud gennem skoven. Det borede sig nådesløst gennem luft fastlåst på sit bytte. Det ramte plet. Dalia gispede og så skrækslagen på Edmund. Han trak en gang på smile båndet. Så skete det altså.

Han faldt ned på sine knæ, ligesom Dalia havde gjort, den nat han dræbte hendes familie.

”De fik mig.” Hviskede han ud i den stille nat. Tåre løb ned ad Dalias kinder, mens hun holdt om Edmund. ”Løb Dalia! Du kan stadig nå det.” Flere tåre trillede ned ad hendes kinder. Hun rystede på hovedet og prøvede at få ord frem. Hun hjalp Edmund ned at ligge på jorden. Det var så kold. Hans syn blev tværet og snart forsvandt Dalias kønne øjne fra ham.

Dalia fortsatte langs muren og kom til en dør. Hun væltede ind af den og smækkede den i bag sig. En gammel kone, med samme mørkebrune øjne som hendes, kom til syne. Dalia faldt i hendes arme og bønfalde om hjælp. Den gamle kone førte hende ud i et baglokale. Hun skubbede et tæppe til side og en lem kom til syne.

Edmund lå i mørket med få minutter af livet tilbage. Et skud gemte sig i hans brystkasse. Så fik jeg ikke min lykkelige slutning, tænkte han for sig selv. ”Dalia, jeg elsker også dig.” Fik han mumlet frem.

Lyden af sko i sneen kom nærmere. Det var okay, tænkte han. Dalia og ham var aldrig ment til at være sammen. Nu kunne hun leve sit liv og finde en mand, hun passede med.

En tåre trillede ned af Edmunds kolde kind. Ikke af sorg, men af glæde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...