De faldende

Under 2. verdenskrig året 1941 forelsker den tyske soldat Edmund sig i den jødisk fange Dalia. De ved begge at det er forkert. De ved begge at deres kærlighed kan koste dem begge livet. I en verden med rædsler hver dag, kan kærligheden tage en væk.

11Likes
11Kommentarer
1581Visninger
AA

1. Kapitel - Faldende

 

 

12 december 1941.

Edmund stod og røg en enkel cigaret under lyset fra en lygtepæl. Det var bidende koldt, og snart begyndte sne lige så stille at dale ned. Hans hoved var for en gangs skyld ikke fyldt med råb og larm. Den kridhvide sne lagde sig på det metalhegn, der omgav grunden. Røgen fra cigaretten bredte sig stille mellem snefnuggene. Edmund kiggede på sit ur og mumlede for sig selv: ”seks minutter over to.” Her var så fredeligt, når de magre fanger var i deres hytter. 

Der havde efterhånden lagt sig et fint lag af sne på jorden. Det dækkede den kolde jord. Man skulle næsten tro, at man var med i et eventyr, så smukt var det.

Lyden af sne, der knitrede under støvler, lød et stykke derfra. Edmund blev lysvågen. Han smed cigaretten og holdt sit gevær klar. Hver en muskel var spændt i hans krop.

Skikkelser bevægede sig længere fremme. Han kneb øjnene sammen for bedre at kunne se. Var der virkelig nogen, der troede, de kunne flygte? Han blev nød til at undersøge det. Han satte i rask trav mod skikkelserne og befalede dem at stå stille. Der bredte sig panik i den lille flok af mennesker, og de løb alle i hver sin retning. Edmund tog sigte og skød den første af dem. En høj ung mand faldt mod jorden. Han lå helt stille med ansigtet i den kolde sne.

Edmund tog sigte igen og ramte også denne gang i første forsøg. Den ellers så smukke sne blev farvet mørkt af blodet fra den ældre kvinde, Edmund lige havde ramt.

De sidste to løb sammen et stykke væk. Edmund satte igen i raskt tempo og løb mod dem. Han befalede endnu engang, at de skulle standse. Den mindste af de to skikkelser standsede brat op. Den større skikkelse havde ikke opdaget dette og var derfor ikke stoppet. I samme øjeblik, som dette gik op for personen, nåede den akkurat at vende sig om og se den mindre skikkelse falde til joden. Edmund løb hen mod den sidste person, som var faldet ned på sine knæ. Da han kom nærmere, kunne han nu se, at skikkelse var en ung kvinde. Hun var mager, men det var de fleste her, havde mørkt krøllet hår og sortbrune øjne. Hun kiggede op på Edmund med tåre i hendes øjne. I et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle stille op. Han var helt betaget af denne skønhed. Hendes hud så blødere ud end den fineste silkepude. Hendes små hænder, der tørrede tåre væk.

Det var først, da hun råbte af Edmund, at han kom til sig selv. ”Jeg beder dig, skån mit liv!” Bønfaldt hun, og faldt ned over hans fødder. Hun knugede sig om hans ben og græd endnu højere end før. Edmund havde set så stærke følelse så utallige gange, men aldrig havde de skåret så dybt i hans hjerte. Han løftede hende op, uden rigtig at vide hvorfor. Hun føltes så let og skrøbelig i hans favn. Edmund følte en underlig trang til at beskytte hende, selvom han burde tage hendes liv på stedet. Hvis han nu ikke sagde noget? Hvis nu ingen havde set det? Han kiggede rundt. Der var ingen. Måske ville der ikke ske noget ved at redde en enkel? Hvis det blev opdaget. Edmund sank en klump.

Så var hans dage talte.

Edmunds tvivl lod den unge kvinde komme til gode. Han gik med hastige skridt tilbage mod hytterne. Han rystede let på hovedet i ren chok over hvad, han var i gang med.

Kvinden var stoppet med at græde, men hun kiggede tilbage mod hendes familie, der efterhånden var blevet begravet i sne.

Det var som om ingen af de to forstod, hvad der forgik. De vidste begge, at det var forket af Edmund overhoved at tøve med at tage hendes liv. De vidste begge, at dette kunne koste dem begge livet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...