De faldende

Under 2. verdenskrig året 1941 forelsker den tyske soldat Edmund sig i den jødisk fange Dalia. De ved begge at det er forkert. De ved begge at deres kærlighed kan koste dem begge livet. I en verden med rædsler hver dag, kan kærligheden tage en væk.

11Likes
11Kommentarer
1625Visninger
AA

4. Kapitel - Eventyret

 

 

15 December 1941

 

”Et hjerte fyldt med ensomhed, er et hjerter, der styrter mod afgrundens ran. Lader vi ingen komme os nær, lader vi ikke vores liv udfolde sig. Nogle ting i denne verden er bestem af andre. Nogen mennesker har magten til at vælge for andre. Få gør oprør. Vi mennesker blev født frie. Hellere dø i forsøget mod friheden end at leve i fangeskabet af andre.”

 

Dovne solstråler skinnede ind gennem vinduet. Rummet blev badet i et en farve, der kun kan findes om morgen. En mand, med en mission, lå klar til dagen. Han var rolig, fattet og havde sin plan gennemtænkt.

Han huskede, dengang i barndommens trygge skød, hans mor læste for ham, inden han skulle sove. Hver aften tog hun ham til eventyrernes land. Hver eneste aften kæmpede prinser for deres smukke prinsesser. Hver aften levede de lykkelig til deres dages ende. Hver aften blev de onde slået ned.

Nu, var Edmund selv kriger i sit eget eventyr. Han vidste, hvordan slutningen ville lyde, nu skulle han bare nå til den. Han vidste, hvem der holdte hans prinsesse fanget, og han skulle nok redde hende.

 

”Op, dit usle kryb!” Råbte en vagt af Edmunds prinsesse. Hun var faldet i mudderet. Hendes knæ blødte, og tåre faldt ned og forsvandt i mudderet. Dalia kom op på sine ben igen, men blev sparket ned af vagten. Hun ramte jorden og bevægede sig ikke.

”Jeg tror vi har en død mere herovre!” Råbte vagten til de andre soldater. Edmund, der havde set alt, skyndte sig over. Han kæmpede en indvendig kamp for ikke at hjælpe Dalia op.

Hun bed tænderne sammen og kom igen op på sine skrøbelige ben. ”Jeg er ikke død.” Sagde hun med et stift blik på vagten. ”Endnu.” Snerrede han igen og vendte hende ryggen. 

Edmund ville fortælle hende, at hun bare skulle klare det til aften, bare holde denne dag ud, men så ville han være afsløret. Dalia havde et opgivende blik i sine øjne. Hun ville ikke denne kamp for livet mere. ”Hold ud.” Tænkte Edmund til hende, og han håbede så inderligt, at hun kunne høre det.

 

Stjerner dansede på deres mørke scene. De ville ikke gå glip af, hvad der skulle ske denne nat. Forventningsfulde lyste de op. Her kom prinsen. Han havde ingen flot hest. Han havde ingen smuk karpe eller krone. Alt han havde var sit hjertes mod. Geværet var hans svær, og han ville nedkæmpe end hver, der stod mellem ham og hans Dalia.

Vagter stod klar ved porten. Vagter stod klar i deres tårne. Der var mange, og de troede ikke på eventyr. Edmund bar sin uniform for sidste gang på hans vej mod hytte 17. Ingen stillede spørgsmålstegn ved hans nattevandring, og han nærmede sig med hastige skridt. Dalia lå vågen i sin hytte med et bankende hjerte. Hendes krop var svag, og hun var ikke sikker på, at hun ville komme igennem den kommende dag. Hun havde Edmund i tankerne.

På dette sted hjalp ingen hinanden, og man var sig selv nærmest. Hun havde ikke betroet nogen sin hemmelighed, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det. Denne hemmelighed kunne få to menneskeliv på samvittigheden. Dette ville Dalia ikke lade ske. Hun var måske færdig, og døden var nær, men hun ville ikke tage Edmund med i sit fald. Et minde om hans havblå øjne, fik hende til at smile.

Nogen kradsede forsigtig på døren. Det havde været umuligt at høre, hvis man ikke lå nær døren. Forsigtig kom Dalia på sine ben. De ville tilbage til sengen og hvile sig, men hun måtte se, om det var Edmund. Hun fik døren op, og den friske natteluft væltede ind.

Prinsen var kommet efter sin prinsesse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...