De faldende

Under 2. verdenskrig året 1941 forelsker den tyske soldat Edmund sig i den jødisk fange Dalia. De ved begge at det er forkert. De ved begge at deres kærlighed kan koste dem begge livet. I en verden med rædsler hver dag, kan kærligheden tage en væk.

11Likes
11Kommentarer
1553Visninger
AA

2. Kapitel - Den lille lykke

 

 

13 december 1941

Ryggene på de mange soldater var helt ret. Føreren, med sine rystende hænder, gik forbi dem. Hans blik var dødt, og det samme var hans sjæl. Generaler, i ny renset uniformer med deres mange medaljer, fulgte føreren, som små ænder der fulgte deres moder.

I disse rækker stod Edmund. Han hjerte hamrede. Han vidste, han burde straffes, men han kunne ikke lade være med at føle sig som en helt. Hans hænder om geværet var fugtige, bare han nu ikke tabte det.

Nu kom de. De lignede ikke mennesker mere. Udsultet, nedslidte og intet håb i deres hjerte. De mange fanger gik forbi på deres vante rækker. Solen skinnede, som det var en forårs dag. Sneen fra natten før smeltede langsomt ned i jorden.

Kroppene fra nattens helte var blevet fjernet. De var ikke noget kønt syn for føreren.

Edmunds blik var stift, men synet af pigen, han havde reddet, fik lys i hans øjne. Hun så ham. Deres blikke ville ikke skilles ad. Hun var smukkere, end han huskede. Hjerterne hos de to unge slog som en tromme. Hun var væk. Rækken af mennesker havde taget hende med. Selvom Edmund var omgivet af de andre soldater, følte han sig alene. Følte sig fanget.

 

Latter og munter musik fyldte rummet. Duften af mad fik de sultne maver hos soldaterne til at knurrende omkamp. Livlig snakken omringede Edmund. Som han sad der, i den store mængde, slog tanken, han vidste var mere end forkert, ned i ham. Han kiggede forsigtigt til hver side og rakte derefter ud efter det stykke brød der lå på hans tallerken. Nu lå det i hans skød. Han sad helt stille og ventede på, at nogen ville afsløre ham. Ingen sagde noget. Han kom brødet i sin lomme. Han havde allerede gjort rigeligt for at blive dømt til døden, så at gemme et stykke brød kunne umuligt gøre det værre.

 

Så stod han igen med sin cigaret i hånden. Denne gang var han på vej mod hytte 17. Udenfor hytten stod en kvindelig skikkelse. Hun ventede ham. Da han nåede hende, dominerede stilheden. Han rakte brødet frem til hende. Edmund havde gemt det hele aftenen til hende.

Den unge kvindens begejstring og taknemmelighed fik Edmund til at tænke. Et stykke brød gjorde denne kvinde lykkeligere end, når han bragte piger i sin hjemby, alt hvad deres hjerte kunne begære. Denne simple lykke over et stykke brød.

”Hvorfor?” Edmund så undrende på kvinden. ”Hvorfor hjælper du mig?” I et øjeblik stod han helt stille. Sådan en smuk stemme, havde han vist aldrig hørt før. Fløjes blød, men bestemt. ”Jeg ved det ikke.” Saverede han kort og satte sig på trappetrinnet til hytten. Kvinden satte sig ved siden ad ham. Hun så tomt ud i luften og kom så i tanke om brødet. Hun spiste det med stor appetit, hvilket fik et lille smil frem hos Edmund.

”Dalia.” Edmund kiggede igen uforstående på hende. ”Det er mit navn.” Edmund nikkede en enkel gang.

”Edmund.”

”Det lyder som et navn, der tilhører en stærk mand.” Edmund trak på smilebundet.

”Dalia, lyder som en navn, der tilhører en yderst smuk kvinde.” Dalia kiggede smigret ned. Edmund fulgte hendes blik og fik øje på hendes fødder. De var helt slidte og fyldt med sår.

”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har sådan en trang til at beskytte dig Dalia.” Hun så taknemmeligt på ham, og lod hendes trætte hoved hvile på hans skulder.

En mand råbte et stykke derfra. Edmund røg op. ”Ind i din hytte igen!” Råbte han med et kommanderende tonefald. Dalia smilte til ham og gik stille ind i hytte 17. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...