Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
64Kommentarer
7578Visninger
AA

20. You were my last first kiss.

Forhelvede Niall. Jeg var aldrig god ved mig selv. Torturen var åbenbart den eneste måde, jeg kunne føle, at jeg levede. Jeg følte ikke, at jeg fortjente bedre... Jeg følte... Intet... Intet længere. Tomheden, som jeg så længe havde frygtet var vendt tilbage.
Hjemme lagde jeg mig igen på sofaen. Den havde jeg savnet. At blive suget op af puderne, vægtløsheden der ikke satte grænser for min substansløse tankestrøm. Jeg drømte mig ud i universet. Jeg var blot en lille partikel, der hilste på stjernerne. Hilste på Amelia, for hun var den stjerne der lyste klarest af dem alle. Hun så mig ikke.
Jeg svævede rundt om hende. Så hendes smil, der var oplyst af stjernen der omgav hende. Jeg så de smukke øjne, der kiggede ud i det sorte univers. De var ikke nær så smukke som dengang hun stadig var bundet af jordens grænser. Der var intet liv. De søgte ikke efter noget længere. De var... Tomme. Hun kiggede ud i universet, men hun så ikke noget. Hun var i et koma.

En høj banken vækkede mig. Jeg kunne mærke hovedpinen komme. Dehydrering. Gad vide hvor længe jeg havde ligget på sofaen. Min egen lugt fyldte mine næsebor. Længe. Jeg stavrede ud til døren. Havde rejst mig op for hurtigt, så det svimlede for mine øjne. Tøvende tog jeg i håndtaget. Overraskelsen var tydelig i mit ansigt. Eleanor.
"Hej" sagde hun uskyldigt. Hendes sædvanlige stemmeføring. Hun kiggede på mig, og virkede overrasket.
"Hej" mumlede jeg tilbage. Jeg trådte til side, mere af vane end af egentlig lyst til selvskab.
"Du ser forfærdelig ud... Og lugten kunne også være bedre" sagde hun med ryggen til. Hurtigt vendte hun hovedet, og afslørede et forsigtigt smil.
"Tja, jeg faldt vidst i søvn" spurgte jeg mig selv.
"På sofaen" konstaterede hun.
"Ja" jeg lod det hænge i luften, inden jeg bød hende på kaffe. Hun takkede pænt nej - hun manglede at tabe et halvt kilo inden et photoshoot i næste uge. Godt det ikke var mig! Jeg var jo nærmest blevet småfed på det sidste...

Vi snakkede i flere timer, da hun først fik blødt mig lidt op. Tiden gik ligesom bare, og jeg skulle jo ikke ligefrem nå noget.

"Vil du ikke sige til Louis, eller en af de andre, at der nok går noget tid inden jeg kommer i studiet igen?" spurgte jeg, da hun var på vej ud af døren.
"Jo selvfølgelig... De forstår dig godt" sagde hun bare, og gav mig et forsigtigt kys på kinden. Jeg tog mig selv i at smile, og jeg vinkede da hun satte sig ind i den lille Fiat 500.
Jeg satte mig ind på sofaen igen, og trak et tæppe over mig. Tårerne trillede ned af mine kinder igen. Det var længe siden. En uvant følelse. Jeg følte mig hjemme igen. Jeg fortjente at tude som en lille pige. Det var min egen skyld...
Det blev mørkt udenfor. Himlen var sort, og der var en masse skyer. Ingen stjerner. Bortset fra én. Den strålede klart, og oplyste næsten den grønne plæne. Der var ingen tvivl om, hvem det var. Amelia. Hun var den stjerne. Det var den kønneste idé om, hvad der skete når man dør. Måske ville jeg en dag, blive en stjerne ved siden af hende. Hvis altså jeg var heldig... Jeg har altid været uheldig...

It's all about the little things.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...