Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
64Kommentarer
7566Visninger
AA

16. Tilbage til virkeligheden.

"Sig mig engang Niall. Hvor længe har du tænkt dig at gemme dig herude?" Lou har altid forstået at gøre sin entré. Hun stod i døren, og lignede ikke just en der var morgenfrisk - men det er sikkert også svært med et lille barn. En ting jeg aldrig ville finde ud af. Men Lou stod på tæer for os alle, vi kunne altid tilkalde hende, og hun ville være hos os så snart som muligt.

"Hvad så. Skal jeg stå herude og fryse røven af, eller lukker du mig ind?" hun kiggede på mig, stirrede nærmest og jeg trådte fraværende til side. Inderst inde tænkte jeg stadig på Amelia, og på den måde hun kunne snakke med Lou i timevis - jeg kunne bare sætte hende af hos Lou om morgenen og hente hende om aftenen, men jeg ville ikke lade vore dyrebare timer sammen gå til spilde.

Jeg fulgte efter Lou ind i dagligstuen, og kunne dufte hendes friske parfume. Hendes blonde hår svinger fra side til side, i et raskt tempo. Hun satte sig i sofaen, stillede den lille sølvfarvede kuffert fra sig og kiggede utålmodigt på mig. Jeg var ligeved at glemme, hvorfor det nu var at hun var her - men så kom jeg i tanke om det da jeg tog mig til hovedet. Selvfølgelig - håret.

"Skal jeg gå ud og gøre mit hår vådt?" spurgte jeg og pegede ud på badeværelset. Lou rullede med øjnene, det var egentlig også et dumt spørgsmål, jeg mener, det var jo ikke første gang jeg skulle have farvet håret...

"Nej tumpe. Smid t-shirten eller find en gammel én jeg må ødelægge, og sæt dig på en spisestol" sagde hun overbærende. Jeg klaskede mig teatralsk på panden, og fik Lou til at smile. Jeg vendte mig om, og forsvandt ind i soveværelset. Havde det været før Amelia, havde jeg nok bare smidt t-shirten med det samme, men det virkede ligesom forkert.

Jeg stod og kiggede ud af vinduet, mens jeg trak t-shirten langsomt over hovedet. Jeg smed den på sengen, og tog ikke øjnene fra gaden udenfor vinduet. Det virkede koldt og forladt, der var ingen små børn der legede. Ikke i dag i hvert fald.

Der blev koldt i soveværelset - måske var det bare mig - og jeg kunne ligesom mærke at en kiggede på mig. Med det samme vidste jeg hvem det var - det kunne kun være - Amelia. Jeg kunne fornemme hende stå der, og hænge op af dørkarmen mens hun kiggede på mig, med det dér kærlige og samtidig opgivende udtryk.

Jeg turde ikke vende mig om, jeg var bange for at møde skuffelsen, så jeg blev stående med den fornemmelse. Jeg vidste, at ligeså snart jeg drejede hovedet var hun væk. Min hjerne spillede mig et puds, et ondskabsfuldt puds.

"Hva' er du faldet i søvn derinde eller hvad?" spurgte Lou utålmodigt inde fra stuen. Med ét var hun væk, Amelia betragtede mig ikke længere fra dørkarmen, og varmen vendte ligesom tilbage i rummet. Snart efter var det Lou der stod og betragtede min nøgne ryg fra dørkarmen, og egentlig bare ventede på mig.

"Nej... Jeg kom bare til at tænke..." sagde jeg trist. Hun nikkede forstående og lagde en hånd - en varm hånd - på min ryg da vi gik ind i stuen igen. Jeg trak en stol ud og satte mig. Lou begyndte at massere min hovedbund ganske let, inden hun begyndte at putte farven i mit hår.

"Så! Nu sidder du helt stille i den næste halve time - eller du skal i hvert fald ikke ødelægge mit mesterværk" sagde hun, da hun var færdig. Jeg smilede lidt, og rejste mig forsigtigt op. Med vilje undgik jeg alle spejlene i huset, fordi jeg vidste hvor latterlig jeg så ud, med farve og sølvpapir i håret.

"Vil du have te, eller kaffe?" spurgte jeg høfligt.

"Kaffe" sagde hun bare, og fulgte efter mig ud i køkkenet. Hun åbnede munden, tøvede og lukkede den så igen, som om hun ville have sagt noget men fortrød igen. Hun hoppede op på køkken bordet, og i et kort sekund kunne hun have været min gymnasie kæreste - sådan som hun sad der - men det var hun bare ikke. Jeg kiggede ind i de dybe, brune øjne.

Få minutter efter rakte jeg hende en kop kaffe - frisk fra den avancerede kaffemaskine, som Amelia og jeg havde fået i bryllupsgave - og hun lavede trutmund for at puste på den. En ualmindelig lyst fór op i mig, men jeg fornægtede den. For helvede altså, hun var min stylist, det ville aldrig gå. Og hun havde både mand og barn!

"Kom lad os gå ind i dagligstuen i stedet" sagde jeg. Hun hoppede ned fra bordet og gik ind i stuen med vrikkende hofter. Hvorfor lagde jeg mærke til alt det? Det var ikke rigtigt... Hun satte sig ned i sofaen, lagde benene over kors og satte kaffen fra sig på bordet.

"Sig mig, hvordan går det ellers. Du ved, i dagligdagen?" spurgte hun omsorgsfuldt. Nu virkede hun mere som en søster jeg kunne sige alt til, og ikke min gymnasie kæreste. Jeg tøvede lidt, for ærlig talt, havde jeg ingen anelse hvad jeg skulle svare. Begyndte jeg at snakke om Amelia, ville jeg bryde sammen på stedet - men det var tydeligvis det hun ville ind til. Hun burde omformulere sit spørgsmål til: ''Hvordan går det uden hende?''

"Du ved, det går fremad. Meget langsomt, men sikkert" sagde jeg. Mere præcist kunne det ikke formuleres, hvis jeg skulle holde masken. Jeg kunne bryde sammen foran Harry - eller Liam - eller en af de andre drenge, men ikke Lou. Ikke hende. Hun havde altid været som en storesøster for mig, vi kunne sidde i timevis og snakke om alt, og være vildt fjollede.

"Jeg ved godt hvad du mener. Det er svært" sagde hun lavmælt. Hun lagde en hånd på mit lår, og jeg lagde mere i det inde i mit hoved end hun havde gjort det. Jeg kiggede ned på hånden, og hun fjernede den hurtigt igen. Jeg nikkede trist, og kæmpede inderligt med en stædig tåre i min øjenkrog. Lou så den og skiftede hurtigt emne.

"Nu kan du ligeså godt smide bukserne også, for den farve skal vaskes ud, inden dit hår bliver hvidt og du kommer til at ligne en på 80" sagde hun med et smil. Jeg grinte lidt, og smed mine bukser. Vi gik ud på badeværelset, hvor Lou hurtigt fik tændt for håndbruseren.

"Se mens vandet bliver varmt, må jeg hellere pille sølvpapiret ud af dit hår" sagde hun og fortsatte: "Buk dig nu forover så jeg kan nå for fanden" ja høj, det har Lou aldrig været! Jeg smilte og bukkede mig forover, så hun kunne komme til. Da hun havde pillet alt ud af mit hår, skubbede hun mig blidt ind under bruseren, og jeg lukkede mine øjne.

Mens hun vaskede mit hår, masserede hun min hovedbund, og det varme vand løb over hovedet. Jeg nød det virkelig. Hun slukkede for bruseren, tog et håndklæde og pakkede det omkring mit hoved. Hun aede min ryg, og jeg rejste mig op igen.

"Har du noget imod at jeg tager mit tøj på igen?" spurgte jeg ironisk. Hun grinte af mig, og vinkede i retning af soveværelset. Jeg gik ind og tog mit tøj på igen, og tørrede mit hår. Jeg satte mig i sofaen ved siden af Lou. 

"Jeg bliver altså nød til at smutte nu" sagde hun nærmest undskyldende. Jeg nikkede bare, mens hun pakkede sine ting sammen. Jeg fulgte med hende ud i døren, hvor hun gav mig et venligt kys på kinden og forsvandt hurtigt ud af indkørslen. Jeg så bilen forsvinde væk fra den triste gade, og var atter alene i huset.

Jeg satte mig på sofaen og tændte for fjernsynet, der var blevet min bedste ven på det sidste.

Ja, nu skriver jeg altså i datid igen. Jeg har dog prøvet at bevare den mere langsomme handling, men ved ikke helt hvordan det fungerer. Konstruktiv kritik efterlyses, som sædvanlig! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...