Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

72Likes
66Kommentarer
7407Visninger
AA

11. Sandhedens time.

... Jeg besluttede mig for at samle alle drengene hjemme hos mig en aften i den nærmeste fremtid. De fortjente at få det hele af vide. Det var ikke fair at jeg skjulte det for dem, selvom jeg var bange for deres reaktioner... Jeg satte mig i vindueskarmen med min guitar, som jeg havde for vane at gøre inden jeg mødte Amelia. Til tider var den guitar min bedste ven, da jeg var yngre snakkede jeg endda til den nogengange... Ja, normal har jeg aldrig været, men alle der er gode til det de laver har været, bare en lille smule sindssyge. Jeg lod tankerne flyve, koncentrerede mig kun om min guitar, og inden længe befandt jeg mig i min egen verden. En verden uden bekymring - eller sorg, hvor guitarens sagte lyd var baggrundsstøj. Jeg elskede den verden, og jeg søgte ind i den hver gang noget gik mig på, og også når jeg bare ville væk fra hverdagens stress og jag. Jeg ville ønske at jeg kunne dele den verden, med mine fans - drengene og Amelia. Jeg ved ikke hvor mange timer jeg sad i vindueskarmen og spillede uden nogen form for kontrol. Jeg gav slip, på mig selv, og på alt andet. Jeg gav slip på Amelia der... Selvfølgelig ville jeg altid tænke på hende, måske af og til også græde over hende, men jeg gav mig selv lov til at blive forelsket igen den dag. Det var til det bedste... Jeg vågnede op igen da min mave knurrede så højt, at jeg var ved at falde ned fra vinduet og smadre min guitar. Jeg var vidst sulten... Efter et hurtigt kig i køleskabet, blev det til at spise ude... Jeg tog et hurtigt bad, og kørte ellers af sted til Nando's. Det var utrolig lang tid siden jeg havde været der sidst, jeg savnede at sidde der med drengene - så på vejen skrev jeg til dem, om de ikke ville slutte sig til mig, og det ville de gerne. Vi mødtes udenfor, og fik vores ''sædvanlige'' bord. Tjeneren behøvede ikke engang at spørge hvad vi ville have, han vidste det. Hvis vi vækkede ham klokken tre om natten og spurgte kunne han det... Vi spiste, og snakkede som i gamle dage, jeg var vendt tilbage - ja det sagde de flere gange. Jeg kunne ikke andet end at være enig med dem. De sidste måneder havde ikke været nemme, og specielt ikke for dem, jeg forstod dem godt. Bagefter tog vi hjem til mig, jeg insisterede på det, og sagde at jeg havde noget de skulle se. Louis havde regnet den ud, men lod heldigvis som om han ikke vidste det. De satte sig i mine sofaer, og jeg gik ind i soveværelset for at hente bogen. Jeg tøvede lidt, inden jeg gik ind i stuen, og rakte Liam bogen "I skal alle læse den en efter en... Jeg går ud i haven" min stemme knækkede næsten igen. De forstod alvoren, og forstod hvorfor jeg ikke ville være i samme lokale som dem mens de læste den. 

Jeg satte mig ned i den ende af haven der var længst fra huset. Jeg prøvede at distancere mig, men inderst inde ville jeg bare væk fra deres bebrejdende blikke, som de helt sikkert ville sende mens de læste. Deres ''hvorfor snakkede du ikke med os'' blik. Jeg fik tårer i øjnene, efter de havde set den ville jeg brænde den. Jeg havde ikke brug for den slags dårlige minder. Jeg kiggede bekymret op på huset, jeg kunne se dem fra hvor jeg sad, og jeg kunne se at de var bekymrede. Deres pander var rynkede og deres øjenbryn alvorlige. De snakkede om mig - diskuterede mig. Jeg håbede Louis kunne tale dem lidt til fornuft, kun han vidste hvordan jeg i virkeligheden havde det... Han var også den første der kom ud til mig, og satte sig ved siden af mig i det våde græs. "De er bekymrede, men jeg fortalte dem at du har det bedre. Har du det bedre - jeg vil kun høre sandheden!" sagde han alvorligt "Ja, jeg har det bedre. Det er derfor jeg viser den til jer" svarede jeg trist. Jeg var ikke i humør til at snakke, jeg ventede bare på drengenes reaktioner, forventede at de hvert eneste øjeblik ville fare ud af døren og være super bekymrede, og nærmest overbeskyttende. Jeg håbede stadig på at Louis havde været overbevisende... Det havde han. De andre kom rolige ud og sagde ikke noget, men satte sig bare ved siden af mig, og ventede på at jeg ville forklare - men jeg ville jo ikke forklare. Planen var at de forstod det hele, når de havde læst det, det var ikke meningen at jeg skulle begynde at forklare en hel masse, så kunne jeg jo ligeså godt have ladet være med at vise dem bogen. Jeg sad bare, og sagde intet...

"Jeg kører altså hjem" sagde Harry da det var blevet rigtig mørkt. Jeg nikkede til ham, og han gik. De andre - bortset fra Louis - kørte også hjem ikke ret længe efter. Louis blev igen den nat, og vi sad i haven og snakkede indtil vores fødder var ved at fryse af. Så gik vi indenfor, og snakkede videre, inden vi lagde os til at sove...

Guys. Igen ikke det længste kapitel, men min hjerne kan altså ikke rigtig mere... Undskyld... MEN hvad synes I om det nye cover jeg har lavet? Og - nu tog jeg Maya Kathrine's kritik til mig, og skiftede tankestregerne ud med kommaer, er der ellers noget jeg skal gøre bedre, eller anderledes? Altså udover kapitlernes længde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...